Bedste bøger i 2018
Selvom det efterhånden er et par måneder siden, at vi sagde farvel til 2018 og hej til 2019, så har jeg endnu ikke fået lavet et indlæg om de bedste bøger, som jeg fik læst (men jeg har lavet det her om min læsning i 2018). Bedre sent end aldrig og nu har jeg fået scrollet ned igennem Goodreads og set, hvilke bøger som jeg har givet 5 stjerner og så fundet frem til de her, som jeg ikke kan glemme og opdelt dem i skønlitteratur for voksne og børne/ungdomsbøger:
Skøn- og faglitteratur for voksne
Den, der lever stille af Leonora Christina Skov
Skovs bog var en af de første, som jeg læste i 2018 og jeg husker stadig hvor ærgerlig jeg blev, da jeg mødte min kollega inde på en morgenstund på Hovedbanegården, for der manglede jeg kun 50 sider eller sådan noget og så var jeg nødt til at vente en hel formiddag på at få fri, så jeg kunne læse den færdig. Det var en fantastisk læseoplevelse (jeg læste den på under 28 timer fra jeg havde åbnet den og til sidste side var vendt (kun afbrudt af arbejde og søvn)) og jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg sidenhen har anbefalet den. Jeg har også hørt Skov tale om den et par gange i løbet af året og det er fuldt ud fortjent at hun for nylig fik De Gyldne Laurbær. Heldigvis har jeg stadig et par bøger i hendes forfatterskab til gode, heriblandt Hr. Hjort (‘Hvor intet bryder vinden’ hedder den egentlig) og jeg glæder mig til at se, hvad hendes næste projekt bliver 🙂 I kan læse min anmeldelse herovre og lidt om et bloggerarrangement ved at klikke her.
En anden gren af Jesper Wung Sung
Kender i de der bøger, hvor man bare lever sig helt ind i handlingen og ser billederne for sig som om man gik ved siden af karaktererne? Som læser kan man ikke andet end at føle at man går rundt i det gamle København med Ingeborg og San og jeg blev så glad for denne bog, som jeg havde lånt på biblioteket, at jeg endte med selv at købe den og da jeg mødte Wung-Sung i Haslev til arrangement på biblioteket, fik jeg den også signeret. Jeg kan i øvrigt varmt anbefale hans børne- og ungdomsbøger (i 2018 har jeg læst flere af hans samarbejder med f.eks. Lisa Aisato, Otto Dickmeiss og Palle Schmidt) og jeg har heldigvis flere af hans bøger til gode endnu. I kan læse min anmeldelse af den herovre og læse lidt om den dag, hvor jeg hørte Wung-Sung i samtale med Leine og Skyum-Nielsen her.
Små Påsatte Brande af Celeste Ng
Igennem flere måneder lagde jeg mærke til en helt bestemt titel ovre på Bookdepository, for den blev anbefalet flere gange ud fra hvad jeg kiggede på og ‘Everything I never told you’ blev ved med at rumstere for hvilken historie gemmer den titel på mon? Det har jeg endnu ikke fundet ud af, men det finder jeg ud af senere i år, da den kommer på dansk i år og er af Celeste Ng, der besøgte Danmark i forbindelse med udgivelsen af ‘Små Påsatte Brande’ som er hendes anden roman. Og den blæste mig fuldstændig bagover, kort sagt. Den mindede mig en smule om ‘Desperate Housewives’ og ‘The Stepford Wives’ til at starte med, men den er meget mere end det og i kan læse anmeldelsen af den herovre. Og så er der lidt om hendes besøg i Danmark her.
Lucie af Anne-Marie Vedsø Olesen
“Hun er tusind år gammel. Hun er nordisk kannibal. Hun er umættelig.” Lucie er kort sagt som ingen anden karakter jeg er stødt på og jeg var vild med hvordan Vedsø Olesen kombinerede nordisk mytologi og spændingsromanelementer. Det var en vild læseoplevelse og den er bestemt ikke for sarte sjæle. Jeg var så heldig at møde Vedsø Olesen til et bloggerarrangement om bogen, hvor vi også mødte grafikeren bag bogens forside og det kan i læse om herovre. Ovenstående billede er fra anmeldelsen, som i kan læse ved at trykke her.
Asymmetri af Lisa Halliday
En af de ting, som jeg elsker ved bøger, er, når de giver små ledetråde undervejs og hvor man til sidst sidder tilbage og tænker: “Ahhhh, det var derfor at der stod det og det for det ledte til det og det.” Jeg var ikke stødt på Halliday før, men det er bestemt en forfatter, som jeg vil holde øje med for da jeg var ved at skrive anmeldelsen ikke længe efter at jeg havde læst den, fik jeg lyst til at læse den igen for at se, om der var flere små ledetråde undervejs, som jeg missede første gang. I kan læse anmeldelsen herovre og jeg sendte også nogle spørgsmål afsted til hende, som hun svarede på ovre i det her indlæg.
Til døden os skiller af Michelle Richmond
Så er vi kommet til en af de bedste krimier/spændingsromaner, som jeg læste sidste år. Jeg fik ikke læst som mange som jeg havde regnet med, men denne her satte sit spor. Jack og Alice bliver inviteret ind i en form for klub for gifte mennesker, en slags “secret society” og selvom jeg flere gange undervejs troede, at nu vidste jeg, hvordan den ville ende, så kom slutningen fuldstændig bag på mig. Ligesom ‘Lucie’ ovenover, så er den bestemt ikke for sarte sjæle og jeg glæder mig til at dykke ned i Richmonds forfatterskab, og dette især efter at jeg hørte hende snakke om både denne bog og arbejdet med den inde i Bogladen ved Søerne. Anmeldelsen af bogen kan i læse herovre.
Blodspor af Julie Hastrup
Jeg har sagt det et par gange før, men nu siger jeg det igen: Julie Hastrup kan et eller andet helt fantastisk, når hun skal plotte hendes krimier og der er nogle afsnit, som man ikke bør læse på mørke efterårsaftener. I starten af det nye år skrev jeg en anmeldelse af bogen, som i øvrigt har fået mig til at kigge mig en ekstra gang over skulderen nede i Bibliotekshaven på vej til et arrangement. Hastrup og Politikens Forlag inviterede i øvrigt også til et bloggerarrangement på Diamanten, som jeg har skrevet om her.
Astrid Lindgrens liv i billeder
Denne her har jeg faktisk ikke snakket så meget om her på bloggen endnu, men jeg har delt et par billeder på Instagram og det var simpelthen fordi at det var noget af et fund. Jeg besøgte min lokale genbrug en fredag eftermiddag og opdagede et skilt om at der var halv pris på bøgerne dagen efter. Jeg cyklede derfor til den anden ende af byen så jeg var der lidt over 10 en lørdag morgen og skyndte mig hen til biografierne. Den kostede 65 kr. om fredagen og 32,5 om lørdagen. Bogen i sig selv er virkelig smuk – der er mange fantastiske billeder og tekster om forfatterinden og hendes værker. Jeg kan varmt anbefale den og den er vist også blevet genoptrykt sidste år.
Kastanjemanden af Søren Sveistrup
En anden vild læseoplevelse var denne her, som er skrevet af manden bag ‘Forbrydelsen’ fra tv (jeg har faktisk stadig den serie til gode som måske den eneste dansker efterhånden). Forlaget havde sendt en kastanie i en tændstiksæske som optakt og der gik ikke mange timer fra at første side var læst og til den sidste var vendt. Jeg læste den lige da den udkom i starten af sommeren og da de første kastanjer faldt ned fra træerne, sad oplevelsen stadig i mig sådan så at jeg tænkte, at jeg aldrig nogensinde skal lave kastanjefigurer igen. Jeg forstår i øvrigt virkelig godt, hvorfor at han her i 2019 modtager Debutantprisen fra Det Danske Kriminalakademi og den er allerede oversat til engelsk (mere hvis i ligesom jeg kender briter, der elsker de her skandinaviske krimiserier).
Min muse af Jessie Burton
Lige siden at jeg læste ‘Dukkemageren’ tilbage i 2016, har jeg gået og glædet mig til at der kom endnu en bog fra Burtons hånd og selvom jeg så denne her, da jeg var i England, så fik jeg ikke købt den med hjem. Derfor jublede jeg, da jeg så at Hr. Ferdinand skulle til at udgive den og selvom forventningerne var utrolig høje, så formåede Burtons bog at indfrie hver og en af dem. Jeg er vild med måden, hvorpå hun skruer et plot sammen på og jeg bliver narret på den gode måde hver gang. I kan læse min anmeldelse herovre og det er i øvrigt en historisk roman ligesom hendes foregående.
Den store Gatsby af F. Scott Fitzgerald
Denne her var en genlæsning i forbindelse med et læseklubmøde nede på Slagelse Bibliotek, da jeg var dernede i virksomhedspraktik. Jeg havde læst den før og dykkede ned i informationer om Fitzgerald og hans familie endnu en gang, da jeg tidligere skrev en opgave om ham oppe på Litteraturhistorie. Det var en fornøjelse at genlæse den (jeg læste den i en ny dansk udgave, men denne her har jeg selv på reolen) og jeg var overrasket over hvor meget at jeg kunne huske fra den. Jeg kan varmt anbefale både bogen og de to film (hvem vil ikke se Jay Gatsby blive spillet af henholdsvis Leonardo Dicaprio og en ung Robert Redford) og jeg har lidt planer om at få læst noget mere af Fitzgerald her i 2019.
Min geniale veninde af Elena Ferrante
Har du hørt om Napoli-romanerne, der handler om veninderne Lenù og Lila? Historien om veninderne var blandt de sidste, som jeg fik læst sidste år og til trods for at jeg havde hørt om serien virkelig mange gange (og nok var den sidste bogblogger, som kom i gang med bøgerne). Og nøj, hvor jeg ærgrer mig over at jeg ikke har læst dem tidligere. Jeg er nået til 2.bog i serien og den har jeg virkelig høje forventninger til efter at have læst den første og efter at have hørt fra flere, at de næste bøger i serien er om muligt endnu mere fantastiske. Jeg kan varmt anbefale serien ovre på HBO (scenografien er eminent) og jeg har anmeldt bogen herovre.
Mitford mordene – Mysteriet på Asthall Manor af Jessica Fellowes
Jeg har været fan af ‘Downton Abbey’ fra det sekund, at jeg så det første afsnit og lige siden har jeg fulgt med i hvad Fellowes-familien både udgav af bøger og har produceret af film og da jeg så læste, at Jessica Fellowes, der også har arbejdet på ‘Downton Abbey’, havde skrevet en form for historisk krimi, så vidste jeg, at den var en must-read. Især fordi at den handler om Mitford-familien (heriblandt den berømte forfatterinde Nancy Mitford) og da jeg havde vendt den sidste side, var jeg blevet så nysgerrig på de her Mitford-søstre og jeg har købt bøger hjem både af og om Nancy Mitford og hendes søstre. Allerede i år er den næste på vej på dansk og jeg ser virkelig frem til at se, hvilken Mitford søster der kommer fokus på i den nye. I kan læse anmeldelsen af den første lige her.
K
Min kæreste elskling af Gabriel Tallent
Kender i de der bøger, som får en til at krumme tæer og som også får én til at bande af den? Ja? Nej? Denne her bog fik mig til begge dele og jeg var slet ikke forberedt på hvor mange følelser den satte i gang hos mig (og slet ikke forberedt på hvor meget jeg ville bande af den). Og så er den fuld af fantastisk smukke naturbeskrivelser og som læser følte man, at man vandrede rundt med hovedpersonen Turtle langs kysten i Californien. Jeg har anmeldt den herovre og der er en beskrivelse fra et bloggerarrangement lige her, da Politikens Forlag inviterede forbi, da Tallent var på dansk jord i september måned.
Børne/ungdomsbøger
Godnathistorier for Rebelske Piger 1 og 2
En af de bøger, som gjorde størst indtryk på mig på børnefronten, var denne her samling med små biografier om forskellige fantastisk stærke kvinder verden over, som er fuld af de smukkeste illustrationer. Jeg lånte den første på biblioteket og sidenhen har jeg læst 2’eren, som jeg snart anmelder her på bloggen. Den er fuld af forfattere, musikere, dronninger, politikere og jamen altså, jeg kunne blive ved med at opremse alle de professioner, som kvinderne har i bøgerne. Jeg krydser allerede nu fingre for at der kommer endnu én i serien og i kan læse min anmeldelse af den første bog herovre.
Pigen der ville redde bøgerne af Klaus Hagerup og Lisa Aisato
Denne her bog læste jeg faktisk 2 gange sidste år. Første gang var det på norsk, som er bogens originalsprog og dernæst læste jeg den danske udgave, da Høst og Søn udgav den et par måneder senere. Jeg elsker Aisatos illustrationer (og lavede det her indlæg om hendes illustrationer og bøger) og jeg var solgt fra første side. Den handler om pigen Anna, som er en læsehest og da hun hører, at nogle bøger bliver kasseret, da ingen læser dem, beslutter hun sig for at gøre noget ved det. Åh, den rørte ved mit bibliofile hjerte og den emmer af kærlighed til bøger og læsning. Den har jeg selvfølgelig også anmeldt og her er anmeldelsen.
Bøgerne i serien Små mennesker, store drømme
Jeg har i 2018 fået læst alle de bøger, der er udkommet i denne her serie og det er lidt ligesom ovenstående bog med de rebelske piger, men til en yngre målgruppe og jeg er helt vild med de illustratorer, som der er blevet valgt. I denne serie er det ikke kun kvinderne, der er i front (der er blandt en med Stephen Hawking, der lige er udkommet på engelsk) og jeg glæder mig til at læse endnu mere om store personligheder som David Bowie og forfatterfavoritter som L. M. Montgomery.
Pinocchio af Carlo Collodi og Roberto Innocenti
Det her var en af de sidste bøger, som jeg lånte på min gamle arbejdsplads oppe i Emdrup og jeg husker, hvordan jeg blev fortryllet af Innocentis illustrationer, så snart jeg bladrede om på en tilfældig side og jeg kan varmt anbefale at læse historien om Pinocchio i denne udgave. Selv var jeg vant til Disney-udgaven som barn og der er så mange ting i den historie som jeg ikke kendte til. Det er bestemt ikke sidste gang at jeg læser en bog med Innocentis illustrationer og jeg har googlet mig frem til, at han også har lavet illustrationer til en udgave af Dickens’ ‘A Christmas Carol’. Jeg har anmeldt den herovre, men illustrationerne bør man se med egne øjne.
Wonder af R. J. Palacio
Den første børnebog, som fik mig til at tude i 2018, var denne her og både bogen og filmatiseringen af den er historier, som jeg sent vil glemme. Vi følger drengen Auggie, der har et deformt ansigt samt hans familie og venner, da han i en alder af 10 skal begynde i en almindelig skole. Den er hjerteskærende kort sagt og den sætter tankerne i gang. Jeg kan varmt anbefale den til både børn og forældre for den kan være med til at sætte de svære samtaler i gang om blandt andet mobning og så vil jeg anbefale dig at tage kleenex frem når du ser filmen og læser bogen. Du vil takke mig bagefter 🙂 I kan læse mere om bogen som jeg har anmeldt herovre.
Hvad med jer? Hvilke gode bøger har i fået læst i 2018?
Leave a Reply