Ord fra en bibliofil

Så længe dit hjerte slår af Line Hoffmeyer, 2024. Politikens Forlag. Antal stjerner: 4/5

Hvordan kan man leve et godt liv, når man er født med et hjerte, der ikke fungerer så godt som det burde? Og hvordan er det at få et hjerte, som en anden blev født med? 

Udefra ser det ud som om at 18-årige Line lever et helt almindeligt ungdomsliv. Til hverdag går hun på Rødkilde Gymnasium i Vejle, hvor hun hænger ud med sine klassekammerater og når hun ikke lige er sammen med sin kæreste, tager hun i byen med veninderne. Men Lines ungdomsliv er ikke som de andres. Allerede i 8.klasse fik hun en stikkende smerte i brystkassen midt i en biologitime og da Line er 18 år, får hun en pacemaker indopereret. Det kræver en del tilvænning, især fordi hun skal tage den med ro og ikke overanstrenge sig, men en dag går det alligevel galt: 

“Fremme ved automaten stopper jeg 10’eren i og vil trykke på knappen ud for den pose bolsjer, som jeg har købt til Mathilde 1.000 gange før. Men jeg kan ikke se nummeret. Og hvilket nummer er det overhovedet? Jeg kan kun se min hånd og armbåndet med det lille perfekt formede hjerte. Hvor skal jeg trykke? Hvad skal jeg gøre? Hvilke bolsjer? Hvem? Automaten. Mørke. Armbåndet. Hjerte. Stilhed. 

Pludselig åbner en uendeligt lang, kulsort skakt sig, og automaten glider igennem den. Mørket i skakten omslutter mig, men jeg er ikke bange. Som en tavs lavine af sne vælter roen saligt ind over mig. Ingen pinefuld puls. Mit hjerte er stoppet og efterlader kun fred og frihed. 

Jeg er lykkelig, før jeg er væk.” 

Line får hjertestop den dag og pacemakeren får ikke gang i hjertet ved første forsøg. Det er faktisk først i tredje forsøg at hjertet kommer i gang og hun må for alvor indse, at der er ting, som hun ikke kan, men som hendes veninder ikke har problemer med. Når hun skal hjem fra byen, bliver hun enten hentet af forældrene eller en taxa. Da hun er 19 år, ringer de pludselig fra Skejby og så går det ellers hurtigt med at få et nyt hjerte. Alt går som det skal og selvom de næste mange år også byder på mange tjek på sygehuset, så har Line både mulighed for at gennemføre uddannelse, blive gift og levet livet ligesom hun har lyst til. Men efter mange  år med fine prøvesvar, begynder tallene at blive skæve:  

“Når man er på bunden, behøver man ikke at frygte at falde. Man kan bare forsøge at overleve, hvilket gør livet lettere og døden mindre truende. 

Egentlig er det ikke slemt at dø. Det gør ikke ondt, jeg har prøvet. Sygdommen er værre. 

Det er 11 år siden nu, at jeg fik hjertestop. Steen Steensen Blicher skrev ‘Sig nærmer tiden’, da han troede, han skulle bort – 11 år før det rent faktisk skete. Peter Sommer synger, at han læser Steen Steensen Blicher i sengen for at falde i søvn. 

Jeg sætter Peter Sommer på, for jeg kan stadig synge lidt endnu. 

Løb stærkt, dø, yeah

Du får stjernerne foræret

Så længe dit hjerte slår

Og ta’ ingenting for givet

Så længe dit hjerte slår

Det’ det smukkeste ved livet”

Men bliver det nogensinde muligt for Line at blive helt fri for hospitalsbesøg og i stand til virkelig at give den gas uden at skulle bekymre sig om hvad hjertet kan holde til? 

Sikke en rørende personlig fortælling! Jeg kendte lidt til historien på forhånd, da jeg de seneste par år har fulgt Hoffmeyer på Instagram, men det er først nu at jeg rigtig har forstået hvad der har gjort, at hun lever på den måde som hun gør i dag. Selvom bogen handler om noget så alvorligt som organtransplantation, så har Hoffmeyer sørget for at skrive om det på en både humoristisk og bramfri måde, uanset om det handlede om tankerne om at få en anden persons hjerte eller forholdet til Lasse eller noget helt tredje, så man både smiler og får brug for kleenex undervejs.

Alt i alt en vigtig bog om at leve med et ukueligt livsmod, om at kæmpe for kærligheden, de uvurdelige venskaber og ikke mindst hvor vigtigt det er at lytte til hjertet og mavefornemmelsen, selvom det ikke altid er det nemmeste.