Anbefalinger af litteratur i forskellige former

Det er en mærkelig tid her i øjeblikket. Det er svært at koncentrere sig om læsning, når der hele tiden kommer nyt om situationen her i Danmark og i udlandet. Så selv er jeg begyndt at finde litteratur på anden vis end den fysiske bog (en sætning, som jeg aldrig troede at jeg ville skrive) og ellers holde mig til kortere bøger eller bøger med essays. Jeg havde egentlig tænkt på at få et par af mine kladder til anmeldelser færdige, men istedet vil jeg anbefale et par bøger, et par podcasts og et par film/dokumentarer, som alle kan tilgå med biblioteksadgang eller anden gratis adgang. Og så lige med en anbefaling af en dokumentar om Margaret Atwood, som man kan købe sig adgang til for 45 kroner, men mere om det længere nede.

Filmstriben:

Filmstriben har en fantastisk samling af film, heriblandt dokumentarer og lidt mere smalle titler og jeg har allerede brugt mine 3 lån op denne måned. Det variererer fra kommune til kommune, men jeg kan varmt anbefale at kigge forbi og her er lidt om hvad jeg har set denne måned:

Mary Shelley:
Sidste søndag havde jeg lyst til at se en eller anden film om en forfatter i 1800-tallet og da jeg kiggede inde på Filmstriben, faldt jeg hurtigt over denne. Mary Shelley, der levede fra 1797 til 1851, er bedst kendt for at have skrevet ‘Frankenstein’ og denne film fra 2017 handler om perioden op til at hun skrev denne samt hvad der senere hen skete. Det er Elle Fanning, der spiller Mary Wollstonecraft Godwin og Douglas Booth spiller Percy Bysshe Shelley, som hun forelsker sig i og løber væk sammen med. I kan læse mere om filmen herovre på IMDB og finde den lige her på Filmstriben.

Toni Morrison:
Et af de forfatterskaber, som jeg gerne vil få taget hul på her i 2020, er Toni Morrisons. Jeg er faktisk lidt i tvivl om hvor jeg skal begynde. ‘Elskede’ er den, som jeg har hørt flest snakke om, men på den anden side er ‘Blå, blå øjne’ hendes debutroman. Dokumentaren giver et indblik i et virkelig interessant forfatterliv og efter at have set den forstår jeg godt alle de artikler og den røre, der var, da hun døde sidste sommer. Da jeg googlede lidt i forbindelse med dette indlæg, faldt jeg over disse mindeord ovre på Time Magazine, der giver et rigtig godt indblik i hendes liv og i kan se dokumentaren på Filmstriben herovre. 

Ex Libris – The New York Public Library:
Sidst, men ikke mindst, så er der en dokumentar om biblioteket i New York City. Jeg besøgte biblioteket sammen med min familie tilbage i 2009 og det er ret spændende at se hvilke forskellige ting der sker på biblioteket. Det er nok en ganske nørdet dokumentar af slagsen, men jeg er jo bibliotekar og en dokumentar på 3 timer og 25 minutter er nu virkelig en god ting, når man nu ikke kan komme på biblioteket i disse dage.

Ekstra anbefalinger:
The Notebook
(2004) Også baseret på bog og en af de bedste romantiske film fra 00’erne.

A Quiet Passion (2016). Cynthia Nixon (som nok er bedst kendt for rollen som Miranda i ‘Sex and the City’) spiller digteren Emily Dickinson (1830-1886).

Final Portrait (2017). Den handler kunstneren Giacometti og er ikke baseret på en bog, men virkelig god film.

Big Eyes (2014). En film om kunstneren Margaret Keane som er instrueret af Tim Burton.

eReolen:

Ronja Røverdatter af Astrid Lindgren, læst op af Ellen Hillingsø:
Vil du også drømme dig langt ud i skoven og møde Ronja og Birk, der løber rundt mellem træerne og flygte fra hekse sammen med dem? Så er det måske ‘Ronja Røverdatter’, som du skal finde frem på eReolen. I vinters læste jeg Lindgrens ‘Ur-Pippi’ og den første bog om Kati så derfor vidste jeg, at der var flere af Lindgrens bøger på eReolen og netop i denne tid er det måske rart for andre end jeg at drømme sig ud i skoven og høre Ellen Hillingsø (som du måske kender fra tv-serien ‘Charlot og Charlotte’ eller filmen ‘En kort, en lang’) fortælle historien om Ronja, der er datter af røverhøvdingen Mattis og Birk, som er søn af Borka, der leder en anden røverbande.

Babettes gæstebud af Karen Blixen:
En klassiker uden lige og faktisk en ganske kort bog til denne tid, som tager læseren til en lille norsk by tilbage i slutningen af 1800-tallet. Den udkom i samlingen ‘Skæbne-Anekdoter’ tilbage i 1958 her i Danmark (tidligere i USA faktisk i et dameblad) og den handler om den franske kvinde Babette, som bor hos to søstre og da hun en dag får et brev fra Frankrig om at hun har vundet nogle penge, begynder hun at forberede det helt store gæstebud. Jeg har faktisk anmeldt den på bloggen lige her for nogle år siden og måske burde 2020 blive året hvor jeg får læst resten af historierne i den samling.   

Litteratur af Dan Ringgaard:
Hvis du har lyst til at læse noget faglitterært, som ikke må være på for mange sider i denne tid, så kan jeg varmt anbefale Tænkepauserne fra Aarhus Universitetsforlag. Jeg har tidligere skrevet om korte bøger i dette indlæg og faktisk er Novellix sidenhen begyndt at udgive små danske bøger. Ovre på eReolen kan du finde en hel del Tænkepauser om blandt andet velfærd, teknologi og krea og en af dem er ‘Litteratur’ af Dan Ringgaard, som både fortæller noget om litteraturen på Gutenbergs tid og om hvordan litteraturen er den dag i dag.

Libby:

Selv er jeg lige blevet færdig med den første i “The Sisterhood of the Travelling Pants” og jeg lige har set film nr. 2 og har læst de andre i serien i mit sabbatår, er jeg sprunget direkte til den sidste i serien, da mit fysiske eksemplar står ulæst hos mine forældre, så lydbog er derfor lidt nemmere pt. Jeg har brugt Libby en hel del det seneste års tid og her er nogle af mine bedste lytteoplevelser:

The Last Kids on Earth af Max Brallier:
En af de lydbøger som jeg senest har hørt er denne her. I efteråret var jeg med til at holde en booktalk nede i Fakse og der anbefalede en af børnebibliotekarerne denne bog, så da jeg stødte på den på Libby, lånte jeg den med det samme. Den handler om drengen Jack Sullivan, der bor i et trætophus efter at der har været et zombieangreb og som fysisk bog er det faktisk en graphic novel fra 2015 og første bind i en serie på fem indtil videre.

Norse Mythology af Neil Gaiman:
Gaimans fortolkning af nordisk mytologi var en af de bedste lydbøger, som jeg hørte i 2019. Han har en helt utrolig evne til at fortælle historier og i den udgave, som jeg hørte, var det ham selv der læste op. Der var en masse af historierne, som jeg kunne huske fra min barndom, hvor jeg læste en masse Valhalla-tegneserier og den er faktisk også udkommet på dansk, hvor den er oversat af Benni Bødker og Karen Vad Bruun.

We Have Always Lived in the Castle af Shirley Jackson:
Denne gyserklassiker blev udgivet tilbage i 1962 og handler om Mary Katherine “Merricat” Blackwood på 18 år, der bor sammen med sin søster og sin onkel efter en tragedie. Jeg vidste ikke ret meget om den inden at jeg startede på den, men den fangede mig med det samme og da det er lidt kompliceret at skrive om den uden at spoile, er der her et link til traileren for den film, der kom i 2018.

Podcasts og andre tiltag:

Pippi på DR Radio:
I perioder hører jeg rigtig mange podcasts og for nylig hørte jeg en hel del i serien ‘The Sound of Musical’, når jeg var nede og træne, hvor de to værter kiggede på både nye og gamle musicals (som virkelig godt kan anbefales i øvrigt), men da jeg forleden sad og kiggede lidt på hvad jeg kunne finde på at høre i denne periode, stødte jeg på podcastrækken ‘Pippi for voksne’. Jeg har selv planer om at høre den her i løbet af weekenden, men værterne Signe Amtoft og Rikke Collin får besøg af forskellige gæster, der blandt andet kigger på køn og humor i historierne om Pippi Langstrømpe. I kan læse mere herovre og det er 5 udsendelser på lige over 27 minutter, så det kan sagtens nås på en dag.

Gyldendal forfattermorgener:
Forleden begyndte Gyldendal at livestreame deres forfattermorgener, som de har haft afholdt de sidste par år. Jeg har tidligere været inde og høre Sofie Diemer og Pia Tafdrup snakke om deres bøger og hvor Gyldendal sørgede for kaffe og croissanter til publikum. Den første gæst til den livestreaming var Erling Jepsen (ham med ”Frygtelig Lykkelig’, ‘Gramhavet’ og mange flere) og man kan se videoen med ham ovre på Gyldendals hjemmeside. Det er dog nemmest at finde eventet på Facebook, hvor de forskellige interviews ser ud til at blive samlet. Det er lige her og i den kommende uge er det de her forfattere, som bliver interviewet:

Mandag 23/3: Torsten Jansen (hvis bog ‘Sprækker – Om rystelserne i venskabet mellem Danmark og USA’ netop er udkommet)

Tirsdag 24/3: Johan Davidsen (hvis roman ‘Selvmordstanker kan ikke betale sig’ udkom i januar)

Onsdag 25/3 Kirsten Thorup (hvis roman ‘Indtil vanvid, indtil døden’ udkom i går)

Torsdag 26/3 Dy Plambeck (hvis roman ‘Til min søster’ udkom i 2019)

Fredag 27/3 Mikkel Frey (hvis personlige beretning ‘Sørgekåben’ udkom sidste efterår)

CPH Dox:
Her til morgen har jeg set en virkelig god dokumentar, som handlede om Margaret Atwood. Den skulle have været vist til filmfestivalen CPH DOX (hvor flere biblioteker havde planlagt arrangementer med streaming af den), men nu afvikles festivalen online og der er masser af dokumentarer, som lyder virkelig interessante. Jeg købte selv adgang til den om Atwood for et par dage siden og der kostede adgangen 45 kroner, hvilket jeg ikke synes er så galt ift. en almindelig tur i biografen. I kan se det online program herovre og hvis i er interesserede i den om Atwood, kan i klikke lige her. Dokumentaren viste desuden klip fra en ældre dokumentar om Atwood og hendes liv, som man kan finde på Youtube lige her (den er fra 1984 – året inden ‘The Handmaid’s Tale’ udkom).

Har i nogle gode råd til læsning i denne tid og litteratur i andre former?

Leave a Reply