Anbefaling af 3 bøger om forfattere og deres forfatterskaber
Da 2019 startede, lavede jeg en form for nytårsforsætter om bøger, jeg gerne vil nå at læse i år, læse en Astrid Lindgren bog hver måned og ikke mindst læse mere faglitteratur. Det er ikke så tit igen, at jeg får anbefalet faglitterære bøger herinde, men lige denne her stak tænkte jeg, at flere af jer kunne være interesserede i at høre om, for 2 af dem er med forfatterinterviews og den sidste handler om Brontë-søstrene. Jeg leder faktisk efter flere i samme dur, så hvis i kender en god interview-bog / biografi om gamle og nye forfattere, så sig endelig til. De to danske her faldt jeg over ved et tilfælde, da jeg var i virksomhedspraktik nede i Haslev, for den ene dag skulle jeg finde biografier til en udstilling og en anden dag fandt jeg min vej ned til 80-opstillingen, hvor der står en hel del bøger om litteratur og som i kan læse længere nede, så skulle der ikke meget til, før at jeg lånte den med hjem.
Denne her er jeg ved at læse netop nu hver morgen, inden jeg tager afsted på arbejde for lige at få hjernen lidt i omdrejninger, mens jeg drikker min morgenkaffe. Jeg faldt over den for et par år siden inde i Boghallen, da jeg var derinde på min fødselsdag og min kæreste, der ellers var lidt tom for fødselsdagsgaveidéer det år, gav mig den i fødselsdagsgave. Den er fra 2016 og indeholder blandt andet interviews med den dominikanske-amerikanske Junot Díaz, den amerikanske forfatterPaul Auster, Alison Bechdel (som står bag et par fantastiske graphic novels såsom ‘Fun Home’) og den amerikanske dramatiker Edward Albee (ham med ‘Who’s Afraid of Virginia Woolf?’). Det er i øvrigt samtaler fra den populære boghandel Strand Book Store, som man kan finde i New York (og som jeg varmt kan anbefale at følge på Instagram) og jeg håber, at jeg kan nå forbi, næste gang at jeg er i New York (da jeg var der for 10 år siden, nåede jeg kun et par Barnes & Noble samt butikken inde på New York Public Library). I kan læse mere om Strand Book Store herovre.
Sidste sommer lånte jeg denne her med hjem om Brontë-søstrene, hvis bøger jeg efterhånden har læst i flere forskellige udgaver (og jeg har ikke tal på efterhånden hvor mange gange at jeg har set ‘Jane Eyre’) og deres liv betegnes tit som et kedeligt et af slagsen ude på heden. Denne her bog gav et virkelig godt indblik i både deres familieliv og deres forfatterskaber, for det var 3 utrolig produktive søstre og jeg er helt sikker på, at man vil blive ved med at kunne genudgive deres bøger med stor succes både i Danmark og deres hjemland England. Nørgaard inkluderer en hel del billeder, som jeg ikke tidligere var stødt på og bruger en hel del kilder, hvilket litteraturnørden her var ret glad for, for at kunne fortælle mest muligt om søstrene. Jeg har heldigvis stadig ulæste bøger af et par af søstrene på reolen og for nylig bestilte jeg en bog som samler nogle af deres lidt mere ukendte små historier, da Nørgaard refererede til dette univers, som de fandt på, et par gange i løbet af hendes bog. I kan læse mere om det her.
Den sidste her er af Bo Green Jensen, der er forfatter og kritiker, og heri kan man finde interviews med flere af de helt store stjerner på den litterære scene. Siri Hustvedt er blandt andet interviewet før hun blev et ret kendt navn og også et ret interessant et med Margaret Atwood (i ved, hende der står bag bogen ‘The Handmaid’s Tale’). Der var også en hel del forfattere, som jeg ikke kendte så meget til, men som jeg fik lyst til at læse noget af, heriblandt Ben Okri og Angela Carter og så blev jeg mindet om at jeg gerne vil få dykket mere ned i Kazuo Ishiguros, Douglas Couplands og Julian Barnes’ forfatterskaber. Man kan låne den ovre på Ereolen, som er bibliotekernes e-bogs/lydbogstjeneste i øvrigt. Det er nogle ældre interviews, men det er ret interessant at høre hvad forfatterne selv tænker om deres værker og også hvordan de sådan opfører sig i interviewsituationer. En veninde fortalte mig, at Green Jensen også har skrevet en bog om film, så den skal jeg helt klart også have lånt en dag.
Leave a Reply