Ord fra en bibliofil

Reklame – inviteret af Gyldendal

Allerede inden jul modtog jeg en mail om at der ville ske et eller andet på Krimimessen for bogbloggere og så snart jeg fik byttet min weekendvagt væk, skyndte jeg mig at tilmelde mig. Det ville blive afholdt ovre på Brasseriet og jeg fik hurtigt allieret mig med et par søde bloggere, som også skulle derhen. Selvom vi skulle igennem en lille låge ved en indhegning, så lykkedes det os at komme frem (og endda som nogle af de første), så vi fik nogle gode pladser. Der var bobler, kaffe og ikke mindst afternoon tea med sandwich og brownie og lidt efter lidt blev lokalet fyldt op af den bedste slags nørder, nemlig bognørder. Helle Skov Wacher, som er pressechef på Gyldendal, bød hjerteligt velkommen og opfordrede os til at pleje ganen mens forfatterne fortalte om deres bøger (i mit hovede blev det oversat til: tag noter, find kameraet frem og spis en smule).

Walther Rebernik, hvis bog ‘Satans datter’ udkommer i maj, lagde ud med at fortælle om et han til daglig arbejder som advokat og hans nye bog er 4. bog fra hans hånd. De andre tre er også krimier og han debuterede med ‘Jæger’ tilbage i 2020. Den nye bog, som bliver på over 500 sider, handler om forsvarsadvokaten Jan Rose, som virkelig har ramt bunden. Første gang, vi kommer til at møde ham, har han tømmermænd og senere på dagen bliver han bortført af en international terrorist. Reberniks actionthriller har denne her egoistiske hovedkarakter, som har ondt af sig selv, men Rebernik tager den lige lidt længere ud og sætter ham i en endnu værre situation. Og så er der lige en kvinde, som får brug for hans hjælp. I kan læse lidt mere om bogen herovre.

Den svenske forfatter Victoria Larm, hvis bog ‘Den niende kreds’ udkom i starten af året herhjemme, var den næste til at fortælle om sin bog. Det er hendes debutroman og det er første bind i en trilogi om familien Seigel i 1930’ernes Stockholm. Det er et sted og en tid, hvor alle, som har penge, er venner og hovedpersonen er syttenårige Livia, som gerne vil finde ud af hvad der skete med hendes onkel. Da hun begyndte at beskrive stemningen i bogen, nævnte hun ‘Ondskabens øjne’ (‘När lammen tystnar’ er den svenske titel i øvrigt) og en film af Ingmar Bergman. Sådan lidt kostumedrama og så Hannibal Lector. “Thomas Harris är en av mina gudar”, fortalte hun og så er hun derudover besat (hendes ord, ikke mit) af filosofi, kunstvidenskab og historie. I kan læse mere om bogen herovre.

Lisa Holmfjord, som er aktuel med thrilleren ‘Djævlen, du kender’, fortalte lidt om hvordan den nye bog handler om magtmisbrug og det er en selvstændig fortsættelse til ‘Døden er kun et øjeblik’, der udkom i 2020. Det er ikke en såkaldt “whodunnit” thriller, hvor man skal finde ud af hvem morderen er – her ved man hvem, men det er ikke så nemt at fange morderen. Og så er der kun to mord, så ikke så mange som andre bøger på Krimimessen. Holmfjords uddannelse som socialrådgiver skinner også igennem i hendes bøger, da hun gerne vil give en social dimension til dem. I kan læse mere om den seneste herovre.

Benni Bødker var den næste til at fortælle om sin bog “Et hus med tusind øjne”, som udkom 3. januar i år. Kortet, som man kan se udsnit af på forsiden, startede historien for ham og det er et kort over Lolland, hvor Bødker er vokset op og hvor der blandt andet et dige, som Bødker gik på næsten hver dag som barn. Han beskrev den kolde krigs verden som en håndholdt og analog én af slagsen og fortalte om hvordan han arbejdede på dramadokumentaren ‘Paraplymordet’ (som I kan se herovre på DR netop nu) som handler om et mord på Londons Waterloo Bridge i efteråret 1978. En anden historie i bogen er den om Runes eget liv, hans tidligere bekendte og det her attentatforsøg, som nævnes et par gange i bogen. Lidt spændende det her med fortiden, som hænger fast i os. I kan læse mere om Bødkers bog herovre.

Svenske Christina Larsson elsker krimier og efterhånden har hun skrevet 19 af dem, hvor de første bøger om Ingrid Bergman fra Göteborgs politi netop er udkommet i år herhjemme. Hun beskrev det at være forfatter som en slags hjerneskade, det her med at få idéer hele tiden og som barn læste hun blandt andet Sherlock Holmes. Noget af inspirationen til “Femte Mosebog”, som er den første om Bergman, fik hun på en ferie i Brasilien, for på hotellet mødte de et andet svensk par, hvor konen var politikvinde i Stockholm. Selv voksede hun op i det her svenske bibelbælte omkring Småland, som var ret hårdt. Hendes mor skulle sy familiens tøj og de måtte ikke spille kort. Hun fik at se hvad religion kan gøre og så fik hun også lige indskudt at hun har twists med i mange af bøgerne. Tidligere på dansk har vi kunnet læse serien Sektion M, som er inspireret af tv-serien Rejseholdet. Læs mere om “Femte Mosebog her”. 

Den sidste forfatter rundt om bordet var Kim Leine, som proklamerede, at han “burde slet ikke være her”. Han mente selv at han havde “sneget mig herind på falske forudsætninger”, for den bog, som han skulle snakke om, var en historisk spændingsroman, nemlig “Karolines Kærlighed” (som får en efterfølger i juni – “Karolines kamp”). Han er mest kendt for Grønlandstrilogien og han debuterede med bogen “Kalak” tilbage i 2007 (som der i øvrigt kommer en filmatisering af i september). Han gav et kort resumé af hans historie om Karoline Blicher, som er en ung officer, der bliver hvervet som efterretningsagent. Der er også en parallelhistorie om Karolines ekskæreste, der er journalist og som graver i hendes familiehistorie. Men det her landsforræderi – hvem udnytter egentlig hvem og kan det tjene Danmark? For Leine er en spændingsroman selve patos/handlingen. Der er et par autoritære ledere med og han er fascineret af fascinationen af dem. Læs mere om “Karolines kærlighed” herovre.

Dernæst blev det tid til at få svar på nogle af de spørgsmål som Helle havde modtaget af forskellige bloggere inden arrangementet. Larm skulle stille Rebernik det første spørgsmål “hvad kendetegner en skurk?”, men det var ikke så let på dansk, men det lykkedes til sidst. For Rebernik er det vigtigt, at en skurk har flere dimensioner og man skal forstå hvorfor. “Der er gået inflation i psykopater”, sagde han og Larm kom ind på Disney skurke og hvordan “alle er skurke i min bog”. Indimellem tager jeg jo lidt billeder og da der var gode ting til ganen foran mig, fik jeg ikke skrevet spørgsmålet til Larm ned. Holmfjord fik et spørgsmål om stand alones eller serie og det var faktisk meningen at “Døden er kun et øjeblik” skulle være en stand alone, men det blev til en serie. Hun kan godt lide hvordan de her sidehistorier udvikler sig og i dag er hun for serier. Karakteren Julie begyndte hun at holde af så måske dukker hun op igen på et tidspunkt.

“Hvad kan du bedst lide ved din hovedkarakter?”, blev Bødker spurgt om og han erklærede at Rune minder om ham på mange måder og så alligevel ikke. Rune “får et los af fortiden og må bevæge sig ud af hulen” (som, tro mig, giver meget mere mening hvis du læser bogen). Larsson fik et spørgsmål om det perfekte mord og hvordan hun ville gøre det. Da hun skrev 3.bog, tænkte hun faktisk, at morderen gjorde det så “bra och smart” og det perfekte både har hun begået på både tv og i en bog. De to næste bøger om Bergman, nemlig 3’eren og 4’eren, udkommer senere i år, så der får vi det at læse herhjemme.

Næste spørgsmål var til Leine og det drejede sig om repræsentation i nordiske krimier og de her følsomhedslæsere/trigger warnings, som er mere udbredt nu end tidligere. Som forfatter spøger det i ens hovede, nævnte Leine, men “man skal følge den hvide kanin”, som i, “enhver bog har noget den vil med ham”. Det er mere i redigeringsfasen, at han tænker over det og han fortalte om Niviaq Korneliussens bøger, der blandt andet handler om selvmord på Grønland. Han “kunne have skrevet om det, men følte ikke at han havde ret til det”. Det er vigtigt at “følge historiens indre vigtighed”, som han sagde. Larm forklarede hvordan der ikke er mange homoseksuelle i krimier og nævnte Sherlock Holmes, selvom det ikke er så eksplicit. For Holmfjord er det også vigtigt, hvor man f.eks. placerer transkønnede – det skal være tro mod karaktererne og den racisme, som er med i hendes bog i Tårnby, er fordi at tonen er sådan blandt nogle i den by. Rebernik kom også ind på at “repræsentationen skal give mening”. Han vil ikke gøre det bare for at være woke, men han har godt kunnet mærke, at jo flere bøger, desto mere skal han moderere.

“Hvad inspirerede dig til at skrive bogen”, lød det næste spørgsmål til Larsson og hun fortalte om hvordan hun får mange idéer, når hun læser aviser og ser nyheder og hun hørte om det her sted med 200 lastbiler – noget forbrændingssalg. Spørgsmålet “bøger på dit natbord?” blev stillet til Bødker, som er i gang med at læse krimiklassikere som f.eks. Chandler. Bødker “læser altid, læser hver dag, ville blive stresset hvis jeg ikke gjorde” og han er også blvete meget glad for Ida Jessens nye essay. Stine Pilgaard, Harald Woetmann og Kim Leine er også blandt hans favoritter.

Holmfjord fik et spørgsmål om yndlingsdrabsmetode og hun har “ikke dræbt så mange endnu” i bøgerne, men måske gift. Hun er dog fascineret af uopklarede mord og mange giftmord bliver ikke opdaget. Måske noget resin eller kviksølv. Rebernik indskød at man også kan dø af for meget vand – “det handler om mængder” nævnte han. Bødker kom til gengæld med en reference til “Rejseholdet”, hvor der er noget med en frossen laks, som tør op og bliver spist.

Næste spørgsmål handlede om favorit krimiforfattere og der var det blevet Larms tur igen. Hun nævnte Thomas Harris, for vi skal lære noget om sindet, f.eks. som historierne om Hannibal Lecter. I en helt anden boldgade nævnte hun Thomas Mann og at hun elsker “Døden i Venedig” og på falderebet fik hun sagt Stieg Larsson, I ved, ham med Millenium-serien. “Skal en bog ende godt eller må helten dø?” lød spørgsmålet til Rebernik og han sagde noget om at det gerne må blive “meget slemt før det bliver godt”, men at det er lidt svært ift. trilogier. Leine nævnte “Psycho”, hvor nogen bliver slået ihjel i badet og Holmfjord kom ind på at man aldrig rigtig ved hvem der dør i “The Wire” (som jeg ikke er helt sikker på at jeg tør se nu btw). Men så er der også nogle krimiforfattere, fortalte Bødker, som f.eks. Leif G. W. Persson, hvor man ved, at hovedpersonen dør undervejs.

Leine fik dagens sidste spørgsmål, der handlede om hvorvidt de læste bøger af andre forfattere. Han fortalte at han læser fortrinsvis andet og han “elsker underholdende romaner”. Han nævnte blandt andet Kate Atkinson (som blandt andet er kendt for romanen “Behind the Scenes at the Museum”), men han læser mest klassikere, som har “varige værdier og almengyldigt”. Han har et tårn af bøger, men der sker tit noget sært ved det tårn. Han “tager en ud og tårnet bliver højere”. Lige nu læser han en del indiske romaner, familiekrøniker som er skrevet af indere på engelsk. Og så er han ved at læse Alaa al-Aswanys forfatterskab (“Yacoubians Hus”, “Jeg løb mod Nilen” og mange flere).

Det blev dagens sidste ord fra forfatterne og bagefter var der rig mulighed for at snakke med dem (og få et par bøger signeret). Larms mand var med til arrangementet og jeg fandt senere ud af at han også er forfatter og de har en podcast sammen. Han har også delt billeder fra arrangementet på Instagram og der findes nu et bevis for at jeg altid har kamera med til sådanne arrangementer 🙂

Tusind tak for invitationen til arrangementet – jeg kommer gerne igen næste gang I afholder noget på Krimimessen ! 🙂