En isbjørns erindringer af Yoko Tawada
En isbjørns erindringer af Yoko Tawada, 2018. Grif. Opr. udgivet som Etüden im Schnee i 2014. Oversat af René Jean Jensen. Antal stjerner: 4/5
Hvordan er det at vokse op og leve blandt mennesker, når man selv er en isbjørn og er der virkelig så stor forskel på isbjørne og mennesker, som vi går og tror?
I denne bog følger vi tre generationer af isbjørne og den første isbjørn, som fortæller sin livshistorie, er bedstemoren til den verdensberømte Knut. Som barn gik hun i en helt almindelig skole og senere blev hun stjerne i et cirkus, men en dag fik hun en knæskade og måtte i stedet begynde at arbejde som kontormedhjælper. Når hun ikke er med til konferencer, bruger hun tid på at skrive en selvbiografi og da hun får et tilbud om at forlade Moskva og drage til Vestberlin, er hun ikke sen til at takke ja. Her får hun nemlig mulighed for at skrive endnu flere tekster, også de lidt mere kritiske af slagsen og hun får også mulighed for at lære Vestberlin bedre at kende:
“Han besøgte mig igen næste dag, selvom jeg ikke havde bedt ham om det. Han blinkede hektisk og stammede lidt. “Hvordan har vi det så i dag?” – “Ikke godt.” Jeg mestrede ikke smilets teknik og gav ofte folk et forkert indtryk. Wolfgang så bekymret på mig og spurgte: “Har du det ikke godt? Hvad er der galt?” – “Min sult gør mig syg.” – “Jeg tror ikke sult er en sygdom.” Det havde jeg også selv tænkt. Jeg kan ikke rigtig blive syg. Jeg har engang fået at vide at sygdom er en teatertradition blandt de kontoransatte som kun må spille teater om mandagen når de ikke har lyst til at få på arbejde. Jeg har aldrig i mit liv været syg. “Hvad lavede du i går aftes?” – “Jeg sad ved skrivebordet, men jeg kunne ikke skrive.” Wolfgangs øjne lynede et øjeblik iskoldt. “Tag dig god tid! Ingen tvinger dig til at arbejde så hurtigt at du mister din indre ro.” Wolfgang lugtede af løgne igen, jeg gøs. “Sult er ikke poesiens bedste ven. Lad os gå ud og købe ind!” – “Jeg har ingen penge.” – “Så åbner vi en bankkonto til dig. Det har vores chef også allerede foreslået.”
På vej hen til banken passerede vi to enorme elefanter i vejkanten. De var lavet af en grå masse, måske beton. “Er det der et cirkus?” – “Nej, det er porten til zoo.” – “Lever der dyr af beton bag den port?” – “Nej! Der lever rigtig mange ægte dyr i zoo. De bor på store indhegnede jordstykker.” – Også løverne, leoparderne og hestene?” – “Ja, du finder over hundrede forskellige arter derinde.” Jeg blev helt paf. “
Efter en tid i Vestberlin drager hun mod Canada, hvor hun finder sammen med den danske mand Christian, som kommer fra Odense. Han fortæller hende eventyret om den grimme ælling og efter de er blevet gift, føder hun tvillinger. En dreng, som ikke overlevede længe og så pigen Toska, som den næste del af bogen handler om. Det er dog ikke Toska, som fortæller os om sin tilværelse. Det er i stedet dyrepasseren Barbara, som gør alt hvad hun kan for at lave et helt fantastisk show, for Toska er ikke som de andre isbjørne og en dag bliver hun mor til Knut.
Men Toska har hverken tid eller lyst til at opdrage den lille Knut og i stedet bliver han sendt til zoologisk have i Berlin. Her bliver han blandt andet passet af Matthias og Christian, som både sørger for at han kan lære nogle tricks og være klar til besøg fra pressen, men selvom Knut lærer meget desto ældre han bliver, er det stadig ikke let at være isbjørn. Men der er også lyspunkter som disse:
“Hver morgen hørte Knut kvidren fra fuglene som glædede sig over at mørket trak sig tilbage, mens solen dukkede op på arbejde. De vingede væsner var forjagede af angsten for ikke at kunne finde noget at spise til morgen. Sommetider blev de svage angrebet af de stærke og flygtede skrigende op i himlen. Knut kunne ikke se dem, men deres kvidren var tilpas sammensat til at han ikke kunne forestille sig deres hverdagsdramaer.
Nu og da tittede de frække fugle også ind i Knuts værelse. De blev alle sammen kaldt fugle, selv om de kun havde én ting til fælles, deres vinger. Spurven, en brun blanding af beskedenhed og hektik, solsorten med dens diskrete humor, skadens påmalede blå-hvide maske og duen, som ved enhver lejlighed gentog ordene “Er det sandt? Hvor interessant. Det anede jeg ikke.” Knut hørte utallige fuglestemmer og troede at verden udenfor vrimlede med fugle. Hvorfor havde Knut, Matthias og musen egentlig ikke vinger? Hvis Knut havde haft vinger, ville han straks være fløjet hen til vinduet for at kigge ud.”
Men hvordan var det egentlig at være Knut, den berømte isbjørn fra Berlin og hvad skete der med hans mor og mormor, siden han selv kom til zoo som ganske lille og blev opfostret af mennesker?
For at være helt ærlig, så er det en ret sær bog. Jeg læste den sammen med en læseklub sidste efterår og sær og langsom var ord, som blev gentaget flere gange, da vi mødtes for at snakke om den. Jeg fik læst slutningen få dage efter mødet og selvom nogle af afsnittene var lidt langtrukne, så opvejede resten af bogen det. Jeg var klart mest fan af den sidste del om Knut, som stille og roligt bliver klogere og mere undrende for hver side og det er interessant at se mennesker igennem hans øjne. Alt i alt en sær, men også ret forunderlig bog, som sætter tankerne i gang om hvordan vi mennesker er og jeg er sikker på at vi alle kan lære et eller andet af Knut og hans måde at se verden på.
Jeg har i øvrigt mødt Yoko Tawada, da hun gæstede Louisiana Literature i 2018 og I kan læse mere om samtalen med Mette Holm og Hiromi Itõ herovre.






Leave a Reply