Ord fra en bibliofil

Den, der lever stille af Leonora Christina Skov, 2018. Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag. Antal stjerner: 5/5

Hvordan finder man sit egentlige selv efter en ensom barndom med forældre, som ikke kan finde ud af at vise at de elsker én og hvordan er det som forfatter at nedfælde sin egen livshistorie på papir?

Skov, som blandt andet er forfatterinden bag romanerne “Silhuet af en synder” fra 2010 og “Hvor intet bryder vinden” fra 2015, tager med denne selvbiografiske roman sin læser i hånden og fører læseren igennem hendes helt utrolige livshistorie lige fra barndommen i Helsinge og frem til nutiden og skriveprocessen bag bogen. Leonora har ikke altid heddet Leonora. Da hun var barn, hed hun kun Christina Skov og hun voksede op som enebarn med et forældrepar, som var ringe til at vise deres hengivenhed overfor hende. For at undgå at gøre hendes mor ked af det var det nemmere for hende at forsvinde ind i sig selv med leg og sidenhen med små nedfældede historier, men selvom hun udadtil var den perfekte datter, var det som om, at forældrene ikke helt prøvede at forstå hendes fremtidsdrømme:

“Når jeg sad i syværelset, hvor computeren var opstillet, og fyldte den blå Word Perfect-skærm med hvide ord om Ana, vidste jeg uden nogen som helst tvivl, at jeg ville være forfatter, og mine forældre så undrende til.

 -Det er ikke et arbejde, sagde de. Den ene færdiggjorde den andens sætninger eller bekræftede deres rigtighed med ivrige nik og opmuntrende udbrud.

 -Man kan ikke leve af det (nej, det har jeg også læst i avisen), det er brødløst, du kan skrive i din fritid (ja, det kan være din hobby), men du bliver nødt til at få dig en ordentlig uddannelse og et almindeligt job (hører du, hvad far siger?).

 -Jeg troede ellers, at du ville være jordemor, sagde min mor.

 -Eller læge. Det har du jo gået og sagt.

 -Eller hvad med journalist? Sagde min far. – Eller gymnasielærer i dansk?

De kan snakke så meget, de vil, tænkte jeg. Jeg træder bare ind i mine historier og forsvinder.”

Og sådan er det i hjemmet i Helsinge. Et hjem, som Christina forbereder at forlade igennem flere år og da hun starter på Københavns Universitet, sker det endelig: Hun kan flytte hjemmefra. I løbet af teenageårene har hun lagt mærke til, at hvor alle hendes veninder kigger på kendte fyre samt dem fra klassen, så er væggene på hendes teenageværelse mere præget af kvindelige skuespillerinder og efter hendes mandlige ekskæreste giver hende adressen på en den lesbiske bar Babooshka, finder hun sig selv derinde en aften med en veninde og her møder hun Ingrid, hendes første kvindelige kæreste. I løbet af årene hjemme i Helsinge har hun kunnet fornemme på hendes forældre, at homoseksualitet ikke er noget man taler om, for ifølge hendes forældre er det ikke helt normalt. Med en generelt støttende mormor, der har accepteret barnebarnets seksualitet, vælger hun, da hun har sin far på tomandshånd en dag, at fortælle ham om Ingrid. Han snakker med hendes mor om det og en dag står de i hendes lejlighed:

“ -Det gør os selvfølgelig meget bedrøvede, at du vælger at brænde alle broer bag dig på den måde, sagde min far. -Du respekterer ikke vores grænser.

Jeg var lige ved at grine, selvom der virkelig ikke var noget at grine ad.

 -Lad mig forstå det rigtigt: Jeg skal respektere jeres grænser, der er, at I ikke respekterer mine, og jeg brænder alle broer bag mig, når jeg ikke vil besøge jer og spille hetero og single?

Min far stod foran mig i døren ud til gangen nu. Jeg havde hæle på. Vi var lige høje.

 -Når du ligger i rendestenen, skal du nok komme hjem, sagde han, og ordene var en lussing, der ramte mig fra en blind vinkel. Jeg havde vidst, at mine forældre ikke ville komme og redde mig, hvis jeg gik til bunds, men det var værre, at de ville triumfere, hvis det skete.”

Men kan livshistorier og synsvinklerne herpå ændre sig, når de nedfældes på papir og kan dårlige familierelationer gå i arv?

Sikke et liv og sikke en måde at fortælle om det på! Jeg var fuldstændig blæst bagover, da jeg læste denne bog i sidste uge. Da første side var blevet vendt, var det kun arbejde og søvn, som gjorde, at jeg ikke læste den hele ud i en køre og der er så mange sider af hendes historie, som man som læser kan relatere til. Det her er en historie om en ung kvinde, hvis seksualitet ikke anerkendes af hendes forældre, det er også en historie om at finde ud af hvem man er og hvad man vil med sit liv, det er også en historie om dysfunktionelle familier og ikke mindst hvordan man kan komme op igen fra livets hårdeste strabadser. Skov formår at skabe en helt perfekt kombination af fortid og nutid og det gør at historierne og personerne får en form for ekstra lag, som læseren kan reflektere over til sidst.

Alt i alt en fuldstændig gennemført og velskrevet selvbiografisk roman om en kvinde, som flygter fra barndommens og ungdommens skal hjemme i Helsinge for at finde sig selv i et ukendt København og som må rejse tilbage i tiden for at finde ud af, hvorfor hendes mor var, som hun var og hvordan det påvirkede opvæksten i Helsinge.