Drengen med sølvhjelmen af Hanne Kvist & Rasmus Meisler

Drengen med sølvhjelmen af Hanne Kvist & Rasmus Meisler, 2019. Høst & Søn. Tidligere udgivet som børneroman i 1999. Antal stjerner: 5/5

Kan et lille barn blive født med vinger og er det muligt at finde et barn, der er blevet solgt til Børnetjenesten? 

En dag bliver der født et helt specielt barn i drengen Jons øjne. Det er nemlig hans lillesøster og hun fødes med vinger. Han kalder hende for Liv, men hans forældre synes, at hun er mere til besvær og en dag, da hun er 5 måneder gammel, bliver hun hentet. Forældrene har valgt at sælge hende til Børnetjenesten ifølge en stemme derfra i telefonen, men de påstår, at hun bare bliver passet. Jon tror ikke på dem og cykler afsted dagen efter, for han vil gerne have Liv hjem igen og han har fundet Børnetjenestens adresse på et skrivebord derhjemme: 

“Morgenlyset blinkede skarpt i ruderne. 

Jon kom ind i et industrikvarter. Gaderne var lange og lige. Et dødt dyr i rendestenen lugtede sødt og råddent. Pelsen lå hen over knoglerne som et tyndt tæppe. You have reached your destination. Jon stoppede. På en lav lyserød bygning sad et papskilt: Børnetjenesten. 

Jon bankede på og gik indenfor. Ved en skranke sad en mand og talte i telefon. 

 – Du kan stille pakken der, sagde manden uden at se op. 

 – Jeg er kommet for at hente min lillesøster, sagde Jon. 

Manden rystede på hovedet og fortsatte sin samtale. 

 – Hun hedder Liv, sagde Jon. – Hun blev hentet i går, men nu har vi fortrudt. 

Manden tog sig god tid til at blive færdig. Til sidst lagde han på og lænede sig tilbage i kontorstolen. 

 – Der er ikke noget at fortryde. Hvorfor tror du vi betaler den pris? sagde han.  

– Det er ligemeget med pengene. Jeg vil bare se at hun har det godt. 

– Mmmm. Gu´har hun det godt. Men hun er ikke her, genius, det er et kontor.” 

Efter at Jon er blevet smidt ud af kontoret, møder han Mitchum, der arbejder for Børnetjenesten. Han tilbyder Jon et lift hjem, men da det efterhånden går op for Mitchum, at Jon ikke vil tage hjem uden Liv, så kører de afsted for at se om Jon kan få lov til at tage Liv med hjem. Men det er ikke lige i nærheden og efterhånden som det bliver mørkt udenfor, så kører de igennem en skov, hvor de slår lejr for natten og laver bål: 

“Tror du min mor og far tænker på hvor jeg er henne nu? sagde Jon. 

– De har sgu godt af at være lidt bekymrede. Hvis de tror man kan sælge et barn, bare fordi det ser anderledes ud. Var der andet galt med hende? Manglede hun arme eller ben? 

– Næ, det var bare det med vingerne. Engang var jeg helt sindssygt bange for mørket, sagde Jon. – Jeg hørte om noget der hed mørkets hånd. Det var en afhugget spøgelseshånd der kom og kvalte folk i deres senge. Men så fik jeg Liv. Når man passer på nogen, kan man ikke selv være bange. Men jeg slukker ikke lyset om natten, selv om min far siger jeg skal. 

– Han lyder som en idiot, din far. 

– Ikke altid. Han kan også være okay. Han tager mig med til fodbold. Så henter jeg øl til ham og hans venner. “

Men finder de nogensinde Liv og hvorfor er det at der er blevet betalt så mange penge for hende? 

I 2019 var det 20 år siden, at historien om Jon og hans lillesøster blev udgivet første gang og i denne udgave har Rasmus Meisler stået for illustrationerne, som passer utrolig godt til denne her lidt mærkværdige historie. Det er en af de bedste graphic novels til børn, som jeg længe har læst og jeg tror især at det var denne her eftertænksomme storebror, der bare gerne vil have at hans lillesøster har det godt, der ramte mig og jeg tror at den er rigtig god til børn på mellemtrinnet (der er ingen aldersangivelse på den udgave, som jeg har, men Bibliotek.dk siger 11 år og opefter).

Alt i alt en virkelig interessant graphic novel til børn, der handler om Jon, hvis lillesøster Liv bliver solgt og om hvordan han forsøger at finde hende og få hende med hjem igen og som undervejs erfarer, at det ikke er alle, som vil deres medmennesker det godt og man må passe på sig selv og stampe i jorden, hvis man skal opnå det, som man gerne vil.

Leave a Reply