8 billedbøger, som du ikke vidste, at du manglede i din samling
De seneste par måneder har jeg læst nogle skønne billedbøger og jeg tænkte, at det kunne være noget, som i læsere kunne være interesseret i at læse om. Nogle gange er billedbøger ret korte og lidt svære at anmelde (især dem med kort eller ingen tekst) og derfor viser jeg dem samlet frem i dette indlæg. Måske er der nogle, som du allerede kender og måske er der nogle, som du skriver på din TBR-liste med det samme.
Den første, som jeg har fundet frem, er “Pigen med de ravgyldne øjne” fra 2015. Den er skrevet af Lissie Lundh og illustreret af Frederikke Lange og det er en tænksom bog om en pige, som savner sin mor. Jeg fik den tilsendt af forlaget Vild Maskine sidste efterår og læste den til det seneste read-a-thon. Tegningerne er helt utrolig smukke og i kan læse mere om den på Lundh’s hjemmeside herovre. Bibliotek anbefaler den fra 5 år og opefter og tildeler den emneordene: Venskab, savn og døden.
“Træhulen” er også fra 2015 og det er forfatteren Andrew Larsen og illustratoren Dušan Petričić, der står bag denne historie om 2 brødre, der en sommer får sig en træhule i et træ og hvordan de bruger tiden deroppe på blandt andet at læse tegneserier og spille spil. Den blev oprindeligt udgivet som “In the tree house” i Canada i 2013 og den er ligesom ovenstående venligst tilsendt af forlaget Vild Maskine. Ovre på Bibliotek.dk anbefaler de den til børn fra 4 år og opefter og de har givet den følgende emneord: Søskende, brødre og huler.
For nylig på arbejdet gik jeg rundt og satte børnebøger på plads og en bog stak en lille smule ud af mængden og jeg kom til at fokusere på den ene forfatter, nemlig med det kendte efternavn McCartney og da jeg tog den ned fra hylden, stod der ganske rigtigt Paul McCartney på forsiden. Han har sammen med Geoff Dunbar og Philip Ardagh udgivet bogen “High in the clouds”, der handler om egernet Wirral, som leder efter landet Animalia, hvor dyr kan leve frit og hans rejse, hvor han møder nye venner og som i øvrigt er smukt illustreret. Den er fra 2005 og udgivet af forlaget Faber. Man kan sagtens låne den gennem Bibliotek.dk i øvrigt.
Og så har vi historien om “Mog – den glemsomme kat” af Judith Kerr. Det var en af de bøger, som jeg var heldig at få med hjem fra Bogforum sidste år og som HarperKids står bag. Den blev udgivet sidste år og er både skrevet og illustreret af Kerr. Jeg kendte den ikke i forvejen, men jeg har læst mig til, at det er første hæfte ud af 17 og denne her blev faktisk udgivet første gang i England tilbage i 1970. Den handler om katten Mog, som bor i en familie med forældre og 2 børn og selvom den temmelig ofte glemmer ting den ikke må og f.eks. går rundt i blomsterbede, så er den pludselig en fantastisk stor hjælp, da der er fare på færde. I kan læse mere om serien i en artikel fra The Telegraph lige her, hvor Kerr fortæller om hvorfor hun skabte karakteren Mog.
I denne uge satte jeg endnu engang børnebøger på plads på arbejdet og allerede da jeg sorterede bøgerne, der skulle på plads, stødte jeg på denne her, som faktisk er fra Australien. Den hedder “Small Things” og er illustreret af Mel Tregonning. Den handler om en dreng, som er frygtelig alene og som kæmper mod monstre omkring ham rent mentalt. Læsningen af den ramte mig virkelig hårdt og endnu mere, da jeg læste disse to artikler om kvinden bag her og her, Den er fra 2016 og udgivet på forlaget Allen & Unwin. Bibliotek.dk giver den ingen emneord, men hvis jeg selv skulle tilføje nogle, ville det være ensomhed, venskab, depression og mobning.
“Palazzo Inverso” faldt jeg over tilfældigt i Vangsgaards og den røg hurtigt ned i indkøbskurven. Det er en historie, som får en til at dreje bogen op og ned for at få hele historien med og det er en ganske speciel læseoplevelse, som jeg ikke er stødt på før. Det er den amerikanske illustrator D.B. Johnson, der står bag bogen og den blev i 2010 udgivet på forlaget Houghton Mifflin Harcourt. I kan læse mere om bogen på Johnsons hjemmeside her.
Det er ikke så længe siden, at mit lokale bibliotek holdte bogsalg og der faldt jeg over denne her smukt illustrerede udgave af eventyret om “Snehvide” af brødrene Grimm. Den er illustreret af Benjamin Lacombe og på dansk er den udgivet på Carlsen i 2010. Oprindelig hed denne “Blanche Neige” og blev udgivet i Frankrig i 2010. Det verdenskendte eventyr er illustreret med dystre illustrationer, og Bibliotek.dk anbefaler den fra 6 år og opefter.
“Lille Pil” er den sidste bog i denne omgang og den er skrevet og illustreret af franske Rémi Courgeon. Den blev udgivet på dansk i 2017 på forlaget Vild Maskine, som sendte den til mig til anmeldelse. Det er pigen Pavlina, som kaldes for Lille Pil og hun vokser op som ene pige i en børneflok på 4. Fordi hun er den mindste, taber hun altid, når der skal forhandles om tjanserne derhjemme, da hun blandt andet taber armlægning, men en dag begynder hun til boksning. I kan læse mere om bogen og forfatteren herovre og personligt var jeg helt vild med Courgeons måde at illustrere historien på med en form for collager, som passer rigtig godt til historien.
Hvad med jer? Læser i også billedbøger og hvis ja, hvilke vil i anbefale?
Simone
januar 14, 2018 at 11:36 pmWow, de er fine, sikke nogle fine fund du har gjort. Jeg elsker også billedbøger, tak for tips!