En boglig version af: Hvad ville du helst?
Jeg er lige pt eksamensramt, så da jeg blev tagget af søde Malene fra Wondrous Bibliophile, fandt jeg hurtig ud af 2 ting: 1) jeg er nødt til at besvare da jeg jo ikke kan lade være og 2) jeg har ikke tid til at lave video og alt muligt, så det bliver på skrift. Det er noget så hyggeligt at sådan et “tag” går rundt og jeg søgte lige lidt på Youtube for at se, hvad andre folk har svaret. Der fandt jeg blandt andet den her, hvor forfatteren Jen Campbell snakker med booktuberen Sanne (booksandquills-kontoen), og ellers kan i kigge forbi hos Malene, som lavede en skøn lille video (som var ret vittig i øvrigt). Og hvis spørgsmålsformuleringer jeg har tyvstjålet. Det var nemmest og jeg tænker, at det nok er helt fint når det gælder en tagleg.
“Tagget” hedder egentlig “Bookish would you rather” og består af 10 lidt forskellige spørgsmål. Nogle svar er mere åbenlyse end andre og jeg tagger med det samme Simone fra Boghjørnet, Sabrina fra Sabrinas Blog og Camila fra Bogormenogmig. Jeg håber, at i vil svare på samme spørgsmål hvad enten det er skriftligt eller på video 🙂
Vil du helst udelukkende læse trilogier eller læse enkeltstående bøger?
Enkeltstående bøger. Jeg har det helt fint med trilogier og er pt i gang med The Selection, som egentlig var en trilogi, men som hele tiden bliver udvidet. Dog gik jeg i stå i den sidste Larsson-bog og tredje HG-bog var bestemt heller ikke nem at komme igennem. Måske fordi jeg læste dem så hurtigt. Enkeltstående bøger er bare nemmere generelt end seriebøger – man får et fint afrundet forløb (for det meste) og det er lidt mere overkommeligt, hvis man skal genlæse på en eller anden måde.
Vil du helst udelukkende læse bøger af mandlige forfattere eller kvindelige forfattere?
Min første tanke var kvindelige. Jeg følte mig nærmest som Annes bedsteveninde på Grønnebakken, som en af pigerne i venindegruppen i “The Sisterhood of the travelling pants” og jeg er stor fan af både Brontë-søstrene og Harry Potter bøgerne. Men når jeg kigger tilbage på nogle af mine favoritbøger, er der flere mandlige forfattere iblandt end jeg umiddelbart har tænkt. Af romantiske bøger er jeg ellevild med Nicholas Sparks, Jungersens “Du Forsvinder” er en af de bøger jeg har anbefalet til flest og jeg har en svaghed for Shakespeare. Ikke at glemme Alice og Peter, som også er skrevet af mandlige forfattere. Så jeg vælger at svare mandlige forfattere her.
Vil du helst udelukkende købe bøger hos boghandlere eller hos online forhandlere?
Hvorfor kan man ikke svare antikvariater? Ellers må det være online forhandlere, da bøger i Danmark kan være så dyre. Hvis det var i England, havde jeg nok svaret boghandlere, da jeg har en stor svaghed for Waterstones. Men med Saxo, Bookdepository og Amazon som mine yndlingshjemmesider er det helt klart at jeg må svare online forhandlere.
Vil du helst have at alle bøger bliver filmatiseret som film eller som TV-serier?
Som film. Jeg har efterhånden set rigtig mange skønne filmatiseringer af blandt andet Jane Eyre, Stolthed og Fordom samt Alice i Eventyrland, som er blandt mine yndlingsfilm. Det er sjældent at jeg ser tv-serier baseret på bøger, men for nylig læste jeg Marsh’s bog om Eliott-søstrene, da jeg for 2 år siden lånte tv-serien på biblioteket og først i år fandt ud af, at der også fandtes en bog. Jeg har dog BBC’s miniserier til gode, så måske skifter jeg mening en dag. Det er ikke til at vide.
Vil du helst læse fem sider om dagen eller fem bøger om ugen?
Fem bøger om ugen. Helt klart. 5 sider er jo ingenting og det ville være trist kun at formå at læse 35 sider om ugen. En bog som “Ulysses” ville jo tage et helt liv så.
Vil du helst være en professionel boganmelder eller en professionel forfatter?
Helt klart boganmelder. Jeg tror ikke, at jeg ville have tålmodighed nok til at forfatte og jeg er bestemt heller ikke sikker på at det ville give mening for andre end mig selv. Som barn var jeg glad for at nedskrive citater fra hist og her, men jeg er nok for genert til at få noget offentliggjort fra egen hånd. Og at anmelde bøger på fuldtid på en avis f.eks. må være fantastisk. Pt savner jeg lidt mit gamle litteraturstudie, hvor vi fik skønlitteratur for som lektier. Åh, det var tider.
Vil du helst udelukkende læse dine tyve yndlingsbøger igen og igen eller læse nye bøger og aldrig genlæse noget, du havde læst før?
Jeg ville blive ved med at læse nye bøger. At drømme sig væk til nye steder, møde nye “mennesker” og komme på nye eventyr må være mere fantastisk end at flyve de samme tyve steder hen. Selvfølgelig har jeg bøger, som jeg ville elske at genlæse, men nye eventyr lokker mere.
Vil du helst være en bibliotekar eller en boghandler?
Denne er rimelig hurtig at svare på. Bibliotekar. Det har altid været min drøm og trods en skøn praktik i Arnold Busck i 8.klasse er jeg ikke i tvivl om hvilken vej jeg vil gå.
Vil du helst udelukkende læse bøger fra din favoritgenre eller læse bøger fra alle genrer undtagen din yndlingsgenre?
Jeg har ikke rigtig nogen yndlingsgenre nu hvor jeg tænker over det. Det seneste år har jeg læst bøger fra mange forskellige genrer fra Bogrummet og der er ikke nogen som jeg samler mere på end andre. Så jeg er nødt til at svare fra alle genrer. Egentlig også da det måske ville blive lidt for ensformigt.
Vil du helst udelukkende læse fysiske bøger eller e-bøger?
Fysiske bøger. Der er bare noget ved at se bogstaverne på papir. Det at man lige kan lave et lille æseløre ved særlig gode passager og kan bladre så hurtigt igennem dem. Det er i øvrigt langt hyggelige at have en bogreol at kigge på, når man skal vælge en ny bog end at scrolle igennem en skærm med forsider.
Det var sådan set hvad jeg havde at sige denne omgang. Der er måske lidt stille på bloggen den kommende tid grundet eksamensprojekt, men vender helt bestemt stærkt tilbage i juni, når sommerferien går i gang.
Det kunne være skønt hvis vi kunne udbrede dette tag yderligere og jeg glæder mig til at høre om der er noget i kan nikke genkendende til eller ryster på hovedet af.
Malene H
maj 11, 2015 at 4:26 pmSikke nogle fine svar og tak fordi du ville lege med! 😀 OG fordi du har været så hammer hurtig til at svare – ninja? 😮 😀
Ann-Kristine
maj 11, 2015 at 4:27 pmJeg er altid en Ninja når det gælder noget med bøger ?
Simone Hagemann
maj 14, 2015 at 9:03 amHvor er det nogle fine svar – i det hele taget er det sådan et skønt tag 🙂
Mange tak for tagget, men jeg har faktisk allerede svaret på det tilbage i september. Du kan se mine svar på det her (selvom nogle af svarene måske ville være lidt anderledes, hvis jeg skulle besvare det i dag): http://www.boghjoernet.dk/would-you-rather-bookish-edition 🙂
Ann-Kristine
maj 14, 2015 at 9:14 amJa, det er sjovt at se hvor forskelligt bogbloggere faktisk svarer. 🙂
Jeg må indrømme at jeg ikke trykkede mig så langt tilbage på de taggede blogs – men måtte lige se Rikkes, Anne Nikolines og Malenes for at være sikker på at du ikke var tagget af andre. Jeg er overrasket over at du ikke vælger bibliotekar – men jeg tror at mange nu læser på vores uddannelse pga interesse og ikke fordi det er den gamle biblioteksskole. Spørgsmålet med mandlige og kvindelige forfattere har også fået mig i gang med et nyt blogindlæg, hvor jeg vil komme ind på kvinder i litteratur gennem tiden – et skønt emne at researche som overspringshandling 🙂
Simone Hagemann
maj 14, 2015 at 9:29 amJeg var vidst også en af de første til at lave det, og jeg taggede ikke nogen på det tidspunkt – så det ville nok tage lidt tid at finde frem til mine svar 😛
Jeg har faktisk aldrig drømt om at blive bibliotekar. Da jeg skulle udvælge uddannelse, var jeg faktisk overbevist om, jeg ville læse Humanistisk Informatik. Det krævede dog en eller anden form for historie på et højere niveau end det, jeg kunne få på HTX – og så krævede det, at jeg læste tysk op på B-niveau (har C). Det skræmte mig dog ikke som sådan væk, men det gjorde studiemiljøet jeg oplevede, da jeg var i studiepraktik. Det virkede meget snoppet og virkelig ikke som et sted, jeg ville nyde at være. Og da jeg jo havde snuset en del til Informationsvidenskab og Kulturformidling allerede – og de to uddannelser jo på mange måder drejer sig om de samme emner, så var valget ikke særlig svært 😛 Og jeg er så glad for, jeg valgte, som jeg gjorde 🙂
Det er derfor også mest medieaspektet (især sociale medier og deltagelseskultur) som virkelig optager mig ved studiet. Men det er der jo heldigvis også stort fokus på – især med forskellige valgfag. Dog må jeg indrømme, at et job som bibliotekar vokser mere og mere på mig. Det er (stadig) ikke mit drømmejob, men jeg tror, jeg ville nyde det i fulde drag alligevel. Hvis jeg skulle besvare spørgsmålene i dag, så er jeg også ret sikker på, jeg ville ende op med at svare bibliotekar og ikke boghandler, som jeg ellers tidligere svarede 🙂
Ann-Kristine
maj 20, 2015 at 5:06 pmHov. Jeg glemte helt at svare på din lange kommentar. Men ja, valgfagene giver jo en masse andet end “blot” biblioteksrelaterede ting. Fedt at du ville svare anderledes hvis du blev tagget nu 🙂
Eeyorenyk
maj 24, 2015 at 6:21 pmIh, det er så hyggeligt at se folks svar til den her slags lege. Flere af dem! 😀
Jeg er faktisk overrasket over at du ikke har en rigtig yndlingsgenre. Kan det overhovedet lade sig gøre? O_o *chok*
Ann-Kristine
maj 24, 2015 at 6:25 pmJa, mange flere! 🙂
Jup, der er mange genrer jeg læser og mange jeg ikke gør, så det er lidt svært at sige at en genre er en yndlingsgenre for mig. Jeg er begyndt at læse lidt mere YA de senere år, jeg er glad for mange klassikere og mine hylder er både præget af krimier, tøseromaner og børnebøger. Jeg er nok bare en alsidig læser. 🙂