Vi har altid boet på slottet af Shirley Jackson
Vi har altid boet på slottet af Shirley Jackson, 2018. Alhambra. Opr. udgivet som We Have Always Lived in the Castle i 1962, oversat af Rebekka Hjelholt Svendsen. Antal stjerner: 4/5
Hvad skete der egentlig den aften, hvor flere medlemmer af familien Blackwood døde, og hvilke hemmeligheder gemmer de unge søstre Merricat og Constance stadig på flere år senere?
I udkanten af en lille amerikansk landsby lever Mary Katherine Blackwood, kaldet Merricat, et temmelig isoleret liv sammen med katten Jonas, søsteren Constance og onkel Julian. Seks år tidligere endte en stor familiemiddag helt forfærdeligt, da der var kommet arsenik ned i sukkerskålen, som blev brugt til desserten og flere familiemedlemmer døde. Sagen blev aldrig opklaret, og det sker tit, at folk er efter Merricat, når hun er nede i byen for at købe ind og hun er nødt til at være varsom med al det hun gør og siger. Det er dog ikke alle landsbyboere, der holder afstand til familien og om fredagen får de besøg af Helen Clarke, som ofte opfordrer søstrene til at komme mere ud blandt folk. Og det er efter et af de besøg, at Merricat får en fornemmelse af at noget er ved at ske:
“Alle varsler pegede på forandring. Jeg vågnede lørdag morgen og troede, at jeg kunne høre dem kalde på mig; de vil have mig til at stå op, tænkte jeg, før jeg vågnede helt og huskede, at de var døde; Constance kaldte aldrig på mig for at vække mig. Da jeg var i tøjet og kom nedenunder den morgen, ventede hun i køkkenet for at lave morgenmad til mig, og jeg sagde til hende:”Jeg troede, at jeg hørte dem kalde på mig her til morgen.”
“Skynd dig nu at spise din morgenmad,” sagde hun. “Det er endnu en smuk dag.”
Efter morgenmaden på de gode dage, hvor jeg ikke var nødt til at gå ned i landsbyen, havde jeg arbejde at gøre. Om onsdagen tog jeg altid turen langs hegnet. Det var nødvendigt, at jeg hele tiden tjekkede og sikrede mig, at trådnettet ikke var i stykker, og at lågerne var forsvarligt låst. Jeg kunne selv lave reparationerne, sno metaltråden sammen igen, hvor den var gået op, fæstne løse ender, og det frydede mig at vide, hver onsdag formiddag, at vi var i sikkerhed en uge til.”
Men selvom Merricat finder tre magiske ord, som burde standse forandringen, lykkedes det ikke. Få dage efter banker deres fætter Charles på døren, som de ikke rigtig kender andet end af navn og han flytter ind i huset med det samme. I mange år måtte han ikke komme og hjælpe dem, da hans far ikke ville tillade det, men hvad han egentlig er der for, er lidt svært at blive klog på. Constance tager imod ham med åbne arme, men Merricat er noget mere reserveret og venter bare på den dag han tager afsted igen. Hun fortsætter med sine små rutiner, men Charles er ikke ligefrem begejstret for hendes opførsel:
“Jeg lagde smykkeæsken forsigtigt tilbage i skuffen, lukkede skuffen og gik ud af værelset og lukkede døren efter mig og tog urkæden med ind på mit værelse, hvor den igen rullede sig sammen til en sovende bunke af guld på hovedpuden.
Jeg havde tænkt mig at begrave den, men jeg fik ondt af den, da jeg tænkte på, hvor længe den havde ligget der i mørket i æsken i vores fars skuffe. Jeg syntes, den havde fortjent en plads højt oppe, hvor den kunne glimte i solskinnet, og jeg besluttede at sømme den fast til det træ, som bogen var faldet ned fra. Mens Constance lavede honningkage i køkkenet, og onkel Julian sov på sit værelse, og Charles gik ind og ud af forretningerne i landsbyen, lå jeg på sengen og legede med min guldkæde.
“Det er min brors urkæde,” sagde onkel Julian og lænede sig nysgerrigt frem. “Jeg troede, han blev begravet med den.”
Charles’ hånd rystede, idet han holdt den frem; jeg kunne se den ryste mod baggrunden af den gule væg bag ham. “I et træ,” sagde han, og hans stemme rystede også. “Jeg fandt den sømmet fast til et træ, for hulen. Hvad er det her for et slags hus?”
“Det er ikke vigtigt,” sagde Constance. “Ærlig talt, Charles, det er ikke vigtigt.”
“Ikke vigtigt? Connie, den er lavet af guld, denne her.” “
Stemningen i huset forværres gradvist, men hvor galt kan det hele gå, når en gnist starter inde i huset og hvem puttede arsenik i sukkerskålen til den skæbnesvangre middag?
Kender I det med at man først ved en genlæsning af en bog sådan virkelig forstår den og lægger mærke til de små interessante detaljer undervejs? I sommeren 2019 hørte jeg denne som lydbog, men det var først da jeg læste den til læseklub på arbejdet her for nylig, at jeg virkelig fordybede mig i historien. Jeg kunne huske at der skete noget frygteligt, men ikke hvornår og det gjorde at jeg lagde mere mærke til de små ting undervejs og da jeg først virkelig var opslugt af historien, var det svært at holde pauser. Som læser er det heller ikke helt let at blive klog på Merricat for kan vi være sikre på at hun fortæller os sandheden eller er der mon ting, som bliver udeladt eller fordrejet?
Det er ikke sidste gang at jeg læser en tekst af Jackson og til denne første danske oversættelse af romanen har Leonora Christina Skov skrevet et fremragende forord, som både handler om denne historie og Jacksons liv og forfatterskab . Denne udgave kom i 2018 og siden da har forlaget Alhambra udgivet flere af Jacksons værker på dansk. I sidste måned kom “Livet blandt de vilde”, som er fortællinger om livet som husmor og jeg kan varmt anbefale den gruopvækkende novelle “Lotteriet”, som også findes som en grafisk roman, der er illustreret af Jacksons barnebarn Miles Hyman.
Alt i alt en frygtelig grufuld historie om en families frygtelige skæbne, der sniger sig ind under huden undervejs med sit langsomme tempo og mærkværdige karakterer og som efterlader en mundlam.
Leave a Reply