Min geniale veninde af Elena Ferrante
Min geniale veninde af Elena Ferrante, 2017. Anmeldereksemplar fra C&K Forlag. Opr. udgivet som L’amica geniale i 2011. Oversat af Nina Gross. Antal stjerner: 5/5
Hvor godt kan man kende et andet menneske og hvordan var det som ung pige at vokse op i efterkrigstidens Napoli?
En aften bliver den ældre kvinde Elena ringet op af sin barndomsveninden Lilas søn, da hans mor er forsvundet og selvom Elena ikke ved, hvor Lila er taget hen, så kommer det ikke bag på hende. For mere end tres år siden lærte hun Lila at kende, da de voksede op i samme del af Napoli og gik i skole sammen. Lila, som egentlig hedder Raffaella Cerullo, er datter af en skomager og af sind ganske forskellig fra Elena, som bliver kaldt for Lenù, men en dag, hvor de sidder ude i gården med deres dukker, knyttes der et helt specielt bånd mellem dem;
“ Jeg følte mig som kvalt mellem to pinsler, den ene allerede eksisterende, tabet af dukken, og den anden forestående, tabet af Lila. Jeg sagde ingenting, lod bare, uden tegn på nag, som om jeg nu gjorde noget naturligt, skønt det ikke var naturligt, vel vidende at jeg løb en stor risiko. Så kastede jeg hende Nu, den dukke hun lige havde givet mig, ned i kælderen.
Hun stirrede vantro på mig.
“Det du gør, gør jeg også,” sagde jeg straks med høj stemme, meget bange.
“Nu går du ned og henter den.”
“Hvis du henter min.”
Vi gik sammen.”
Begge piger klarer sig helt fantastisk i skolen og sammen køber de Alcott’s ‘Pigebørn’, som de læser til de kan den udenad. Efterhånden som de bliver ældre, går deres liv i hver deres retning, og da Lenù skal til at starte på gymnasiet efter debat derhjemme, ër Lila nødt til at hjælpe til i familiens butik, for det er ikke alle piger, som får lov til at fortsætte med at gå i skole. Lila har sine egne planer for sin fremtid og designer nogle helt specielle sko, som hendes bror hjælper hende med at fremstille, men i det skjulte låner hun en periode bøger på biblioteket og viser sine akademiske kunnen frem for Lenù. Men desto ældre pigerne bliver, desto mere begynder de at tale med kvarterets drenge og en sommer tager Lenú afsted til Ischia, hvor hun møder familien Sarratore, der engang boede i kvarteret:
“Vi gik ned til havnen, men når vi først var der, stak hun af med sine nye venner (hvornår i alverden ville Pasquale have været så tolerant over for Carmela, eller Antonio over for Ada?) og Nino og jeg gik videre langs havet. Så hentede vi hende igen klokken ti og gik hjem sammen.
En aften da vi var blevet alene, sagde Nino pludselig at han som dreng havde været meget misundelig på forholdet mellem mig og Lila. Han så os på afstand, altid sammen, altid opslugt af at snakke, og han ville gerne have været ven med os, men havde aldrig haft mod til at nærme sig. Så smilede han og sagde:
“Kan du huske den kærlighedserklæring jeg engang gav dig?”
“Ja.”
“Jeg kunne frygtelig godt lide dig.”
Jeg blev ildrød i hovedet og mumlede fjoget:
“Tak.” “
Men hvordan forandres livet, når man er ved at blive voksen og er alt altid så simpelt, som det ser ud til at være?
Ferrantes fortælling om Lila og Lenù er en af dem, der bliver mere og mere interessant for hver side og der skulle ikke mange linjer til, før jeg ikke kunne lægge denne her bog fra mig, for Ferrantes levende sprog og måde at fortælle gør, at man som læser føler, at man går på de napolitanske gader sammen med Lila og Lenú og iagttager deres kvarter sammen med dem. Da jeg havde hørt en hel del ros til denne her Napoli-serie, som i alt er på fire bøger, havde jeg store forventninger og de blev uden tvivl indfriet og allerede da sidste side var vendt, fandt jeg næste bog i serien frem og glæder mig til at genbesøge Napoli og lære de to veninder og deres omgangskreds endnu bedre at kende.
Alt i alt en enestående start på serien om veninderne Lila og Lenú i efterkrigstidens Napoli, hvor hemmeligheder lurer under overfladen og sammenhold er vigtigere end meget andet i kvarteret.
Bedste bøger i 2018 – Ord fra en bibliofil
marts 3, 2019 at 11:51 pm[…] Har du hørt om Napoli-romanerne, der handler om veninderne Lenù og Lila? Historien om veninderne var blandt de sidste, som jeg fik læst sidste år og til trods for at jeg havde hørt om serien virkelig mange gange (og nok var den sidste bogblogger, som kom i gang med bøgerne). Og nøj, hvor jeg ærgrer mig over at jeg ikke har læst dem tidligere. Jeg er nået til 2.bog i serien og den har jeg virkelig høje forventninger til efter at have læst den første og efter at have hørt fra flere, at de næste bøger i serien er om muligt endnu mere fantastiske. Jeg kan varmt anbefale serien ovre på HBO (scenografien er eminent) og jeg har anmeldt bogen herovre. […]