Ord fra en bibliofil

Mio, min Mio af Astrid Lindgren & Johan Egerkrans, 2021. Oprindelig udgivet som Mio, min Mio i 1954, oversat af Kina Bodenhoff. Antal stjerner: 5/5

Kender du historien om hvordan Bo Vilhelm Olsson kom til at hedde Mio og kan smukke melodier på fløjter betyder noget helt særligt for dem, som hører dem?

En oktoberaften for længe siden forsvandt en dreng ved navn Bo Vilhelm Olsson fra sit hjem inde midt i Stockholm. Da han var et år gammel, blev han plejebarn hos tante Edel og onkel Sixten, men desto ældre han bliver, desto mere bliver han sendt ud af hjemmet på Uplandsgade og en aften sætter han sig i Tegnérlunden i nærheden. Lige inden gik han forbi fru Lundin i grønthandlen, som gav ham et brev, der skulle sendes og et æble, som pludselig begynder at skinne gyldent, da Bo sidder med det helt alene i den lille park. Men han er ikke helt alene i parken den aften og han finder en flaske på jorden, som umiddelbar virker tom:

“Og så, bedst som jeg sidder der og læser, opdager jeg, at der er noget, der bevæger sig inde i flasken. I Tusind og En Nats Eventyr, som jeg engang lånte på biblioteket, står der om en ånd, som blev spærret inde i en flaske. Men det var jo langt borte i Arabien og for tusindvis af år siden, og det var sikkert heller ikke en almindelig ølflaske. Det er vist ret sjældent, at der er ånder i ølflaskerne fra Stockholms bryggerier. Men her var altså en. Det var en ånd, tro mig, når jeg siger det, der sad inde i flasken. Men man kunne se, at han gerne ville ud.

Han pegede på træproppen, som lukkede flaskehalsen, og så så bedende på mig. Jeg var jo ikke videre vant til ånder, så jeg turde næsten ikke trække proppen op. Men til sidst gjorde jeg det, og med en høj, brusende lyd fór ånden ud af flasken og begyndte at vokse sig så stor, så stor, at han til sidst var højere end alle husene rundt om Tegnérlunden. Det er sådan, ånder gør, de kan skrumpe ind og blive så små, at de kan være i en flaske, og i næste øjeblik kan de vokse og blive så store som huse.” 

Ånden kommer fra Landet i det Fjerne og da ånden ser, at Bo holder et guldæble, går det op for ånden, at det er Bo, som kongen i Landet i det Fjerne har ledt efter ganske længe. Kongen er nemlig Bos far og det viser sig at Bo faktisk hedder Mio og hans far bor et helt fantastisk sted. Der er f.eks. en fantastisk smuk rosengård, hvor hvide fugle flyver igennem og hvor en stor fugl synger en ensom sang i toppen af den højeste sølvpoppel. Mio møder også drengen Jum-Jum, der er søn af rosengårdsgartneren og de to drenge tager afsted på eventyr hver dag, men en dag vil Mio gerne vide noget om Landet på den anden side af vandet:

“”Hvordan kommer man til Landet på den anden side af vandet og bag bjergene?”, spurgte jeg. 
“Over Morgenlysets bro,” svarede Jum-Jum. 
“Hvor er Morgenslysets bro?” spurgte jeg. 
“Vi får den snart at se,” sagde Jum-Jum. Og det gjorde vi. Det var en bro så høj og så lang, at man ikke kunne se nogen ende på den. Den glitrede i morgensolen og så ud, som om den var lavet af guldstråler. 
“Det er den længste bro i verden,” sagde Jum-Jum. “Og den går mellem De grønne enges ø og Landet på den anden side af vandet. Men om natten trækker vores herre kongen den ind, så vi kan sove roligt på De grønne enges ø.” 

“Hvorfor det?” spurgte jeg. “Hvem ville kunne komme om natten?” 
“Ridder Kato,” svarede Jum-Jum. 
Og da han sagde det, føltes det ligesom e koldt vindpust, og Miramis begyndte at ryste. Det var første gang, jeg hørte ridder Katos navn. Jeg sagde det højt for mig selv. “Ridder Kato”, sagde jeg, og jeg frøs, da jeg sagde det.
“Ja, den onde ridder Kato,” sagde Jum-Jum. Miramis udstødte et vrinsk der lød som et skrig. Og så snakkede vi ikke mere om ridder Kato.” 

Men hvorfor bliver folk og dyr så bange, når de hører ridder Katos navn sagt højt og er det muligt at bekæmpe ham, når man selv blot er et barn?

Det er ikke første gang, at jeg anmelder ‘Mio, min Mio’ her på bloggen og det er uden tvivl ikke sidste gang. Eller, i hvert fald ikke hvis jeg støder på en ny oversættelse eller en ny illustrator. Lindgren er som i nok ved en af mine yndlingsforfattere og historien om Mio vil jeg komme til at læse igen og igen resten af livet. Jeg elsker alt ved Egerkrans’ illustrationer og det er bestemt ikke uden grund, at Bodenhoff har oversat så mange af Lindgrens bøger – det gør hun nemlig helt fantastisk godt!

Alt i alt en uforglemmelig historie om stærke venskaber, om at føle at man har en plads i verden og ikke mindst om at bekæmpe det onde for igen at få retfærdighed i verden.

(Billederne er i øvrigt taget i sommers i Tegnérlunden)