Ord fra en bibliofil

Hvis vi ikke taler om det af Leonora Christina Skov, 2021. Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag. Antal stjerner: 5/5

Hvor meget kan følelser og situationer fra ens barndom og ungdom præge ens voksenliv og hvordan er det for en forfatter at fortælle ens livshistorie til fremmede mennesker og høre historier om ens liv, som man ikke kendte til i forvejen?

For den danske forfatter Leonora Christina Skov blev 2018 et helt andet år som forfatter end hun havde regnet med. Hendes erindringsroman “Den, der lever stille” solgte meget bedre end hendes tidligere romaner og hun tog rundt i hele landet for at holde foredrag som aldrig før. Men der var mange dele af hendes liv, som hun ikke havde delt med læserne i den første bog og da hendes foredragsturné var færdig efter lang tid på farten, begyndte hun at arbejde på den næste bog, for vejen til at blive en succesrig forfatter havde haft en hel del bump undervejs, som ikke alle kendte til. Inden Leonora tog navnet Leonora, var hun Christina hjemme i Helsinge, hvor hun voksede op som enebarn med et sæt forældre, som fokuserede mere på det akademiske og perfektionisme end meget andet og som efterlod en tvivl hos Christina:

“- Skoleinspektøren sagde også, at han kunne se, at datteren har god støtte hjemmefra, og det kunne vi jo kun bekræfte, ikke fru Skov? Sagde min far og rettede sig op. Det lød, som om han syntes, at mine karakterer sagde mere om ham og min mor, end de sagde om mig. De viste sig at være endnu højere end normalt, også de mundtlige, selv om jeg ikke havde kunnet række hånden i snart to måneder. Måske belønnede lærerne mig for at holde mig væk, tænkte jeg. De her karakterer kunne i hvert fald umuligt sige noget om mig.
– Er du selv tilfreds med Flink i håndgerning? spurgte min far.
– Dér kunne du måske godt sætte ind, når du er tilbage i skolen.
– Og din ordenskarakter i dansk; skal den ikke op på Nydelig, ligesom den er i matematik?
Mine asiatiske pennevenners skrifttegnsprægede håndskrift fascinerede mig så meget, at jeg var i færd med at transformere min folkeskolereglementerede sløjfeskrift til deres festfyrværkeri af buer og sving. Min dansklærer inddæmmede min skrift med røde streger, der skulle vise, hvor buerne burde ende, og min far lod mig vide, at min mors skråskrift var meget flottere, men jeg ville ikke skrive som hende, jeg ville skrive som mig. Bliver jeg nogensinde god nok i mine forældres øjne? tænkte jeg og gjorde buerne endnu længere og kunstfærdige.”

Og i løbet af nogle år er Christina blevet til Leonora og sprunget ud som lesbisk, hvilket hendes forældre ikke kan acceptere. Ordene “bliver jeg nogensinde god nok i mine forældres øjne?” bliver omformuleret i andre situationer senere som når Leonora forsøger at imponere hendes vejleder til en værkopgave, men hendes forældres ord og handlinger gennem hendes opvækst har sat sit mærke på Leonora og hendes selvtillid. Sammen med en veninde påbegynder hun et udgivelsesprojekt, som starter rigtig godt ud, men da veninden er nødt til at forlade projektet, sidder Leonora alene tilbage med redigeringen og først mange år senere finder hun ord for, hvad der på den tid kom til at ske med forlæggeren på projektet, for i 2018 ruller #metoo-bølgen for alvor og der ser Leonora et klip med litteraturprofessoren Sara Danius om en krise i Det Svenske Akademi:

“Uønsket intimitet, kaldte Sara Danius det. Jeg skrev betegnelsen ned. Det var, som om det nej, jeg havde siddet på dengang og frygtet skulle eksplodere, nu eksploderede i mit hoved. Det var præcis det, jeg havde oplevet. Uønsket intimitet. Den enorme, skyldbetingede, skamfulde forlegenhed, som mine ord hverken halv eller helt havde kunnet dække. Pludselig havde den fået et navn, og jeg ved godt, at ingen seriøse forfattere skriver pludselig, fordi det bør give sig selv ud fra sammenhængen, men ingen sammenhæng kan beskrive, hvor pludseligt det var.
Jeg mindedes forordet til “De røde sko”. Det sted i indledningen, hvor jeg havde skrevet “Kampen for ligestilling handler i høj grad om kampen for et sprog. Den soleklare ret til ord, der kan definere éns virkelighed.”

Men hvordan kan man beholde sin egen stemme i en verden af redaktører og andre mennesker med meninger om hvordan man skal være en kvindelig forfatter og hvordan er det at skulle forholde sig til at ens opvækst pludselig skal til at blive en film?

Lige siden at jeg vendte sidste side i “Den, der lever stille” få dage inden udgivelsen i 2018, har jeg glædet mig til at læse mere om Skovs opvækst og livet som forfatter og denne her bog har mere end indfriet de forventninger, som jeg havde til den. Ligesom forgængeren er denne her en kalejdoskopisk samling af oplevelser i Skovs liv, hvor læseren både bliver klogere på Skov og hendes arbejde som forfatter, men også hvad der kan ske bag lukkede døre i forlagsbranchen og hvor vigtigt det er at stå op for sig selv, når det hele kører skævt.

Alt i alt endnu velskrevet roman af Skov, hvor læseren endnu en gang bliver vidne til både de svære stunder og de mere lykkelige af slagsen i Skovs liv og som giver et interessant indblik i hvordan et forfatterliv kan se ud og hvilke kampe der er vigtige at kæmpe, så man får den anerkendelse, som man fortjener.

Link til anmeldelsen af ‘Den, der lever stille’