En aften på Roskilde Bibliotek med Johan Harstad og Morten Pape

Kender i det der med at selvom i har hørt en forfatter fortælle om deres bog én gang, så kunne i godt finde på at tage afsted igen for forskellige interviewere stiller forskellige spørgsmål? Ja? Jeg overvejer netop i de her dage at bestille billetter til en aften i Diamanten i juni (i kan læse mere herovre) , når Johan Harstad er i Danmark igen. Sidste gang mødte jeg og et par andre bloggere ham på Roskilde Bibliotek, hvor han senere på aftenen skulle være i samtale med Morten Pape og biblioteksmedarbejder Anette Øster og jeg har fundet mine noter frem, for der har været lidt travlt siden jeg mødte ham i november, men her er i hvert fald et indlæg med billeder og ord fra den aften.

‘Max, Mischa og Tet-Offensiven’, som Harstads murstensværk hedder (den er vel og mærke på 1,072 sider), udkom i begyndelsen af efteråret sidste år på C&K Forlag og det var forlaget, som havde inviteret bloggerne ind på Roskilde Bibliotek (hvor jeg jo kommer ganske ofte, da det er i min by) og til bloggerarrangementet var det Line Miller, der til daglig er redaktionschef på C&K Forlag (hun interviewede også Celeste Ng sidste forsommer, da hun var i Danmark). Miller lagde ud med at fortælle om hvordan at Harstads værk var en af hendes største læseoplevelser i hendes forlagstid og forklarede at bogen er en form for Bildungsroman, som er fuld af popkultur, krig og meget andet. Det var ikke alle bloggere (heriblandt mig selv), der havde nået at læse bogen færdig, så Miller spurgte ind til hvem Max og Mischa fra titlen er. Harstad forklarede hvordan at Max er fra Stavanger og hvordan han selv er fra Forus, der er lige i nærheden af Stavanger. “Ikke et vakkert sted”, fortalte han og fortsatte med at tale om bogen. Det er Max’s forældre, der bestemmer, at de skal emigrere, hvilket Max ikke er meget for og det nye sted må han finde en ny identitet og tilegne sig et andet sprog og samhørighed, for han er nødt til at “slippe taket i hans fortid”. Mischa møder Max 7 år senere, da han selv er 16 og på en måde åbner hun hele Amerika for ham.  

En anden vigtig karakter i romanen hedder Mordecai, og da Miller spurgte ind til, hvorfor titlen er som den er og ikke hedder ‘Max, Mischa og Mordecai’, fortalte Harstad, at det er en “mye bedre tittel” og for ham var det vigtigt med en pragmatisk titel. Tet-offensiven giver et fint vindue til kulturen i 1930’erne og 1970’erne, og Harstad bruger popkulturen, krigen osv til at vise det her amerikanske mindset. Den er også et godt eksempel på, at der findes to sider af samme sag, nævnte Harstad og de forskellige referencer var ikke for at fylde bogen med dem, men snarere kom det helt naturligt, for vi er sådan omgivet til daglig. For Harstad at se var Vietnam-krigen som en form for spøgelse over USA og Miller kom ind på ‘Apocalypse Now’ og hvordan at Max faktisk kender den film, inden de flytter til USA. Max og Mordecai har en form for battle af citater, og for Max får filmen en form for dobbeltbetydning og får ham til at føle, at han hører til derovre.

Max forsøger hele tiden at have et mål, som han kan løbe efter, forklarede Harstad og så kom snakken til at dreje sig om den amerikanske skuespillerinde Shelley Duvall, som er kvinden på forsiden af bogen. I 1980 spillede hun en af hovedrollerne i ‘The Shining’, og da Harstad så den film som barn, synes han, at hun var en grim kvinde. Men i bogen peaker hun, når det gælder hendes udseende og ifølge Harstad er hun i filmen ‘Brewster McCloud’ “forferdelig vakker”. For Harstad var det svært at skrive kønsbilleder og en lønsing var at skrive indgående om Max’ skuespil og hans billeder af Mischa. Det er faktisk Harstad selv, der har stået for collagen inde i bogen og han samlede 70-80 billeder til det med forskellige former for referencer. Det blev en form for udstillingskatalog som var i en limited edition; der var 200 i alt, han ejer selv ét og det vejer 7 kg. Og nu desværre helt umuligt at få fat i, nævnte Miller, som selv havde forsøgt efter at hun havde set en video om det.

Harstad vidste tidligt, at den ville være på “the longer side”, men han havde ikke regnet med, at den blev så lang, han havde mere tænkt på 400-500 sider. Men på et tidspunkt gav han stoffet lov til at udfolde sig i stedet for at holde så meget tilbage hele tiden og han kunne godt se, at den ville blive for lang, og han blev bedre til at genkende de dårlige ting. “Men det var da det gik virkelig godt”, sagde han. For Harstad handler bogen om det at finde hjem og den skulle ikke være for leksikalsk. At skrive romanen færdig var en lettelse, selvom han befandt sig godt der, men han vidste at han har “skrevet det absolut bedste jeg kunne”. En af de andre bloggere spurgte ind til hvor hans idé kom fra og om han selv havde boet i USa og Harstad fortalte, at han aldrig havde boet i USA, men tankerne var begyndt, da han ville flytte hjem til sin egen hjemby. Han ønskede at skrive om nogen, der flyttede til et andet land og USA var for ham nærliggende på en eller anden vis. Vi kom til at tale om hans tidligere værker, heriblandt ‘Buzz Aldrin, hvor blev du af?’, som han skrev som ganske ung og med denne her gik han “all in” på et skrive den, så det nærmest blev til en besættelse.

Situationerne i bogen er med til at minde en om, at man har sine egne oplevelser, blandt andet fra ens teenageår, med sig gennem livet og Harstad nævnte, at han ikke havde travlt med at skrive den færdig, hvilket også præger bogens tempo. Relationen mellem Max og hans mor havde en af de andre bloggere tænkt meget over og Harstad forklarede hvordan denne her nye identitet i USA også bidrog til, at moren fik en stor følelse for hjemløshed. For ham var det vigtigt at skrive moren frem, for den relation er vigtig, men der er andre der forsvinder ud af historien og Johan stillede spørgsmålet om, hvad der sker, når vigtige personer forsvinder ud af et liv. Efter snakken blev det tid til at få en bid at spise og efter en hyggelig stund med snak om bøger og blogs, blev det tid til at gå op til aftenens publikumsarrangement.

Oppe til publikumsarrangementet gik Harstad på scenen sammen med Morten Pape og Anette Øster, hvor at det hurtigt blev regnet ud, at Papes to bøger tilsammen, altså ‘Planen’ og ‘Guds bedste børn’ er lige under 1000 sider og dermed ikke så langt igen fra Harstads murstensværk. Harstad lagde ud med kort at fortælle om hans bog, som han kort opridsede og fortalte at den handlede om hjemløshed. Max er “tvunget til at emigrere, tvunget i eksil”, som Harstad sagde og Øster bemærkede, at man starter med at møde Max som voksen, som var Johans forsøg på at slå til alle steder for at holde det samlet. Øster henviste til at der også sker en form for tvangsflytning i ‘Planen’, som fører til en ny identitet, men Pape forklarede hurtigt, at hvor der fra Stavanger til New York var tale om et meget geografisk skifte, så gælder et kun et enkelt metrostop væk i hans egen bog. Men der var andre sociale koder og et andet form for sprog. Begrebet ‘hjemmet’ og hvor man hører til, ledte Øster snakken videre til og Pape nævnte, at “i ‘Planen’ er hjem en mærkelig størrelse, for hvad vil det sige at være hjemme?”. Harstad fortalte, at problemet med at man har et sted, som man kalder hjem, så drager man derfra og indser senere, at hjem ikke har en bestemt geografisk placering, men f.eks. er forældrenes placering for man tager f.eks. hjem til jul. Måske ser ens barndomsværelse ud som det gjorde, da man boede hjemme, men alligevel er det ikke helt hans. I hans roman handler det også om at opnå accept og give slip, for uanset om det er to byer tæt på hinanden eller i to forskellige lande, så er det to forskellige steder.

Pape kom ind på integration og assimilation og hvordan det både er i ‘Planen’ og ‘Max, Mischa og Tet-offensiven’ i forhold til at være fanget mellem kulturer og Pape beskrev USA som det perfekte billede hvor alle og ingen har hjemme og altså det perfekte sted til hjemløshed. Øster forklarede hvordan at Harstads bog ift. hans eget liv er en fiktiv hovedstol og at den ikke er fiktiv ift. Pape og ‘Planen’. “Ingen Morten Pape i 2’eren”, fortalte Pape og forklarede hvad den handlede om (i kan læse mere om ‘Guds Bedste Børn’ herovre). Efter en snak om volden i bøgerne og Vietnamkrigen, som nævnes i Harstads bog, kom snakken over på skyldfølelse i ‘Guds Bedste Børn’, hvilket fik Pape til at forklare at “skyld gør jo allermest ondt, når man selv følger den” og derefter hvordan en af hans karakterer forsøger at genskabe sig selv nede på Falster, selvom det er svært. Øster påpegede, at et andet fælles træk var de her manglende fædre, for hvor faren i Papes ‘Planen’ flytter til en anden bydel, så flyver Max’s far væk. “Jeg ofrede bogens far for at skrive om moren”, forklarede Harstad og det var blandt andet fordi at det er ret typisk, at faren tager meget plads i romaner og i hans bog igangsatte det en bevægelse, som andre kunne fortsætte. I Papes bog får det familien til at få i stykker og giver en ny form for familiekonstellation.

Hvad betyder de værker omkring dem, spurgte Øster om og henviste til Max’s farvel i Norge og den nye ven, som han kan snakke om film med. Harstad fortalte, hvordan han selv er stor fan af ‘Apocalypse Now’ og så blev der ellers nørdet film på scenen. “Jeg ville ønske at der havde været en Mordecai i mit liv”, erklærede Pape og fortalte om hans eget forhold til film. De havde mange vhs’er i hans barndomshjem, heriblandt en vhs med rødt mærkat over fordi at man skulle være over 16 for at se den, det var nemlig ‘Schindlers Liste’, men en dag kom den i tv og han optog den på en video til ham selv. Den ødelagde ham fuldstændigt og han mener, at han nok var 10-11 år gammel, da han så den. For Harstad er det også nemmere at nævne flere skelsættende filmoplevelse og Pape indskød at der også var musikoplevelser, som var noget helt særligt. Men når Pape skriver, så er det i stilhed og samtalen kom så til at handle om skriveprocesser. Pape havde hørt, at Harstad engang havde skrevet 100 sider på én dag, og var ret nysgerrig på, om det passede, hvilket det gjorde, men det var ikke på denne her roman. “Jeg troede hele tiden, at jeg vidste, hvordan rammen skulle være”, men det tog ham 4 år og ikke alle de første 500 sider kom med i bogen, som den er nu. Da Pape skulle skrive ‘Planen’, lejede han en stor lejlighed i Urbanplanen og skrev størstedelen af bogen der. Første udkast var på omkring 620 sider, det næste på 560 sider og han erklærede at “jeg anede ikke hvad jeg lavede”. Men han har heldigvis en god redaktør, som kunne give ham nogle deadlines og det virkede for ham, for så arbejdede han fra 9-17 og tog hjem og tog sutsko på.

Flowet i aftenens nævnte bøger er ganske forskelligt, sagde Øster og hun opfordrede til at man skulle tage til en ødegår i Sverige for at læse bøgerne, for opkald og arbejde bliver irriterende og efter lidt snak om flow i bøger, spurgte Øster ind til, hvordan de bruger deres baggrunde som henholdsvis dramatiker og manuskriptforfatter i deres forfatterskab og Pape, der er sidstnævnte, bruger det i forhold til det her “writer’s room”, og for ham er det godt at veksle. Harstad, som er dramatiker og grafisk designer, fortalte, at det var en helt anden måde at tænke på og i Norge har han lavet sine egne omslag. “Som forfatter kan man bruge en hel dag på et enkelt afsnit”, nævnte Harstad og kort efter blev det tid til at inddrage publikums spørgsmål. En tilhører på første række havde lige læst ‘Anna Karenina’ og spurgte ind til, hvad realismetraditionen betyder for Pape og Harstad.

“Vi skriver på skuldre av andre, som findes”, erklærede Harstad og fortalte om hvordan Proust langsomt åbner og breder sig ud. Ift. klassisk litteratur så nævnte han, at man skal lægge mærke til Becketts ‘Venter på Godot’ i ‘Max, Mischa og Tet-Offensiven’. Pape er også glad for realismen og idealismen, heriblandt J.P. Jacobsen, som fik ham til at udbryde: “Det er gymnasiepensum, jeg fyrer af her!”. Men de er også begge inspireret af musik, film, computerspil og “Fifa på Playstation”, som Pape indskød. Øster afrundede så fint aftenen og erklærede til sidst, at “kunsten er mangfoldig på mange måder”. Så blev der mulighed for at snakke med forfatterne og få bøger signeret. Kort sagt: Jeg kan varmt anbefale at høre Pape og Harstad snakke om deres bøger og jeg glæder mig til at dykke længere ned i deres forfatterskaber.

   

Leave a Reply