Ord fra en bibliofil

Det kan godt være at der var masser af regn herovre i Jylland i lørdags, men Fængslet i Horsens var fuld af krimier, fantastisk dygtige forfattere og masser af mennesker. Det er kun anden gang, at jeg har været afsted til Krimimesse (det er jo blevet ret nemt at tage afsted efter flytningen til Vejle i 2020) og med et optimistisk program (18 punkter på mit program) drog jeg afsted med min rygsæk fuld af kamera og bøger. Jeg ankom lige omkring kl. 10, så jeg missede lige de første minutter af interviewet med Elly Griffiths og Rebekka Andreasen, som fandt sted i Indergården.

Da jeg havde fundet mig en god plads, fandt jeg kameraet og en helt tom notesbog (man må aldrig løbe tør for plads til sådanne arrangementer) og oppe på scenen snakkede de to om det område, hvor Ruth Galloway-bøgerne foregår. For rigtig mange år siden var der vikinger i det område og Griffiths udbrød “I count myself as Scandinavian”. ‘Lygtemændene’, som den 12. og nyeste bog om Galloway hedder, udkom for et par dage siden og hun havde titlen til den klar ret hurtigt ift. de andre bøger om Galloway. Den engelske titel er i øvrigt ‘The Lantern Men’ og der skriver hun blandt andet om denne her gruppe af kunstnere.

Inspirationen kom fra et sted i Sydengland, hvor huset Charleston ligger og som faktisk er i nærheden af, hvor Griffiths bor med sin mand. I en periode boede Virginia Woolf der også sammen med sin søster og Griffiths beskrev det som “really interesting place”. I kan læse mere om det herovre. Hun fortalte om Bloomsburygruppen, som inspirerede hende til at have en lignende gruppe med i hendes bog. En ret interessant gruppe, som jeg varmt kan anbefale at man googler lidt.

Andreasen og Griffiths snakkede også om seriens karakterer og Griffiths erkendte, at Nelson, som er bøgernes hovedkriminalkomissær, minder en hel del om hendes egen far. Griffiths minder selv om Galloway på nogle punkter, men de er også ret forskellige. En af de sætninger, som Griffiths har brugt om Galloway, er “and then Ruth would say nothing”, men selv er hun vild med at snakke, så det vil ingen nogensinde skrive om Griffiths selv. Hun er dog ligeså vild med Bruce Springsteen som hendes karakter. I en sidebemærkning nævnte Griffiths, at hun har en podcast og ikke overraskende kalder hun den for ‘The Plot thickens’ (læs mere om den her).

Hun underviser i creative writing og hun opfordrer sine studerende til “think of a story behind the name”. Elly Griffiths er faktisk et pseudonym for Domenica de Rosa (som hun også skriver bøger som, men ret anderledes end hendes krimier) og da hun skulle finde et navn til sin krimi, fandt hun Ruth, som er et bibelsk navn og Galloway, som er et ret skotsk navn. Hun indrømmede dog, at Galloway måske var lidt opkaldt efter Ruth Badger, som var på det britiske tv-show ‘The Apprentice’. Nelson er til gengæld delvist opkaldt efter admiral Nelson, selvom de kommer fra to vidt forskellige steder. Indimellem finder hun dog på navne, som næsten går igen, men heldigvis opdagede hendes forlag dette og navnet blev så hurtigt ændret.

En karakter, som fik en større rolle i den nye bog, er chefen Phil, som normalt er en “annoying boss” og den “least endearing” karakter. Han får dog lov til at få et par sider i den nye bog, fordi noget kun kunne fortælles fra hans synspunkt og lige pludselig begyndte Griffiths faktisk at kunne lide ham og hun begyndte at forstå ham. Andreasen bemærkede, at hun skriver sine bøger i nutid hvor mange andre krimier ofte bliver skrevet i datid. Griffiths forsøgte faktisk at sige nutid på dansk (til stor fornøjelse for alle tilhørerne) og fortalte at for hende var det “all very immediant”. Inden samtalen var slut sagde Griffiths også “Pigen under jorden” på dansk, som titlen på den første bog om Galloway herhjemme og den nyeste bog er 12. bog i serien.

Da samtalen var slut, gik jeg over i Magasinet, hvor forlagene står og der er en scene, for der skulle Griffiths nemlig signere. Jeg valgte at købe ‘Døden mellem linjerne’ (læs mere om den her) og stillede mig i kø. Det var sådan et meet and greet arrangement, så flere læsere havde store bogstakke med, der skulle signeres. Dengang ‘Pigen under jorden’ udkom herhjemme i starten af 2018, var jeg med til et bloggerarrangement inde på Gads Forlag (læs mere her)  og der var jeg så heldig at sidde ved samme bord som Griffiths og hendes mand. Grunden til at jeg fortæller det, er fordi, at hun faktisk kunne genkende mit ansigt i lørdags og hun huskede hurtigt hvilket arrangement og at jeg var blogger (jeg var dengang lige ved at være færdiguddannet, så kunne ikke helt kalde mig bibliotekar endnu), men jeg fortalte hende, at jeg nu arbejdede som bibliotekar og jeg fik den fineste hilsen i min nye bog. Hun er simpelthen så rar og jeg kan varmt anbefale at sætte et stort kryds i dit program, hvis du ser at hun kommer og fortæller om sit forfatterskab.

Pga den lange kø til Griffiths blev jeg lidt forsinket, men jeg nåede da at høre slutningen på samtalen mellem Thomas Rydahl og Diana Bach, som heldigvis var i samme bygning som Griffiths-signeringen. Rydahl, som nok er bedst kendt for ‘Eremitten’ og de andre bøger i Erhard-trilogien, udgav ‘Uniform’ sidste efterår og det er første bog i ‘Den københavnske nat’-serien. Da jeg nåede over til samtalen, snakkede de om research og en af de ting, som Rydahl måtte læse lidt mere om, var rap. Det rap, som han hørte da han selv var yngre, var ikke helt så nyt. I forhold til research nævnte han at det var rart at den nye serie foregår nu i København, men selvom det havde krævet en hel del mere at skrive om det gamle København i ‘Mordet på en havfrue’ (som han skrev sammen med A.J. Kazinski), så var det også interessant at lægge mærke til hvor meget fra dengang man stadig kan se i dag. Så denne gang var der ingen tur til Fuerteventura, som dengang Rydahl skrev om den nifingrede Erhard Jørgensen.

Efter lidt snak om karakterer i bogen og balancen ift. etniciteter, fortalte Rydahl, at “jeg vil gerne skrive en rigtig god historie”. Han håber, at virkelighedens Salma vil læse med og han fik faktisk kommentarer fra en læser, der mindede lidt om hende inden bogen udkom. Han prøver at gøre sit bedste for at skildre mennesker så godt han kan og han håber på at Salma og Fuzzy er karakterer, som han kommer til at være sammen med i mange år. Han glæder sig til at se dem udvikle sig og indrømmede at “jeg har alle mulige vilde planer for de to”. Rydahl har i øvrigt færdigredigeret den sidste bog af Lasse Holm, ‘Besættelse’, som udkom forleden, men jeg nåede desværre ikke at høre Rydahl fortælle om lige den bog (som I kan læse mere om her).

Næste punkt på mit program var ovre i Snedkeriet, hvor Kim Leine og Benni Bødker var i samtale med Tonny Vorm og samtalens overskrift var “Fortidens lange skygger – når historien spøger”. Da jeg nåede derover efter Rydahl/Bach samtalen, var Bødker ved at snakke om at der skal være denne her balance mellem troværdig og virkelighedstro, når det gælder bøger. Leine fortalte lidt om inspirationen til hans bog ‘Karolines kærlighed’, som udkom i sommers, for idéen fik han efter at han havde læst en artikel om invasionen i Krim. Idéen lå et stykke tid og gærede og så begyndte han at lege “hvad-nu-hvis-legen” (f.eks. hvis nu x gjorde y, hvad ville der så ske osv.). Han begyndte at skrive på bogen ligeså snart at han var færdig med Grønlandstrilogien (‘Profeterne i Evighedsfjorden’, ‘Rød mand/Sort mand’ og ‘Efter åndemaneren’) og han nævnte at der er visse træk med Marie Krarups historie, men det er ikke hendes historie.

Bødker fortalte lidt om de her kort over Lolland i arkiver, som en Stasi-agent arbejdede på i 1987 og som er med i hans nye bog ‘Et hus med tusind øjne’. Det er en bog med en spiongåde og infiltration og den er inspireret af en virkelig sag om en østtysk agent. Bødker har også været involveret i at skrive tv-serien ‘Paraplymordet’, som netop nu kan ses på DR og i den forbindelse kiggede han på stakkevis af gamle papirer, heriblandt gamle pas, sammen med instruktøren. Han fortalte også om de her telefonbokse, som fik kryds på hver side, alt efter hvad den hemmelige besked skulle være. Temmelig analogt dengang og Bødker nævnte at der var fuld knald på den kolde krig i København (mere end man lige går og tror).

Leine har jo skrevet en del romaner, som foregår for flere århundreder siden og han fortalte at det for ham er “nemmere at skrive en roman i en lavteknologisk verden”. Karoline Blicher i den nye bog bliver brugt som en slags forsøgskanin, hvor hun er en robot i det politiske spil. For Leine var det også interessant at aktivere internettet og dets muligheder. Vorm spurgte ind til hvilke krimier de godt kunne lide at læse og de måtte vælge både nye og ældre titler. Leine nævnte ‘En kiste til Dimitrios’ af Eric Ambler, hvis spændingsromaner blev udgivet herhjemme i 1960’erne og derefter nævnte han klassikeren ‘Med koldt blod’ af Truman Capote (som også skrev ‘Pigen Holly’ i øvrigt).

Det er en true crime bog og faktisk skrev Leine den engang af på en vinter, da han boede på Grønland. “Jeg beundrer hans nøgternhed og sensualitet”, sagde Leine, men også det her eksakte og præcise sprog. Han nævnte det her umiddelbare sansemæssige forhold og fortalte at Capote er “en modsætningsfuld forfatter jeg beundrer”. Bødker nævnte ‘Jernvognen’ af den norske Stein Riverton som blev udgivet tilbage i 1909 (læs mere her). “Naturbeskrivelserne er med til at betegne det her menneskesind”, nævnte han og dernæst blev det tid til at runde samtalen af. I kan dog læse mere om Leine og Bødker i næste blogindlæg om Krimimessen, da de også deltog i et bloggerarrangement med Gyldendal.

Jeg havde lige lidt tid inden næste punkt på mit program, så jeg smuttede lige ind i Magasinet for at snakke med folk og købe ‘Elins død’ af Sara Blædel. Hendes samtale i Indergården var nemlig det næste punkt og jeg nåede faktisk over til scenen i god tid, så jeg lige kunne høre slutningen af samtalen mellem Ann Cleeves, Ragnar Jonasson og interviewer Rebekka Andreasen. Jeg har stadig begge forfatterskaber til gode, men i løbet af dagen mødte jeg flere som varmt anbefalede begge, hvilket har gjort mig lidt nysgerrig. Kl. 12.30 gik Blædel på scenen med Lida Wengel (bibliotekar på Horsens Bibliotek) og det var heldigt, at jeg var kommet i god tid, for der var et skilt om 500 tilhører og at de ikke kunne lukke flere ind. Blædel er vild med at komme til Horsens og beskrev det som “den årlige fætter-kusine fest” med et stort smil på læben.

‘Elins død’ er den nyeste bog om Louise Rick, som Blædel faktisk holdte en pause med at skrive om i et par år, men denne her idé om en særlig dygtig enhed P13 kunne hun ikke helt slippe. Hun fortalte også om hendes meget dedikerer læsere og hvordan én af dem faktisk har fået en tatovering med noget fra hendes bøger (hun sagde i øvrigt først okay til det efter noget tid). Både Blædel og Wengel lovede ikke at spoile undervejs (eller, Wengel sagde faktisk “jeg skal også prøve at lade være”) og Blædel fortalte om denne her bådulykke i Haderslev, som der bliver nævnt i bogen. Det skete tilbage i 1959 på en sommerdag, hvor der var over dobbelt så mange ombord ift. hvad der var tilladt og så opstod en brand. For Blædel betyder sommerudflugter en hel del, da de ofte tog på sådan nogle da hun var barn og hun erklærede at “sådan en dag skal ende godt. Basta!”.

Blædel og en veninde tog afsted til Haderslev, da der skulle laves lidt research til bogen og de var blevet anbefalet at tage over til Årø for at overnatte. Da de var taget ud for at få en øl, blev hun hurtigt spurgt om det var hende, som er forfatter og om “er du kommet herover for at slå nogen ihjel?”. De faldt i snak med et ægtepar og det viste sig at manden var forfatter til en bog om tragedier, som Blædel kendte. Når hun er ude og lave research, vokser stederne for hende og “det er derfor at det er så godt for mig at komme ud”. Efterhånden har hun skrevet bøger om Louise Rick i 20 år, men det er stadig Blædel, som bestemmer det meste (og ikke Rick altså). Research er også vigtigt for begivenhederne i bøgerne skal kunne være sket i virkeligheden. Da ‘Elins død’ starter, er der 3 ansatte i enheden P13, men der kommer et nyt medlem, som er fantastisk dygtig og som Rick kender meget godt. Som i MEGET GODT! Til sammenligning har den virkelige enhed omkring 450 ansatte, men ift. at skrive sagde Blædel at “jeg er mega glad for at de ikke er 450”.

Hendes enhed er fuld af forskellige typer og hvor det sejlede lidt mere i starten af Rick-serien (Blædels egne ord), hvor hun ikke helt vidste, hvor hun var på vej hen, så er det noget andet nu og for Blædel er det her med karakterernes privatliv blevet mere vigtigt, “for læserne skal være interesserede”. Det er ikke hele bogen, som foregår i Haderslev og Wengel opfordrede til at man passer på når man besøger kulturhuset i Skanderborg for “der har Sara også slået nogen ihjel”.

Inden længe udkommer ‘Sår’, som er opfølgeren til ‘Opløst’ og igen kommer vi til at møde Liam Stark og Dea Torp, da de igen skal opklare en sag sammen. Det er “noget helt andet at skrive sammen med en anden”, fortalte Blædel, men hun har også lært meget af det og i kan læse mere om den nye bog her. Wengel nævnte, at der også er en enorm sød sidehistorie i ‘Elins død’ hvor man kan fornemme menneskerne og følelserne og Blædel supplerede med at fortælle at det har gjort indtryk på hende at skrive denne bog.

Efter en kort snak med medstuderende fra København skyndte jeg mig over til Politikens stand, hvor Blædel signerede bøger. Jeg har efterhånden mødt hende nogle gange de senere år og hun huskede hurtigt at der er en bindestreg i mit navn. Altid hyggeligt at hilse på hende og jeg glæder mig til at læse ‘Elins død’ (og jeg håber lidt på at hun ikke lige pludselig dukker op i Vejle og skriver om en eller anden frygtelig hændelse her – ‘Pigen under jorden’ var jo stort set i min baghave nær Roskilde). Jeg fik snakket lidt med nogle af de andre bogbloggere, som jeg ikke har set siden Bogforum 2021 og en tidligere medstuderende fra AU, som nu arbejder på forlag.

Næste punkt på mit program var ovre i Gymnastiksalen, hvor Arttu Tuominen skulle interviewes af journalist og forfatter Ulla Hinge Thomsen. Han havde netop vundet Palle Rosenkrantz prisen for ‘Sendebuddet’ – en pris som gives til bedste udenlandske krimi/spændingsroman. ‘Sendebuddet’ er anden bog i Floddelta-serien og Thomsen mødte ham faktisk for et års tid siden og anbefalede ham at komme på Krimimessen. “Great atmosphere” sagde han om fængslet og når der nu er alle de her krimier, “why not have a festival in a prison?”. Det her delta, hvor hans bøger foregår, er faktisk et sted, som han selv kender utrolig godt. Det er hans hjemby Pori, hvor floden går igennem og deltaen kan også fungere som en slags symbol. Byen har på en måde to ansigter: der er denne her gamle industrielle del, som viser byens fattigdom og på den anden side er der smuk natur ved floden. Som Tuominen sagde er det en “combination of beauty and ugliness” og det er et helt perfekt sted at skrive sådan en krimiserie.

I hans bøger følger vi de samme politifolk, men deres forskellige historier bliver fortalt undervejs. “Hard not to spoil” nævnte han, da Thomsen spurgte ind til hvad ‘Sendebuddet’ handler om og den starter på denne her natklub, hvor en af politiassistenter har været til stede, men han var iklædt dametøj og det ved hans kolleger ikke noget om. Hate crimes og homoseksualitet er blot nogle af denne bogs temaer og han fortalte lidt om hans research, for han kunne se at der faktisk er flere “hate speeches” nu end for 50 år siden og generelt er der meget racisme i Finland. Han skriver også en del om religion i bogen og hvordan biblen bliver brugt til at pointere “gay people are bad people”.

Det er ikke så religiøst et land, nævnte han, men der er selvfølgelig grupper af folk, som er meget troende og så er der de her højrefløjs hadgrupper. Som en del af sin research snakkede han med en præst i hjembyen, men også en højrefløjs leder, som havde en slags mantra hvor “gay people must die”. “The hate speech in the book is real”, forklarede han og noget af det kom faktisk fra denne her højrefløjs leder. Han fortalte lidt om sin nye bog, hvor SS er med i og han kigger på de finske krigsforbrydelser, for der blev også dræbt jøder i Finland. I kan læse mere om hans bøger herovre.

Som I måske har bemærket skrev jeg #1 oppe i indlæggets titel og det er fordi at jeg deltog i et bloggerarrangement, som Gyldendal inviterede til og de billeder og lidt om forfatterne deler jeg en af de uger.