Alma Freng og solfangerne af Ida Tufte Michelsen

Alma Freng og solfangerne, 2021. Anmeldereksemplar fra Forlaget Straarup & Co. Opr. udgivet på norsk under samme titel. Oversat af Mai Odgaard Petersen. Antal stjerner: 4/5

Hvad vil det sige at være en solfanger og kan man stole på at de der voksne siger alt det, som faktisk er vigtigt? 

Hvis der er én ting, som Alma Freng ved en hel del om, så er det at flytte  og starte forfra et helt nyt sted sammen med hendes far Simon. Da vi møder Alma iførste gang, er de netop ankommet til den lille by Evelsø, som ligger på en ø og selvom de aldrig har boet på en ø før, så er der én ting, som er på samme måde, som da de boede inde i byen: Storministerens måde at styre landet på. En dag får de uventet besøg af Almas farmor, som Alma hverken har mødt eller hørt om før. Simon er ikke så begejstret og efter at farmoren er gået, modtager Alma en mystisk konvolut, som hænger udenfor hendes vindue: 

“Der var to ting deri. Det ene var et stykke papir foldet på midten. Papiret så ud til i huj og hast at være blevet revet ud af en bog, for kanten var skæv og ujævn. Den anden ting var af den mere spektakulære slags. Hun løftede en guldkæde op med en lille æske for enden. Æsken var gennemsigtig, lavet af glas, virkede det til og indeholdt noget, Alma aldrig før havde set mage til. Det skinnede voldsomt, som en lyspære og indholdet bevægede sig. Alma løftede beholderen lidt op for at se nærmere på den. Hun måtte knibe øjnene sammen mod det stærke lys, men kunne alligevel ane nogle tynde, glitrende streger, som lignede små stykker tråd. De piskede rundt på kryds og tværs med en voldsom fart. 

De skinnende tråde var så smukke, at Alma blev siddende et stykke tid og stirrede ind i æsken, før hun kom i tanke om brevet.” 

Brevet er fra hendes mystiske farmor Elionora, som gerne vil mødes dagen efter ved en sø i nærheden, men hun må ikke sige et ord til nogen og dagen efter skynder hun sig derhen efter en del overvejelser. Elionora forklarer hende, at den mystiske æske med lyset er en arie og det viser sig at æsken er fuld af solstråler og ikke en glødepære, som Alma først troede. Lige pludselig begynder de to at flyve højere og højere op og da de er tilbage på jorden, finder Alma ud af, at hun kan flyve med solstråler ligesom hendes bedsteforældre og åbenbart også hendes far, selvom han aldrig har snakket om det. En dag tager de to ind til byen for at Alma kan lære endnu mere om det at være solfanger, for det er ikke så ligetil og Elionora har brug for hendes hjæp: 

“”Hvorfor …” begyndte Alma, men kunne ikke finde de ord, hun gerne ville sige, i virvaret af indtryk og tanker. 

“Hvad vil du gerne spørge om?” spurgte Elionora, som stod ved siden af hende med hænderne på rækværket. 

“Hvorfor vidste jeg ikke noget om det her før? Hvorfor ved alle ikke noget om det her? Jeg mener … Der findes mennesker, som kan flyve! Og små tidstråde! Og biblioteker som det her! Hvorfor er det så hemmeligt?”

“Et simpelt spørgsmål og ikke mindst et forståeligt et,” sagde Elionora og smilede kort. “Men svaret er kompliceret. I første omgang kan du tænke på det som en slags sikkerhedsforanstaltning. Verden ville blive et virkelig besværligt og utrygt sted for solfangere, hvis menneskeheden fik at vide, at nogen havde magt til at kontrollere tiden.” 

Alma nikkede. 

“Men det er et vigtigt tema, du tager op. Solfangere i dag lever et dobbeltliv. De har almindelige jobs i skyggeverdenen, bor i almindelige huse og opfører sig som skygger i mange af døgnets timer. De er nødt til at holde deres identitet hemmelig, og det bliver de også nødt til. Og jeg mener ikke den slags hemmelighed, som du hvisker om til dine venner i skolen. Jeg mener så hemmelig, at du ikke må skrive eller snakke om det til nogen som helst.” 

“Nej, selvfølgelig ikke,” sagde Alma.” 

Men hvorfor skal Alma oplæres i det her med at være solfanger hurtigt og hvad er det et Kruvul-ur kan vise, som almindelige ure ikke kan ? 

Denne bog er den første i serien om Alma og hendes familie (den næste er netop udkommet på norsk tidligere dette efterår) og det er en forrygende begyndelse fuld af familiehemmeligheder, mennesker med specielle kræfter (vent og se hvad der sker når de knipser med fingrene) og hele det her med at flytte et nyt sted hen og finde ud af, hvem man er. Selvom der sker mange ting i bogen, så er Tufte Michelsen god til at forklare undervejs, så der hele tiden er denne her røde tråd. Den egner sig rigtig godt til selvlæsning fra 11 år og opefter og jeg krydser fingre for at den næste bog snart udkommer på dansk, for det her med solfangere og at nogle kan stoppe tiden er jeg bestemt ikke færdig med at høre mere om.

Alt i alt en virkelig strålende fantasyroman om Alma og hendes familie, der er solfangere og hvis liv er noget mere komplicerede end Alma går og tror, men også om det at finde ud af hvem man er og hvad man kan, som man ikke tidligere troede var muligt.

Leave a Reply