Eva & Adam – Tosset med dig (og mig) af Måns Gahrton og Johan Unenge

Eva & Adam – Tosset med dig (og mig) af Måns Gahrton og Johan Unenge, 2017. Anmeldereksemplar fra Forlaget Alvilda. Opr. udgivet som Eva & Adam – Huvudet fullt av dig i 2016. Antal stjerner: 4/5

Hvordan ved man, at man er forelsket for første gang og hvorfor er søskende og forældre altid så pinlige, når man er teenager?

Adam er netop flyttet til en ny by og vi møder ham dagen inden han skal starte i sin nye skole. Han kender ingen i den nye by, men så er det godt, at man kan google en smule og han finder et billede med en flok piger til fodbold. Heriblandt en pige med blond hår. I et andet hus i byen sidder Eva og tjekker, hvor mange likes hendes nyeste indlæg på hendes side ‘Evaleve’ har fået. Hendes brødre driller hende med hvad hun skriver, men så er det godt, at hun har hendes bedste veninde Annika. Selvom Adams første skoledag ikke er helt heldig, når han da at få øjenkontakt med Eva, som dog ikke gik så godt som han havde håbet på:

“”Hvad skete der lige der?”

Eva hvisker og ser på Annika, der trækker på skulderen.

“Han virker sørme sød,” hvisker hun tilbage. Og himler med øjnene.

En ting er sikkert. Det er ikke sådan et fjols, der mangler i Evas liv. Hvis nogen lige troede det. Det er så rigeligt med hendes brødre.

Dagen bliver lidt underlig efter det. De er lidt chokerede over, at den nye dreng blev smidt ud i sin første time. Hvordan skal det mon gå fremover? tænker Eva.”

Men der er nu altså et eller andet interessant ved ham Adam Kieslowski. Dog er han ikke den eneste, som Eva har kigget nærmere på. Hendes storebror Tobbe kender nemlig en fyr, der bliver kaldt for Fetch og han er altså guitarist i et band. Det kan Adam ikke rigtig prale med, men til gengæld kan han finde ud af lidt sport. Atletik især, men det der med fodbold kunne han godt få lidt bedre styr på:

“De skal bare få at se. Og følelsen er skøn, måske er det aldrig før lykkedes ham at hamre til en bold sådan. Der går et lille sus gennem publikum, synes Adam. og han er på vej til at løfte hænderne i vejret, som om han har lavet et mål ved en VM-finale – da han pludselig ser to hænder i målmandshandsker, som ganske enkelt bare bokser til bolden, så den drøner i en lang bue og …

“Av!”

Hvad sker der? Adams blik flakker, hvem var det, som …

Nej! Katastrofe! Det var Eva, som fik bolden i hovedet.

“Det var ham, der skød,” siger Sebbe og peger på Adam.

Sebbe og flere af dem, der ser på, griner. Adam mærker, at han bliver varm i kinderne. Eva ser irriteret ud.”

Så hvordan skal Adam nogensinde få en ganske almindelig samtale i gang med Eva og hvordan skal det mon ikke gå, når Eva får lov at holde fest for hele klassen derhjemme uden hendes forældre og brødre?

Så er Eva og Adam tilbage og i en helt ny udgave. De blev skabt tilbage i starten af 1990’erne og da meget er sket siden da, har Gahrton og Unenge opdateret historien om dem. Jeg elskede bøgerne og tegneserierne i mine tidlige teenageår og det var nostalgisk at være tilbage i deres univers. Jeg er helt sikker på, at enhver kan genkende et eller andet fra bøgerne om Eva og Adam, blandt andet de pinlige forældre, de irriterende søskende, det at finde ud af hvem man er og hvad man står for og ikke mindst den første forelskelse og første kys.

Alt i alt en bemærkelsesværdig opdatering af en svensk 90’er klassiker for de helt unge teenagere om Eva og Adam, som må finde ud af, hvordan man 1) overlever besværlige brødre, 2) får nye venner i en helt ny by og ikke mindst 3) scorer en af det andet køn, når det virker som om, at man er ramt af uheld.

Leave a Reply