Til arrangement med Celeste Ng om bogen ‘Små påsatte brande’ og diversitet i USA

I starten af marts tikkede der en fantastisk mail ind i min mailboks og afsenderen bag var Mette fra Politikens Forlag. Tilbage i januar havde de sendt deres program ud med forårsudgivelser og allerede dengang fandt jeg ud af, at Celeste Ng skulle til at blive udgivet på dansk. Udover en beskrivelse af bogens handling, så havde de også inkluderet citater som “Årets bedste bog” (som John Green havde sagt) og “Fremragende” (L.A.TIMES). Bogen lød som en mustread for mig og da Mette så skrev, at Ng ville komme til Danmark, kunne jeg nærmest ikke få armene ned i flere dage. Et par uger før arrangementet modtog jeg ved et uheld to eksemplarer af bogen (som resulterede i en konkurrence på Instagram) og så snart jeg var gået i gang med bogen, kunne jeg ikke lægge den fra mig. Dette var lige op til arrangementet, som lå på årets sidste dag i april, der var frygtelig regnfuld. (Jeg skyder stadig skylden på Maria fra BookMeUpScotty, der tog regnvejret med fra Fyn).

Heldigvis nåede jeg ind i Boghallen før det virkelig begyndte at regne og i løbet af kort tid var vi flere bloggere samlet inden vi gik op ad trapperne ude fra sidegaden af. Der var bestemt sørget godt for os, som i kan se på billederne og Ng blev interviewet af Line Miller, der er redaktionschef for Hr. Ferdinand og C&K Forlag. Ng lagde ud med at læse et par af bogens allerførste linjer op og det var faktisk også noget af det første af bogen, som hun skrev. Hun beskrev bogen lidt som en slags ‘cartrip’, hvor man kender destinationen, men vi ved ikke helt hvordan vi kommer derhen. Dernæst forklarede hun hvordan familierne i bogen hænger sammen og særligt hvem Elena og Mia er. Om Elena sagde Ng, at hun var en “kind of embodiment of this community”, hvorimod Mia er den totale modsætning og “only keeps what she can keep in a car”. Men helt modsætninger er de dog ikke, men de er “intrigued by the other”, som Ng forklarede.

Bogen foregår i 1990’erne (se f.eks. mit citat i anmeldelsen af bogen, hvor de unge ser Jerry Springer), og Ng selv ville faktisk have haft den samme alder som Lexie i bogen. Det var efter Golfkrigen, en tid med Spice Girls og en slags “comfortable safe place” ifølge Ng. Shaker Heights er faktisk et virkeligt sted og også stedet, hvor hun voksede op. Det var først, da hun begyndte på college, at hun fandt ud af, at resten af verden ikke var indrettet som Shaker Heights. Fordelingen af etnicitet var cirka 50/50 og det var faktisk også en af grundene til at hendes forældre flyttede dertil i første omgang. Da hun fandt ud af at det var et anderledes sted, at hun kom fra, var det “much more weird than I thought” og det med græsset og farven på husene er faktisk ikke en overdrivelse. Alt skulle matche og se pænt ud sådan set. “It was a place that I knew well, but I didn’t understand” forklarede hun og bogen er hendes forsøg på at forstå stedet. Et samfund, som er “colourblind” og som hun også tager op i bogen i forhold til adoptionssagen, hvor pigen bliver navngivet Mirabelle af hendes adoptivforældre, selvom hendes mor gav hende navnet May Ling. Ng forklarede, at der er mange adoptioner i USA og mange ikke-hvide børn bliver adopteret af hvide forældrepar og hun brugte det selv i bogen til at forbinde temaer og opdele byen.

Miller nævnte, at det med den kinesiske baby også havde fanget hendes opmærksomhed og spurgte ind til det at være asiatisk i Shaker Heights. Ng forklarede, at det måske var 5% i Shaker Heights, der var af asiatisk afstamning, dengang hun boede der og hun talte 9 personer ud af 400 i hendes årsbog. Det at May Ling i bogen er datter af en kinesisk kvinde, gjorde sagen noget mere kompliceret og det var netop derfor, at Bebe skulle være kinesisk. Samtalen skiftede over til hendes tur til Danmark og hvordan hun kort forinden havde befundet sig i Zúrich, hvor hendes program var utrolig travlt fra kl. 7.15 om morgenen. I København fik hun heldigvis tid til at sove længe og kaldte det for “more relaxing here”. En af de andre spurgte ind til Mia og Elena og hvordan de begge er en form for “flipside of the same idea” og de er begge ekstreme i hvor deres form. Ng fortalte hvordan de begge var “devoted to how they think life should be” og hvordan begge kvinder mener, at de har taget de rette valg, men den anden kvinde har taget det forkerte valg.

Ved bogens karakterer er der noget, som man som læser kan identificere sig med, men der er også ting, som vi hader og Ng forklarede det med et eksempel med hendes søn på 7 år, som snakkede om Star Wars. “Bad guys usually think they’re not the bad guys’ og hun lod alle karakterer i hende bog have fejl og mangler. Hun lader med vilje læseren få en idé om karaktererne og efterhånden som man når ind i bogen, finder man som læser ud af, at karaktererne er langt mere kompliceret end først antaget. Alt det her med meningerne om adoptionssagen kom efterhånden som hun skrev og som forfatter var det vigtigt for hende, at hendes egen mening ikke skinnede igennem. Det ledte snakken hen på hele det her med asiatiske dukker og bøger og generelt bøger om repræsentation, som Ng’s mor var meget opmærksom på, dengang Ng voksede op, for det var umuligt at finde en dukke med et asiatisk udseende.

Først i 1994 lavede firmaet American Girls Company en kollektion med dukker, der havde forskelligt hård og øjne og selvom Ng på det tidspunkt var 14 år, så var hendes mor ganske “excited”. Hendes søn fandt faktisk en asiatisk drengedukke, som hun købte, men selvom der er flere dukker i dag, så er der stadig ikke mange med asiatisk udseende. Det er en ting, som hun tænker meget over og det er også i dag, hvor hun sommetider har problemer med at finde personer “who look like me”, som hun sagde. Hendes søster fik et ben amputeret og der skrev moren ind til et tv-show om den her benprotese. Der fik hun faktisk svar tilbage, men Ng nævnte, at man i mange år ikke helt vidste, hvordan man skulle snakke om det her med repræsentation.

Ng blev færdig med at skrive bogen i sommeren 2016 (vel og mærke inden Trump vandt valget) og hun begyndte faktisk at skrive på den tilbage i 2009. Ikke at hun havde en politisk agenda, men hun forklarede det lidt ligesom det at spise en brownie, der er lavet af grønsager. Det var ikke hendes plan, men når hun snakkede med hendes karakterer og stillede dem spørgsmål, fandt hun ud af, at “the more you talk to them, the more you know what’’s on your mind”.

Ikke længe inden at bogen skulle udkomme på dansk, blev det offentliggjort, at det skulle blive til en tv-serie på Hulu med Reese Witherspoon i rollen som Elena (kendt fra ‘Legally Blonde’ blandt andet) og med Kerry Washington (kendt fra ‘Scandal’) i rollen som Mia. “I trust them, I think they’re going to do a really good job”, fortalte Ng og selvom Mia i hendes hoved er en hvid kvinde, så er hun ikke i tvivl om, at Washingtons Mia ikke bliver den stereotypiske “single black mother” (som stor fan af ‘Scandal’ glæder jeg mig også til at se, hvordan Washington kommer til at spille rollen som Mia). Inden hun læste endnu en bid op fra bogen, anbefalede hun Adichies TED-talk (i kan finde den her) og forklarede hvordan at Mia “is choosing to live this way”. Den del af bogen, som hun læste op, var hvor Pearl og hendes klasse tager på tur til et kunstmuseum, hvor de ser et billede, der uden tvivl er et billede af Mia. Dernæst blev det tid til både at få snakket med dagens hovedperson, som jeg faktisk havde tweetet en smule med forinden og også til at få snakket med både de andre bloggere og forlagspersoner. Alt i alt et par virkelig hyggelige og utrolig interessante timer i godt selskab og allerede nu ser jeg frem til at hendes debutroman ‘Alt det jeg aldrig har fortalt dig’ udkommer på dansk. Og hvis du er lidt mere nysgerrig på bogen her i indlægget, så har jeg anmeldt den lige her.

Leave a Reply