Ord fra en bibliofil

Siden efteråret 2019 har jeg gået og ventet på, at det blev tid til Bogforum igen og i denne her forgangne weekend blev det endelig afholdt i Bella Centeret, hvor jeg heldigvis havde mulighed for at deltage hele søndagen. Billetten fik jeg af min arbejdsplads, hvor jeg også havde nuppet et program for at finde ud af hvor hvilke scener kunne findes og søndag morgen tog jeg afsted fra Høje Taastrup (hvor jeg havde overnattet hos familievenner) og ikke længe efter befandt jeg mig midt imellem stakke af bøger, masser af bogfans og store skilte med de allernyeste bøger og de fantastiske forfattere. Jeg startede min dag ved at smutte forbi Gutkind, hvor jeg hentede det fineste survival-kit til dagen (hvor det meste endte med at blive spist/drukket på hjemvejen) og fik hilst på de søde forlagsfolk. Gutkind blev jo stiftet efter sidste Bogforum, så det var en virkelig stor fornøjelse at se deres skønne stand og alle de fine bøger i fysisk form.

Her mødte jeg også Mette Eline, som jeg sidst så på Krimimessen og vi nåede lige lidt rundt at kigge på standene (jeg skulle blandt andet købe ‘Olympia i Underbyen’ inden signering senere på dagen) inden jeg smuttede over til en ny scene ved navn Tid til bøger. På vores færd stødte vi også lige på Ditte Wiese, Julie Day og Silja Okking (sidstnævntes bog ‘Jeg er Saga’ begyndte jeg faktisk at læse på vej derover) og jeg fik også lige hilst på mine tidligere klassekammerater Lars og Lea, der ejer tegneserieforlaget E-voke og som havde stand ude ved Comics i år.

Ovre på Tid til bøger nåede jeg lige at høre lidt af samtalen med Anne-Sophie Lunding-Sørensen og Christina Englund, der handlede om ‘Sanatoriet’, som udkom sidste år på Politikens Forlag. Den kan i læse mere om herovre. Kl. 12.00 gik Sofie Jama på scenen for at snakke om ‘Den nordiske mands hævn’, der udkom i maj 2020 og hun blev interviewet af journalist Merete Reinholdt, der lagde ud med at spørge om bogen var et kunstværk ud af hævn og had. Jama fortalte om hovedkarakteren Sara (i kan læse mere om bogen her) og noget af det, som hun havde fundet særlig interessant, var det her med at vende vrangen ud af karakteren og så det her med at to meget forskellige mennesker er draget af hinanden. To personer kan have vidt forskelllige baggrunde, men stadig have ting til fælles. Et andet spor i bogen var denne her hvide midaldrende mand, hvor Jama fik mulighed for at udforske fordomme og samtidig er det også en meget sensuel bog. I bogen er der også denne her tvetydighed i identitet og det her med at man ikke føler sig hjemme og et ord som Jama også nævnte flere gange var fremmedgjorthed.

Den næste, der gik på scenen, var Morten Vittrup, hvis bog ‘Vi ville så meget’ udkom i august og intervieweren Sarah Iben Almbjerg. Den handler en del om finanskrisen, hvor han selv blev færdiguddannet og så hans to hovedkarakterer Ben Faber og Jonas Marker (i kan læse mere om bogen herovre). Vittrup snakkede en del om den typiske mandeting, hvor man holder følelserne indeni, så man virker stærk udadtil. Hvor den ene af karaktererne er ret destruktiv, så tyer den anden til at vise sin vrede i diverse kommentarspor og så snakkede Vittrup om denne her erkendelse om at vi ikke kommer til at nå det hele. Samt det at selvom vi gerne vil gøre verden til et bedre sted, så handler vi ofte ud fra egoistiske årsager. Intervieweren spurgte lidt ind til research og hans beskrivelser af den finansielle situation og han fortalte om, hvordan han gerne ville det her spadestik dybere ned og heldigvis kendte han et par stykker, som han kunne spørge til råds og han håbede på at han har undgået stereotyperne i bogen.

Derefter blev det tid til at Leonora Christina Skov og pressechefen Camilla Høy gik på scenen. Efterhånden er der altid et par forfattere, som finder vej til mit program, hver gang jeg tager på Bogforum og litteraturfestivaler og den ene er Skov (og en af de andre er Jesper Wung-Sung). Høy spurgte blandt andet ind til, om Skov har mere tilbage, nu hvor hun har skrevet to erindringsromaner  og Skov fortalte, at hun har redigeret fra og mere tilbage, men hun har ikke planer om at skrive flere af den slags bøger (jeg har tidligere anmeldt ‘Den der lever stille’ her og ‘Hvis vi ikke taler om det’ her). En af de vigtigste ting, som den nye bog kommer ind på, handler om #metoo og det er en historie, som Skov ikke tidligere har fortalt. Det var først da #metoo rullede i Sverige ifm. Det Svenske Akademi, at hun selv fandt et sprog for et forløb, som hun følte var hendes egen skyld og hun forklarede kort det her med redaktøren i bogen. Reaktionerne efter den første bog var mange, for der var mange læsere som kunne nikke genkendende til denne her mor-datter relation, men der har været knap så mange med respons på den nye bog. “Vi mangler et sprog til det”, nævnte Høy og Skov fortsatte ved at erklære, at det er et debatrum, vi mangler, hvor vi kan blive hørt. Når Skov er ude og møde læsere, bliver hun ofte spurgt om, hvorvidt hun har tilgivet forældrene, men hun pointerede, at det altså ikke er derfor, at hun har skrevet bøgerne. Hun kan godt forsone og forstå, men “tilgivelse er overrated” og fortalte dem, som gerne vil skrive, at al det hun frygter ikke sker, men til gengæld sker der det, at man bliver mødt.

Næste navn på scenen var Kenneth Bøgh Andersen, hvis bog ‘Frankenstein genfortalt’ udkom i september og hans interviewer var Jakob Levinsen, som også tidligere har oversat den gamle bog. Bøgh Andersen har læst historien en hel del gange og da han fik denne mulighed med at genfortælle, sagde han ja med det samme. Han har tidligere udgivet genfortællinger af Grimms eventyr sammen med Benni Bødker og hans ønske var at beholde historiens saft og kraft og gøre den mindre tung at læse. Sprogligt er den helt anderledes, fortalte Bøgh Andersen, men den sidste sætning er den samme og så har han tilføjet en epilog. Levinsens oversættelse udkom i 2014 og de to oversættelser starter forskellige steder, da de er bygget på forskellige historier. Førsteudgaven af historien blev nemlig redigeret og det var først der, at Mary Shelleys navn kom på. Bøgh Andersen læste lidt op fra begge de danske udgaver og fortalte, at han gerne ville “gøre Frankenstein til den pageturner den bør være”. Levinsen kom blandt andet ind på den medlidenhed, som man har med monsteret og Bøgh Andersen nævnte, at han ser Frankenstein som en slags monster. Tidligere i historien bliver hans lillebror slået ihjel og detaljerne omkring den sag er ret vigtige at lægge mærke til. I kan læse mere om Bøgh Andersens genfortælling her og om Levinsens oversættelse her.

Jesper Wung-Sung og Niels Frid-Nielsen var de næste på scenen og de skulle snakke om romanen ‘Kvinde set fra ryggen’, som udkom i foråret. Frid-Nielsen lagde ud med at sige, at det ville være svært at yde den retfærdighed op et sted som Bogforum og han fortsatte med at introducere bogen. Wung-Sung fik oprindelig tanken om at skrive en fiktiv novelle, men så begyndte han at købe en del bøger om Hammershøi og billedet på bagsatsen mindede ham om hans oldemor Ingeborg (som han skrev om i ‘En anden gren’). Hvor der er meget ydre dramatik i ‘En anden gren’, er der nærmest intet drama i denne historie og Frid-Nielsen nævnte også, at der i en anmeldelse stod noget om at bogen var en ode til parforholdet. Ida og Vilhelm er bundet sammen i bogen og han søger hende.

Wung-Sung nævnte, at Vilhelm ser Ida som et væsen, der er helt anderledes end ham selv og hvis Vilhelm var på Bogforum, er Wung-Sung sikker på, at han ville lede efter et motiv, men selve messen ville ikke være noget for ham. Han fortalte om det her blik fra Idas side og hvordan han selv ser op billeder som amatør (og ikke have det her kunstnerblik) og Frid-Nielsen spurgte ind til hvordan man får idéen til en hel roman ud fra et enkelt maleri. Ifølge Wung-Sung er hun et billede på en kvinde, som er ude af mulighed for at fortælle hendes historie, men der er også en dynamik i skæringen af billedet, som man bør tænke på. Frid-Nielsen spurgte ind til research og fortalte, hvordan han nærmest følte at han befandt sig i Stubbekøbing, og det var faktisk en af de byer, som Wung-Sung tog til, for det giver en bedre fysisk oplevelse i bogen, når man forsøger at gå i de samme fodspor som karaktererne. Frid-Nielsen roste ham også for denne her tidskolorit (jeg tror, at det var det ord han brugte og han nævnte den frie udstilling) og Wung-Sung fortalte, at det betyder meget og at han “elsker denne her lille historie i den store historie”. Det afsluttende spørgsmål gik ud på om man kunne kalde bogen for en “coming of age” roman og det mente Wung-Sung godt at man kan. Det er et “menneske, der får et andet liv end det der var udstukket”.  I kan læse mere om ‘Kvinde set fra ryggen’ herovre og jeg glæder mig til snart at gå i gang, for jeg har endelig fået fat i denne her store bog med hans billeder, som bliver en slags opslagsbog undervejs.

Næste punkt på programmet var Åsa Linderborg, som blev interviewet af Henriette Harris på International Scene og her var det især den selvbiografiske romlan ‘Mig ejer ingen’, der blev fokuseret på (den er i øvrigt filmatiseret og man kan finde den på Filmstriben gratis). Linderborg, som blev født i 1968, fortalte om hvordan hun og hendes far blev efterladt af hendes mor dengang hun var fire år gammel og om hendes opvækst hos hendes “pappa”, som er en ret speciel far og verdens bedste metalarbejder ifølge hende selv. Harris beskrev bogen som værende meget bevægende og på samme tid en sjov bog, for der er blandt andet denne her familie, som bliver gift på tværs og hvor nogle af familiemedlemmerne stammer fra andre lande som Italien og Rusland (og så nævnte hun et eller andet med en Volvo, som man skal holde øje med i bogen). Åsa beskrev hendes barndom som ret speciel og fortalte blandt andet om at hun havde mange huller ved første besøg hos tandlægen for det der med tandbørste gik de ikke ind for derhjemme, men udadtil var det ret vigtigt, at der så pænt ud.

Efter at hendes mor havde forladt dem, fandt han ikke nogen anden selvom han blandt andet var forelsket i underboen og han levede 30 år uden Linderborgs mor. Hans arbejde som metalarbejder på metalværket blev også kaldt for “mentalt verken” og Harris kom ind på at “det bliver så grotesk at det er udover almindelig forsømmelse”. Men det var ikke kun faren, som havde denne her sorg over at være blevet forladt, men Linderborg blev der ikke rigtig spurgt ind til fra skolens side, da hun var en dygtig elev og hver anden weekend var hun på besøg hos moren, som ofte blev “sint” på hende fordi hun var beskidt. Selvom faren lugtede af sprit i børnehaven, blev der ikke sagt noget og som teenager måtte Linderborg finde ud af, hvem af forældrene hun ville bo hos. “Børn kan også svigte deres forældre”, kom Linderborg ind på, for i mange år havde hun ikke kontakt til hendes far og da hun blev færdig med sin universitetsgrad, blev han heller ikke inviteret, men dengang tænkte Linderborg på om han ville være tilpas i hendes kreds, når han nu selv tilhørte arbejderklassen. Alt i alt en virkelig interessant samtale og jeg ser frem til at læse den bog (som egentlig fik mig til at tænke på Walls’ ‘Glasslottet’ pga. relationen mellem børn og forældre og i kan læse mere om Linderborg og hendes bøger herovre).

Et af de andre vigtige punkter på mit program var at høre Benni Bødker og Peter Bay Alexandersen fortælle og tegne fra ‘Olympia i Underbyen’, men desværre nåede jeg kun sidste halvdel, da Linderborgs samtale varede lidt længere end forventet. Tidligere på dagen havde jeg sørget for at købe bogen og heldigvis var der tid til signering efterfølgende. I kan læse min anmeldelse her i øvrigt og det er uden tvivl en af de bøger, som skal genlæses allerede i år.

Herunder er der lidt flere billeder fra søndagen, for hey, når man nu har købt et virkelig godt kamera for nylig, er det svært ikke at tage virkelig mange billeder. Kort sagt: Skøn søndag og rigtig hyggeligt at se de rareste mennesker i bogbranchen igen 🙂