Ord fra en bibliofil

I det øjeblik var jeg din af Mhairi McFarlane, 2017. Anmeldereksemplar fra HarperCollins Nordic. Opr. udgivet som You Had Me At Hello i 2012, oversat af Kamilla Pontoppidan Haderup. Antal stjerner: 5/5

Forgår gammel kærlighed nogensinde og hvad sker der, når en sådan gammel kærlighed vender tilbage i ens liv ud af det blå?

Rachel skal giftes med Rhys, som hun har været sammen med stort set siden hun mødte ham et par måneder inden hun begyndte på universitetet. Til daglig arbejder hun som journalist og tilbringer en god del af hendes dage i retssale i Manchester, hvor hun skal til at oplære den yngre Zoe om do’s og don’ts indenfor deres arbejde som journalister til dækningen af retssager. Da et skænderi om bryllupsforberedelser ender i en ophævet forlovelse, flytter Rachel ind i en lejlighed i selve Manchester og da hendes bedste venner kigger forbi, fortæller hendes veninde fra studietiden, at hun for nylig spottede deres gamle klassekammerat Ben inde på biblioteket. Ben og Rachel var tætte som ærtehalm i deres studietid og de lærte hurtigt hinanden at kende, nemlig i løbet af den første uge på deres første år:

””Med hensyn til fotoet,” sagde han, da han tog ølbrikken, ”så ser du godt ud, men du skal måske køre stolen lidt højere op næste gang? Der er en smule Ronnie Corbett over det.”

Jeg tog kortet frem igen og tjekkede. Der var en meter fra mit hove til overkanten af billedet.

Jeg rødmede og begyndte at le.

”Snur den rundt,” mimede ben og snurrede en usynlig stol i en fotoboks rundt.

Jeg rødmede endnu mere og lo endnu mere.

”Jeg hedder Ben. Vi ses i morgen.”

Og i bedste betjentstil viftede Ben mig væk med den ene hånd og den næste frem i køen med den anden.

Da jeg gik udenom de andre i køen, spekulerede jeg på, om hende pigen med overklassesproget i værelset ved siden af mig var for meget højere middelklasse til at ville spise en fedtet tømmermandsmorgenmad sammen med mig. Jeg vendte mig impulsivt om, da jeg gik og kiggede hen på Ben. Og han kiggede efter mig.”

Men Rachel har sin kæreste Rhys og selvom det forhold går lidt op og ned, så er hun og Ben kun venner. Følelser kommer dog i klemme mere end en gang i løbet af deres studietid og Rachel mister kontakten med ham derefter. En dag er hun dog ”ganske tilfældigt” på biblioteket og det hele kommer tilbage på et halvt sekund, da hun igen ser Ben. Han er blevet gift og har boet i London i nogle år, og før Rachel ved af det, sidder hun hjemme hos Ben og hans kone til et middagsselskab. Ben har tidligere introduceret hende for hans ven Simon, der arbejder som advokat og som sørger for at hun får noget af et scoop til en artikel, nemlig et interview med en fængslets kone, der normalt ikke giver interviews. Noget er dog ikke helt som det skal være i den sag og Rachel vender det med Zoe, da hun virkelig er i tvivl om, hvad hun bedst gør:

”Nå?” siger hun.

”Nå, der kom ikke noget tordenbrag, og det er frustrerende. De store klarsyn melder sig ellers altid, når jeg sidder på lokummet på The Castle.”

Zoe ler, og jeg føler mig fuld.

Det er på tide, jeg holder op med at lade, som om jeg ikke ved, hvad jeg vil gøre. ”Nej, jeg vil lade det ligge, Zoe,” siger jeg. ”Det er ikke den modigste beslutning, jeg nogensinde har truffet, men så kan jeg sove om natten.”

”Virkelig?” siger Zoe.

”Virkelig. Der kan ikke komme noget godt ud af det, jeg gjorde. Det var forkert af mig. Alt indeni mig siger, at jeg skal styre udenom. ”

”Du har formentlig truffet den rette beslutning.”

”Ved du hvad, jeg er helt sikker på, at det er den rette. Jeg kan mærke det.”

Men hvor godt kender Rachel egentlig Zoe og kan gamle følelser blusse op på ny, selvom der er gået mange år og meget er sket?

McFarlane formår på bedste vis i denne bog at blande flashbacks med hvad der sker i hendes hovedpersoners nutid på en sådan måde, at den røde tråd, der i starten virker en smule tynd, bliver stærkere og stærkere og til sidst giver det hele mening. Den er fuld af britiske referencer, som vil gøre enhver anglofil glad (jeg klappede ofte i mine små hænder undervejs) og den viser hvordan venskaber kan være mere komplicerede end man umiddelbart tror og også hvordan umiddelbare fjender rent faktisk kan blive venner, når alt kommer til alt. Rachel og Ben og de ting, som de skal igennem inden sidste side, holdt mig fanget lige fra allerførste side og jeg kan varmt anbefale den til anglofile, der elsker bøger i stil med ”One Day” af David Nicholls, ”The Lonely Hearts Travel Club” af Katy Colins og ikke mindst et hav af Nicholas Sparks’ bøger.

Alt i alt en anbefalelsesværdig debutroman fra McFarlanes hånd om Rachel, hendes ungdomskærlighed Ben og hvad der kunne være sket, hvis forspildte chancer pludselig fik en mulighed for at blive ændret utallige år senere.