Ord fra en bibliofil

Lørdag, der var festivalens næstsidste dag, blev min sidste dag på festivalen. Jeg kunne sove lidt længere end på en hverdag og da klokken blev 10, var jeg næsten i Aarhus. Jeg smuttede direkte ned på Dokk1 for at kunne gå lidt rundt på biblioteket og nyde udsigten over havnen, inden jeg trak ind i Store Sal for at få en god plads til dagens første arrangement.

Sommerlæsning med Politikens Forlag og Jesper Wung-Sung

Kl. 11 startede arrangementet med pressemedarbejder Helle Skov Wacher på scenen, som stod for at præsentere både allerede udgivne bøger samt dem, som er på vej i slutningen af sommeren eller starten af efteråret. Som tidligere nævnt er sommerlæsningsarrangementer ganske gratis at komme til og de første 40 tilmeldte fik en bog, nemlig ‘Jeg tog ned til bror’ af Karin Smirnoff og jeg var heldigvis blandt de heldige. En af mine yndlingsbogbloggere har nævnt den flere gange siden de begyndte at udkomme på dansk, så jeg er spændt på at se, om den bogserie også er noget for mig. I kan læse meget mere om de kommende titler i det her nyhedskatalog. Der er blandt andet en ny bog på vej af Morten Pape, nyt fra Anthony Doerr, Hilary Clinton har skrevet en bog med Louise Penny og meget mere.

Da Skov Wacher var færdig med at fortælle om forlagets udgivelser, kom Jesper Wung-Sung op på scenen. Wacher startede med et par fun facts om ham, for han har blandt andet meldt sine sønner ind i Manchester United, som han selv er meget stor fan af og hvis de en dag vil melde sig ud, ja, så er der en far, som er meget skuffet. Han er også medlem af et whiskylaug på Ærø og han debuterede med bogen ‘2 ryk og en aflevering’ og forskuddet fra den første bog brugte han på et maleri af Erik Raadal. Kunst kan smitte af på ham på en eller anden måde og han nævnte at han “kommunikerer med anden kunst og bliver bedre af det”. Tidligere i år udkom “Kvinde set fra ryggen”, der handler om Ida Hammershøi og hendes mand, den berømte maler Vilhelm og Wung-Sung fortalte, at han havde lavet meget research til den. Der er også mange, som har skrevet Wung-Sung om deres eget forhold til Hammershøi og han fortalte, at Hammershøi var længe om at male, men at han malede hele tiden, så Wung-Sung måtte udvælge hvilke billeder der skulle med. På bogens for- og bagsats kan man finde malerierne ‘Ida Ilsted, kunstnerens forlovede‘ og ‘Kunstnerens hustru Ida Hammershøi med en tekop’ og Wung-Sung har selv været fascineret af Hammershøis kunst i årevis og når man ikke har råd til at købe Hammershøis kunst, så må man købe en masse bøger om ham istedet. Det sidste billede minder ham lidt om Ingeborg, hans oldemor, som han skrev om i ‘En anden gren‘ og han oplevede, at da han havde skrevet ‘En anden gren‘, at for ham løsrev Ingeborg sig fra Hammershøi og det gav ham mulighed for at skrive om Ida.

Wung-Sung snakkede om at der hele tiden er denne her søgen for Hammershøi efter idéen man kan bruge i sit værk og det er også noget forfattere gør. Billedet med Ida og tekoppen er fra 1907 og det er efter 17 års samliv med Vilhelm, hvilket man kan se i hendes ansigt. Wung-Sung fandt bogen frem og begyndte at læse op fra en scene, hvor Ida sidder model og hvor det tager noget tid før Vilhelm er færdig. Portrættet på forsiden af bogen ‘Interiør, ung kvinde set fra ryggen’ fra 1904 hænger normalt i Randers, men her over sommeren har det været en del af en udstilling på Den Hirschsprungske Samling kaldet ‘Fremkaldelser‘ (i kan læse om udstillingen her).

Skov Wacher spurgte ind til, hvordan Wung-Sung kunne komme ind i hovedet på Ida og Wung-Sung forklarede, at han havde læst alt udgivet og set de her scrapbøger på Den Hirschsprungske Samling, som Vilhelms mor havde lavet for Vilhelm selv destruerede en del. Og så er der alle de her sekundære, hvor Wung-Sung har set på hvad andre har skrevet om parret og Idas bror Peter Ildsted skrev f.eks. en masse breve og så er der andre malerier fra samtiden, som parret er med på. På mange af malerierne inden Strandgade kan man fornemme, at Vilhelm altid var på jagt efter nye steder, men på Strandgade 30 var der et lysindfald fra forskellige vinduer og det passede fint til Vilhelm, der fandt Italien for farverig. Bogen er dedikeret til Wung-Sungs kone Christina, for Wung-Sung bruger også meget tid på at være forfatter og han har endda sådan en rød lampe siddende udenfor arbejdsværelset, så man kan se, om han arbejder. Når de tager på ferier, kigger han også rundt i receptionen for at se hvor han kan skrive. Så blev det ellers tid til at runde af og jeg fik mig en hyggelig snak efter med både Skov Wacher, Wung-Sung og hans kone Christina (sidstnævnte er i øvrigt også bogblogger som jeg varmt kan anbefale at følge).

Leonora Christina Skov

Efter en lille pause gik Leonora Christina Skov på scenen i samme sal for at snakke om bogen ‘Hvis vi ikke taler om det‘, som udkom i foråret og som er en slags opfølger til ‘Den der lever stille‘, der udkom i starten af 2018. Da hun gik på scenen, blev hun introduceret som debattør af en bibliotekar, men forklarede hurtigt, at det skal man ikke længere kalde hende. Ved en håndsoprækning var det tydeligt at se, at rigtig mange havde læst den nye og Skov fortalte, at hun blev meget overrasket modtagelsen af ‘Den der lever stille‘. Hun turnerede rundt med bogen i 2 år og fortalte om togture med DSB og hvordan hun også fik tilbud om en køretur til foredrag i Haslev (hvor jeg faktisk hørte hende på min tidligere arbejdsplads i efteråret 2018), hvor Skovs kone Annette fik registreringsnummeret for hvad hvis hun nu endte i en fryser et sted. Altså, sagt med et smil i øjet. Hun lærte Danmark meget bedre at kende og også hvor langt der f.eks. er fra Flensborg til Struer.

Hvorfor hendes forældre flyttede til Helsinge kan man undre sig over, men der var billige grunde, fortalte Skov og allerede fra barnsben vidste hun, at hun ville være forfatter. Hun skabte små historier inden hun begyndte i skole, som hun også indtalte, men hjemmefra fik hun ingen opbakning til det med drømmen som forfatter og da hun tonede frem på skærmen i starten af 00’erne som debattør, var det en meget vred feminist. Hun gik på pension som debattør i 2012 og det her med feminister var noget, som hun måtte finde på andre studier end sit eget, da de kun læste “døde mænd” på hendes institut. Hun begyndte at arbejde på en feministisk antologi sammen med en hun kendte og tænkte, at det kunne være hende indgang til at blive forfatter, men det gik ikke helt som forventet. Bogens redaktør var en mand på hendes fars alder og med rødvin involveret blev nej tolket som ja og lige efter udgivelsen skiftede Skov forlag. Hun begyndte at skrive ‘Hvis vi ikke taler om det‘ i slutnigen af 2019 og hun var færdig med at skrive scenerne med redaktøren, da #metoo ramte i Danmark.

Flere af karaktererne i den nye bog lever stadig og det er “ikke til at vide hvem der bliver vred”, fortalte Skov. Redaktøren lever stadig og mange af de andres navne er folks rigtige navne, men der er også historier, som er skåret fra (også andres historier). Hun brugte sine gamle dagbøger som grundmaterialer til scener, men andre gange behøver hun “ikke at digte når min historie er så vild”, som hun sagde. Hun læste lidt op fra bogen, hvor hendes mor var syg af kræft og hvor hun håbede, at de kunne lære hinanden bedre at kende. Når hun selv beskriver bogen, er det ikke med ordet ‘autofiktion’, men bogen har et romansprog og romanopbygning hvor nutidssporet er mixet med. Hun fortalte også lidt om samarbejdet med musikeren Kristina Holgersen og at der var et nummer kaldet ‘Hvis vi ikke taler om det’, som var en bedre titel end den Skov sad med. I 2020 havde de meget kontakt angående et musikprojekt og det er så blevet udgivet her i 2021. Hun læste alle bøgerne ind, for folk har været ret begejstrede for lydbogen og hun insisterede på at synge 2.stemme, for “ingen skal tage min stemme fra mig”.

En af de ting, som Skov også delte på Instagram inden bogen udkom, var arbejdet med forsiden. Billedet på forsiden er taget af den amerikanske fotograf Elle Moss og det er både ude af fokus og super meget i fokus på samme tid. Efter lidt bøvl med en anden bogbinder ift. marmorering, tog hun Pernille fra forlaget med til et marmoreringskursus og så skulle den bog “blive marmoreret i hoved og røv”, som hun selv sagde. Man kan også købe en notesbog, der matcher i designet og det er fordi at Skov selv er rigtig glad for notesbøger. Når hun går i stå med at skrive, visualiserer hun bogdesign og lige inden denne udkom var hun ret spændt på hvordan læserne ville læse den, da der var en del interviews hvor #metoo blev nævnt. Der kommer ikke flere bøger om hendes liv i øvrigt, for hun har lovet Annette at hun ikke vil skrive flere, da de op til udgivelse sad og drak cognac kl. 3 om natten og ventede på hvad redaktøren fra hendes første bog ville svare til det her med #metoo.

Og så blev der åbnet op for spørgsmål fra publikum. Det første handlede om denne her første bog ‘De røde sko‘ , som Skov endnu ikke har indtalt, men hun har genlæst den ifm. skrivningen af denne her bog og der er en slags kampagtigt forord (der står også lidt om hvorfor i ‘Hvis vi ikke taler om det‘). Et andet spørsmål handlede om redaktøren og Skov forklarede, at han undskyldte og godt kunne se, at han havde misbrugt sin stilling. Sidste sommer forsøgte hun og en anden forfatterinde at få deres kvindelige kolleger til at samles og lave et fælles statement, men ingen ville stille op. Da en lytter, som selv skriver, spurgte ind til det her med komplicerede familie og det her med at skrive derom, erklærede Skov, at “man har en magt, når man kan skrive” og at “man får det portræt man gør sig fortjent til”. En anden lytter spurgte ind til råd hvis unge har det svært og selv var Skov meget interesseret i at tale med voksne og nævnte, at “hvis nogen virker opsøgende, så tal med dem” og spørg hvordan det går. Efter Leonoras sidste ord på scenen blev det tid til endnu en pause inden Tine Høeg skulle interviewes og i kan i øvrigt læse min anmeldelse af Skovs seneste ved at klikke her.

Tine Høeg

Dagens sidste arrangement for mit vedkommende blev en samtale mellem Tine Høeg og kulturjournalist Jo Carlsen og igen var det inde på Dokken i den store sal. Både Carlsen og Høeg nævnte hvor glade de var for at det nu igen er muligt at komme ud og afholde de her fysiske arrangementer. Høeg, der er cand.mag i dansk og som debuterede med ‘Nye Rejsende‘ i 2017, var selv gymnasielærer, da hun skrev sin debut og da hun havde besluttet sig for at søge orlov, tog hun en hurtig beslutning om at sige op istedet. Høeg gav et kort resumé af hvad ‘Tour de chambre‘, der udkom sidste år, handlede om og forklarede at der er det her nutidsspor og et fortidsspor. Carlsen beskrev det som en kærlighedsfortælling og et rigtig godt venskab og Høeg ser også relationen mellem Asta og Mai som vigtig og kaldte det for en venskabskærlighedsfortælling.

Høeg læste op fra bogen (det afsnit der starter med “Din kæreste er en sjuft” og indtil “barn med dig”) og for hende var det skidesjovt at skrive den scene. “Kombination af dårlige dates” sagde Høeg og Carlsen sagde, at det både er en meget sjov og en meget alvorlig bog. “Det er så tæt forbundet”, sagde Høeg og det kan findes i de små detaljer og man skal have blik for det skæve, for “det er der det sjove opstår”. Hun havde faktisk ikke sat sig for at skrive en sjov brug, men det sjove og det alvorlige bliver flettet ind i hinanden. “Hvem er Asta?”, spurgte Carlsen om og Høeg fortalte om fortælleren i bogen, der sidder lidt fast i starten. Hun går på dates og har denne her forventning om et voksent kærlighedsliv og så skriver hun på sin anden roman, som hun har svært ved at få hul på. Men så modtager hun en invitation til denne her mindehøjtidelighed, der skal afholdes for den unge fyr August, som hun boede på kollegie med og minderne om dengang overtager den roman, som hun skal til at skrive. Som læsere møder vi både Asta, da hun er i 20erne, hvor man føler, at man kan alting og i 30’erne, hvor der er kommet en form for tyngde i livet og hvor der er forventninger til at man har fundet sin plads i livet.

Høeg forklarede, at døden, der afbryder denne her “svulmende blomstrende tid” på kollegiet, er der fra side 1 og “alting er altid i bevægelse” ligesom man hele tiden er i forvandling. I bogen er der det her trekantsdrama mellem Asta, Mai og August og de valg, der tages, er afgørende for flere personer og der er “følelsesmæssige forviklinger”, som Høeg nævnte. Carlsen nævnte, at der står roman på omslaget, men flere ting i bogen er også sket for Høeg, men den er ikke som sådan selvbiografisk. Asta skriver på en bog nr. 2 i Høegs egen anden roman og Høeg fortalte, at “alt sammen er mig og ikke mig på samme tid”. Hun har ingen hæmninger ift. brug af eget stof og hvis hun går “derhen hvor det gør ondt”, så kan læseren mærke det. Hun låner også fra alt mulig anden litteratur og har undervejs en liste med dem, der skal krediteres, men det er ofte ændret helt når hun er færdig. “Ikke bange for at stjæle”, indrømmede hun, men det forvandler sig, bliver smltet om eller det fortaber sig i noget helt tredje.

“Asta og Mai er ret forskellige”, sagde Carlsen og spurgte ind til hvilket venskab Høeg ser dem have og svaret var enkelt: “Livslangt”. De er “hinandens livsvidner og deres venskab er bundet sammen af fælles tid”. “Mai er mere til stede og Asta er en tænker”, sagde Høeg og de kan lære meget af hinanden. Dødsfaldet giver en slags afstand mellem dem og Høeg læste op fra et sted i bogen, hvor Asta har overtaget et par ting fra hendes tante og Høeg fortalte om de her skift, der sker mellem tiderne, hvor Asta blandt andet befinder sig på et besøg på Helgoland og i en elevator. “Meget godt eksempel på hvordan det hele er vævet sammen”, indskød Carlsen og spurgte ind til hvorfor roman er opstillet som lyrik. “Teksten lagde op til det”, sagde Høeg og forklarede, at hun havde forsøgt at skrive almindelig bred prosa, men det passede ikke rigtig til teksten, som lagde op til vigtige pauser undervejs. “Det er som at bruge det hvide på siden som en del af mit ordforråd”, forklarede Høeg og det var noget, som hun først fandt ud af, da hun begyndte at skrive på stoffet. I bogen er der også de her sms-korrespondancer og det giver samme sprog som en samtale.

Når Høeg skriver, tænker hun meget over lyden og læser op mens hun skriver. Hun bruger virkemidler fra lyrikken og har så denne her fortælling oveni. Asta i bogen kan skrive konstant og overalt og Carlsen spurgte ind til, om det samme gælder for Høeg. “Genkendeligt på de gode dage”, indrømmede Høeg, for størstedelen er tung og hård. Hun har altid skrevet og inden hun selv kunne skrive, fik hun sine forældre til at skrive det ned. I mange år var det hemmeligt og efter at have været studentermedhjælper hos et stort forlag, blev hun også tilbudt en fast stilling, men hun takkede nej, for hun var bange for at hvis hun først havde sat sig på den ene side af skrivebordet, ville hun nok aldrig komme om på den anden side som forfatter.

Der kom også et par spørgsmål og det ene handlede om skriveprocessen og hvor meget der er planlagt fra starten. “Plan fra starten”, tænkte Høeg, men hun gik død i det og gik i gang med noget helt andet hvor “jeg havde et sted og jeg havde en følelse”. Der er meget dialog, som ikke er kommet med og det er “vigtigt at give sig hen til det der sker i skriften selv”, forklarede hun. Ret sent i processen kommer der det her store redigeringsarbejde, og hun visualiserer det også med post-its, når hun er ret langt. Et andet spørgsmål handlede om titlerne på bøgerne og Høeg nævnte, at hun kendte titlen på ‘Tour de chambre‘ ret tidligt, hvilket gav hende en form for tryghed ift. indholdet, men titlen på ‘Nye Rejsende‘ kom først lige inden den udkom og hun blev aldrig helt sikker.

Det sidste spørgsmål handlede om det her samspil mellem fortid og nutid og Høeg sagde, at det var en sansning, “som kan få et tum til at udvide sig – døre der går op til hukommelsen”. Det var vigtigt at skiftene ikke blev tydeligere og at det skete sømløst på en eller anden måde. Det med elevatorscenen var filmisk inspireret og for Høeg var det sjovt at arbejde med de her skiftende spor. Læseren skal være vaks for at lægge mærke til skiftene. Hvad hun arbejder på nu, ville hun ikke sige for meget om, for “hvis man siger for meget, så dør det tidligt” og det gjorde det f.eks. en anden gang, da hun sagde det til hendes redaktør, så nu er det et mere hemmeligt projekt, men til gengæld kan man de ‘Tour de Chambre‘ i Skuespilhuset for enden af Nyhavn her i efteråret og Høeg har selv skrevet manuskriptet. Det kan i læse mere om herovre og på forlagets hjemmeside er det både muligt at læse uddrag lige her og høre lidt om den romankoncert, som Høeg har lavet i samarbejde med musikeren Simon Brinck.

Tak for samarbejdet i år til LiteratureXChange – vi ses næste år!