Ord fra en bibliofil

Glasslottet af Jeannette Walls, 2017. Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag. Opr. udgivet som The Glass Castle i 2005, oversat af Alis Friis Caspersen. Antal stjerner: 5/5

Hvordan var det at vokse op i en form for nomadefamilie i USA i 1960’erne og årtierne derefter og hvordan påvirker ens forældres drømme de drømme, som man selv har for sit liv?

Det er blot nogle af de ting, som man får svar på, når man læser Walls’ memoir om livet i USA fra 1960’erne og frem til omkring 2005, hvor denne bog første gang blev udgivet. Jeannette er den næstældste i en børneflok på fire og med forældre, der havde store drømme og som også ikke helt kunne finde sig til rette i samfundet. De flytter ofte rundt og det er ikke alle steder, at børnene kan nå at falde ordentlig til rette i f.eks. skolen, før de er på farten igen. Især Jeannette og hendes lillebror Brian har et stærkt søskendeforhold, og rotter sig sammen, hvis den ene har det svært med områdets andre børn. Deres far Rex er dog af en helt anden mening og han skal nok redde familien med hans store planer:

“Han forsikrede os dog om, at vi, så længe han var i nærheden, aldrig ville få behov for at forsvare os selv, eftersom enhver, der lagde så meget som en lillefinger på et af Rex Walls’ børn, denondelyneme ville få sådan et spark i røven, at man bagefter ville kunne aflæse fars skostørrelse på balderne.

Når far ikke fortalte om de mange forbløffende ting, han havde lavet, fortalte han os om de vidunderlige ting, han ville lave. Såsom at bygge Glasslottet. Fars tekniske snilde og matematiske evner skulle forenes i et helt særligt projekt: et stort hus, som han ville bygge til os i ørkenen. Det skulle have glastag og tykke glasmure og tilmed en glastrappe. “

Men hvis man skal overleve og især hvis man skal realisere en drøm som Glasslottet, så skal der penge til og det er her, at familien får problemer. Forældrene er drømmere og det kan være svært at finde og holde på et job for dem begge. Børnene begynder at hjælpe til for alvor, da de flytter til deres fars barndomsby, hvor de bor i en lille utæt hytte på Little Hobart Street. Men uanset hvor de tager hen, så vægter især deres mor at de er gode til at skrive og læse og de går ofte på biblioteket for at vedligeholde hvad de har lært i deres sporadiske skoleår. Storesøsteren Lori læser utrolig meget og især fantasy, men vores fortæller Jeannette læser en ganske anden genre:

“Jeg ønskede ikke at blive løftet over i en helt anden verden. De bøger, jeg holdt mest af, handlede om mennesker, der overvandt svære problemer. Jeg elskede Vredens Druer, Fluernes Herre og især Der vokser et træ i Brooklyn. Efter min mening var Francie Nolan og jeg praktisk taget ens, bortset fra at hun for halvtreds år siden havde boet i Brooklyn i et hus, som hendes mor altid holdt rent. Francie Nolans far mindede mig i hvert fald om min egen. Hvis Francie kunne se noget godt i sin far, selv om de fleste mennesker regnede ham for en uduelig drukkenbolt, så var jeg måske alligevel ikke et kæmpefjols ved stadig at tro på min. Eller forsøge at tro på ham. Det blev hele tiden sværere.”

Men hvor meget kan børn holde til i en familie som denne og hvilke mén får man med en opvækst som denne?

Der er så mange elementer i denne bog, som man kunne skrive om, men så ville anmeldelsen blive alt for lang. Det er et helt utroligt memoir og jeg blev dybt chokeret op til flere gange. Hvordan forældrene kunne være så selviske når de havde fire børn, som de skulle tage sig af, begriber jeg simpelthen ikke og for at man helt kan forstå dette, er man nødt til at læse bogen, for det sker flere gange end der er fingre på én hånd. Walls’ beskrivelse af de ting, som hun oplevede i sin barndom, har virkelig sat et præg på mig og uden tvivl skal jeg ind og se filmen her i november, som jeg efter at have læst bogen virkelig har høje forventninger til. I øvrigt har hun også skrevet en bog om hendes mormors liv og der er ingen tvivl om at jeg også skal læse den en dag, for hvis Walls bare skriver halvt så godt om hendes mormor som om hendes egen opvækst, er den virkelig værd at læse.

Alt i alt et virkelig hårdt, men velskrevet memoir om en familie af drømmere, som må forsøge at indordne sig normerne og som må kæmpe for at overleve og for deres drømme i en sådan grad, jeg ikke tidligere er stødt på indenfor biografi og memoir genren.