Nytårsforsætter af den bognørdede slags
Når vi vågner op i morgen, er det allerede et nyt år og jeg er sikkert ikke den eneste, som allerede har tænkt over hvad jeg skal læse næste år. I januar 2025 er det allerede 10 år siden at jeg startede denne blog (well, først var det på en gratis WordPress-side og siden har jeg købt eget domæne osv.) og det seneste år har jeg især brugt på at læse børnebøger (heriblandt de virkelig sjove bøger om Møgmis), YA, romantiske bøger og lidt af denne her nye romantasy genre. Jeg glæder mig til et 2025 fuld af endnu flere bøger end 2024 og jeg har følgende nytårsforsætter:
- Færdiggøre flere serier, heriblandt Napoli-romanerne af Elena Ferrante (jeg har læst de første to), Rød og Blå af Nicole Boyle Rødtnes (jeg mangler kun den sidste) og Det gyldne kompas-serien af Pullman (der har jeg kun fået læst den første)
- Læse flere bøger af Morten Pape (indtil videre har jeg kun læst ‘Planen’)
- Læse et par klassikere – vi har netop arvet et eksemplar af ‘Kristin Lavransdatter’ af Sigrid Undset her i 2024 og jeg har længe gerne villet læse en af Selma Lagerlöfs romaner, da jeg er ret begejstret for de kortere historier, som jeg har læst af hende indtil videre (jeg vil også blive bedre til at forstå svensk, så måske kan jeg forsøge mig med noget Lagerlöf på svensk)
- Læse flere bøger af Mhairi McFarlane (jeg læste en hel del lige da de begyndte at udkomme på dansk og jeg har netop været meget glad for at læse ‘Imellem os’ her i december)
- Læse ‘Fourth Wing’ af Rebecca Yarros og den første i ACOTAR for jeg har hørt en hel del om begge bøger ovre på Instagram på det seneste
- Læse flere krimier end i 2024 – jeg har jo været afsted på Krimimessen de sidste par år og jeg har en hel del ulæste på reolen, så jeg tænker lidt at jeg kan læse mindst en krimi om måneden
- Læse både ‘Solvogteren’ og ‘Vindmageren’ af Maja Lunde og Lisa Aisato
- Høre mindst 10 forfattere snakke om deres forfatterskaber (vi får bl.a. besøg af Morten Pape på arbejdet og så er der jo både Louisiana Literature, Krimimessen og LiteratureXchange)
- Læse mindst 100 bøger (jeg er blevet ret aktiv på Goodreads igen her på det seneste – find min gerne derinde)
Har I nogle nytårsforsætter for 2025?
Leave a Reply