Små påsatte brande af Celeste Ng

Små påsatte brande af Celeste Ng, 2018. Anmeldereksemplar fra Hr. Ferdinand. Opr. udgivet som  Little Fires Everywhere i 2017, oversat af Lisbet Kjær Johansen. Antal stjerner: 5/5

Hvordan er det at leve i et samfund, hvor alt på overfladen lader til at være perfekt og hvilke hemmeligheder skjuler tilflytteren Mia Warren egentlig?

Shaker Heights er ikke et kvarter som alle andre. Det er en del af den amerikanske by Cleveland og det er et kvarter, som er nøje tilrettelagt. Græsset må ikke være højere end 15 cm, skraldespandene tømmes bag huset og ikke på fortovet og der er bestemte farver på husenes facader. En dag flytter Mia og hendes datter Pearl ind i et hus, som ejes af familien Richardson. Det er mest Elena, hustru og mor, som står for kontakten med den nye lejer, men da Pearl er på samme alder som de ældste børn i familien Richardson, går der ikke længe inden hun begynder at tilbringe sine eftermiddage der. Men det er ikke alle børnene i familien Richardson, som hun ser eftermiddagsfjernsyn med. Den yngste datter Izzy er ikke helt som de andre:

“”Det ironiske er, “ sagde Lexie en eftermiddag,“ at omti år, er det Izzy, vi ser på Springer.”

“Om syv,” sagde Trip. “Højst otte. ‘Jerry, få mig løsladt!’”

“Eller ‘Min familie vil have mig indlagt på den lukkede’,” supplerede Lexie.

Moody flyttede utilpas på sig. Lexie og Trip behandlede Izzy, som om hun var en hund, der kunne finde på at gå amok, hvornår det end skulle være, mens han selv altid havde haft et godt forhold til hende. “Hun er bare lidt impulsiv, andet er det ikke,” sagde han til Pearl.

“Lidt impulsiv?” Lexie lo. “Du kender hende ikke rigtigt endnu, Pearl. Bare vent og se.” Og så begyndte historierne at vælte ud, og Jerry Springer var midlertidigt glemt.”

Og det er ikke kun de tre søskende, som har lagt mærke til, at Izzy ikke er helt som dem. Izzy blev født 11 uger for tidligt og Elena har derfor altid holdt lidt ekstra øje med hende. Men Izzy er ikke den eneste person, som Elena bekymrer sig ekstra om. Hendes veninde mrs. McCullough er ved at adoptere en asiatisk baby, som blev fundet på en brandstation og alt forløber ganske fint, indtil Mia hører om adoptionen og historien bag. Mia er kunstner, men for at få det til at hænge sammen økonomisk, så gør hun både rent hos familien Richardson og arbejder på restauranten Lucky Palace. En af hendes kolleger er den kinesiske kvinde Bebe, der havde det svært efter at hun havde født hendes datter og pludselig begynder sagen ellers at rulle i de lokale medier:

“Nederst i artiklen fangede en enkelt sætning mrs. Richardsons blik: “Miss Chow har fundet ud af, hvor hendes datter befinder sig, via en kollega på Lucky Palace, en kinesisk restaurant på Warrensville Road.” Selvom der ikke stod noget navn, kunne hun godt regne ud, hvem den kollega var. Det kunne ikke være et tilfældigt sammentræf. Det var hendes lejer, hendes fåmælte, lille, behagesyge lejer, der havde fået hele denne lavine til at rulle. Af grunde, der stadig ikke stod helt klart, havde hun besluttet sig for at vende op og ned på det stakkels McCullough-pars liv.

Mrs. Richardson foldede avisen omhyggeligt sammen og lagde den fra sig på bordet. Hun kom til at tænke på Mias modvilje, da hun tilbød hende at købe et af hendes billeder, og hvor tilbageholdende hun var med oplysninger om sin fortid.”

Men hvorfor er Mia så hemmelighedsfuld omkring sin fortid og hvad er det ved adoptionssagen, som gør, at alle i Shaker Heights begynder at vælge sider?

Wauw! Min læseoplevelse af denne bog var en af dem, hvor man har set titlen på bogen mange gange, så læser man på Instagram, at den skal filmatiseres og så får man skyhøje forventninger ud af det blå, som gudskelov bliver indfriet og endda i en sådan grad, at man glæder sig til at hendes næste bog udkommer på dansk. Ng formår at sammensætte en historie uden lige, hvor man ikke altid ved, hvilke sandheder der bliver afsløret på næste side og alt er bestemt ikke så perfekt i Shaker Heights, som det lader til at være. Men selvom nogle sandheder afsløres efter en rum tid, så er de måske ikke så nemme at håndtere som først ventet og bogens karakterer må erkende, at det måske er bedre at holde nogle hemmeligheder end at få dem afsløret og lade dem ændre et samfunds dynamik.

Alt i alt en fantastisk konstrueret roman om to familiers sammenstød i en tilsyneladende perfekt forstad, hvor hemmeligheder kan få uforudsete konsekvenser, når de afsløres og hvor et samfund må tage stilling til om de holder med en fattig kinesisk mor eller det rige, barnløse par i en kompliceret adoptionssag, hvor hovedspørgsmålet er: “Hvem vil kunne tage sig bedst af barnet?”

1 Comment

  1. Til arrangement med Celeste Ng om bogen ‘Små påsatte brande’ og diversitet i USA – Ord fra en bibliofil

    juni 28, 2018 at 7:14 am

    […] Ikke længe inden at bogen skulle udkomme på dansk, blev det offentliggjort, at det skulle blive til en tv-serie på Hulu med Reese Witherspoon i rollen som Elena (kendt fra ‘Legally Blonde’ blandt andet) og med Kerry Washington (kendt fra ‘Scandal’) i rollen som Mia. “I trust them, I think they’re going to do a really good job”, fortalte Ng og selvom Mia i hendes hoved er en hvid kvinde, så er hun ikke i tvivl om, at Washingtons Mia ikke bliver den stereotypiske “single black mother” (som stor fan af ‘Scandal’ glæder jeg mig også til at se, hvordan Washington kommer til at spille rollen som Mia). Inden hun læste endnu en bid op fra bogen, anbefalede hun Adichies TED-talk (i kan finde den her) og forklarede hvordan at Mia “is choosing to live this way”. Den del af bogen, som hun læste op, var hvor Pearl og hendes klasse tager på tur til et kunstmuseum, hvor de ser et billede, der uden tvivl er et billede af Mia. Dernæst blev det tid til både at få snakket med dagens hovedperson, som jeg faktisk havde tweetet en smule med forinden og også til at få snakket med både de andre bloggere og forlagspersoner. Alt i alt et par virkelig hyggelige og utrolig interessante timer i godt selskab og allerede nu ser jeg frem til at hendes debutroman ‘Alt det jeg aldrig har fortalt dig’ udkommer på dansk. Og hvis du er lidt mere nysgerrig på bogen her i indlægget, så har jeg anmeldt den lige her. […]

Leave a Reply