Forbandede Mødom og Forpulede Kærlighed af Sarah Engell
Forbandede Mødom & Forpulede Kærlighed af Sarah Engell, 2015. Anmeldereksemplar fra Carlsen. Antal stjerner: begge 3/5
Hvordan er det at være ung i dagens Danmark og kan man redde sig selv fra problemer i et parforhold før det er for sent?
Sarah Engell står bag disse to bøger, som handler om Maria, hvis liv ikke ligefrem kører derudaf. Hun er 15 år gammel og vi møder hende i den første bog i hendes sommerferie, som hun blandt andet bruger på at vedligeholde hendes store fritidsinteresse- boksning. Hun er kæreste med træneren Jannick, træner sammen med bedsteveninden Christina og skal efter sommerferien i 9.klasse. Hendes forældre er ramlet ind i nogle problemer og det optager meget af hendes tanker:
””Christina?”
”Ja?”
”Bliver du nogen gange bange?”
”Næ.”
Jeg rører ved hendes fingerringe. Drejer dem, så de vender rigtigt.
”Jeg er bange for, at det hele skal stoppe. Alt det gode. Forstår du, hvad jeg mener?” ”
Herefter ramler det hele – fuldstændig. Christina presser lidt på med spørgsmålene om Marias og Jannicks manglende sex og Maria ved ikke helt hvad hun skal gøre. Hun forlader en fest uden Jannick, da jalousi opstår og ude af sig selv træffer hun knap så kloge beslutninger. Hjemme går det bestemt ikke bedre – hun overhører en samtale, hvor hendes mor indrømmer en affære og da hendes far tager afsted på forretningsrejse, finder hun sin mor på badeværelsets gulv. I slutningen af første bog formår Engell at få styr på det hele og den næste bog fortsætter nærmest præcis hvor vi forlod hele banden. Hendes far er officielt flyttet ud, hun er sammen med Jannick igen trods problemer og hendes mor forsøger at komme ovenpå igen. Men Maria kan ikke helt tilgive hende:
”Jeg sidder i skyggen af det høje blommetræ og gnaver mig gennem en proteinbar med tranebær. Den smager ikke ret godt, men det var de billigste i kiosken, og det er i hvert fald bedre end at give mor en forestilling om, at jeg har brug for hende.
Hun har stillet mad frem igen. Sandwich, jordbær med sukker og en serviet, der er foldet som en grim rose. Jeg ville ønske, at jeg bare havde kylet det hele i skraldespanden. Det glor så indtrængende på mig, hver gang jeg går forbi.
Proteinbaren er fra det nødlager, jeg har samlet i min skrivebordsskuffe. Nogle dage sidder hun så mærkeligt forstenet i køkkenet, at jeg ikke kan snige mig ud og hente noget mad.”
Jeg har efterhånden læst mange ungdomsromaner, og da jeg kun havde hørt gode ting om denne, måtte den jo læses. Og selvom Engell skriver godt, er der virkelig mange ting som er utroværdige. Maria som karakter bliver portrætteret som værende dybt forstyrret, men der er ingen der gør noget og det undrer mig virkelig. Forældrene bliver skubbet længere og længere væk og det er først da hun får en hjernerystelse, at hun begynder at tilgive sin mor. Hun er utrolig følsom og da hun opdager at Jannick, som er en ganske tålmodig fyr af en teenager at være, ser porno, går det mere galt end det egentlig burde. En anden ting der undrer mig er den manglende brug af sociale medier, da vi her har med teenagere at gøre og den første blev udgivet i 2011. Hun gør de mest utrolige ting, som virkelig sårer hendes forældre og kæreste, men alligevel tilgiver alle hende til sidst og det er nærmest en happy ending. Hvis jeg var blevet udsat for de samme ting som hendes kæreste, havde jeg bestemt ikke tilgivet hende efter få dage. Igen, Engell skriver ganske udmærket og formår til tider at udfolde et par filosofiske betragtninger af livet.
Alt i alt en udmærket ungdomsroman, som handler om en forstyrret teenager, der ikke har det nemt, men bestemt heller ikke gør livet nemt for sig selv.
Leave a Reply