Livet – Illustreret af Lisa Aisato
Livet – Illustreret af Lisa Aisato, 2020. Anmeldereksemplar fra Straarup & Co. Opr. udgivet som Livet illustrert i 2019. Antal stjerner: 5/5
Hvordan husker vi egentlig vores barndom, når vi bliver voksne og hvad kan der ske i løbet af et menneskeliv?
Det er blot nogle af de tanker, som man som læser tænker over, når man har vendt sidste side i Aisatos bog. Aisato har samlet nye og gamle illustrationer i denne her bog, som er delt op i 6 livsfaser:
Et barneliv:
Hvor Aisato blandt andet illustrerer glæden ved at bade i sommerregn, hvordan julen kan føle magisk, hvordan man kan forsvinde ind i andre verdener ved at læse og hvordan nogle dage kunne være sværere end andre og nogle fulde af glæde.
Et teenageliv:
Forvirringen ved at blive voksen, skoletiden og forandringer er blandt de emner, som Aisato illustrerer i denne del samt hvordan man kan have det, når verden kan være overvældende eller når den ligger for dine fødder. (Hint: Se billedet herunder med pige med kappe og ordene ‘God nok’ på hendes tøj).
Dit eget liv:
En periode i livet, hvor man måske ikke helt føler sig som de andre voksne endnu, hvor vi måske leder efter og finder kærlighed og som måske er den der varer ved eller som måske er den, som kan briste et hjerte. Aisatos illustrationer er så genkendelige at man ikke kan undgå på en måde at føle sig set som læser og som menneske. Det lyder måske fjollet, men jeg er sikker på, at i kan se hvad jeg mener, når i bladrer i bogen.
Et nyt liv:
Ordene “Du ville ønske, at der fandtes en brugsanvisning“, starter Aisato dette afsnit med og hun viser både hvordan morgener/dage/nætter kan være kaotiske på en helt anden måde end tidligere, man oplever tidspres, alenetid og verden på anden vis og “har aldrig været så fuld af kærlighed” som hun afrunder afsnittet med.
Et voksenliv:
I løbet af livet bliver man efter sigende også voksen og stopper med at bade i sommerregnen, som da man var barn. Måske finder man sin retning, måske er den rette retning endnu uklar og så er der dagene, som både kan få en til at føle sig udødelig, mens de andre gange har den helt modsatte virkning. Aisatos illustrationer og korte sætninger dertil viser på en smuk måde, at livet ikke altid tager vejen ligeud og at der kan være forhindringer og ændring af beslutninger undervejs.
Et langt liv:
Og så er der selvføgelig alderdommen til sidst i Aisatos bog. Børnene er fløjet hjemmefra for længst, der er måske børnebørn, som kan give et magisk syn på julen endnu en gang, man føler sig måske yngre end man er og så er der en helt anden tid til ting end tidligere. Og stadig et behov for at blive set og hørt og gjort tryg, da verden kan virke lidt dyster indimellem. Og så skriver Aisato på de sidste sider til forskellige illustrationer:
“Du kommer til at kende til ensomhed,
du kommer til at miste,
men du bærer hele livet i dig.
Jeg håber, du følte dig elsket-“
Aisatos samling af illustrationer er en af de smukkeste bøger, som jeg længe har bladret i og hun formår at ramme mit hjerte fuldstændig flere gange og jeg er helt sikker på, at der er flere af illustrationerne, der giver mere mening, desto ældre jeg bliver.
Det her er en bog, som jeg allerede nu ved at jeg vil hive frem ofte de næste mange år og det er både en bog til voksne og til børn i alle aldre, for livet forandres og den kan både hjælpe en med at se tilbage på en barndom og ungdom, som man måske har glemt og forberede en på hvad fremtiden kan bringe. (PS. Jeg har i øvrigt fået hjælp af den kortskæggede til at tage billeder denne gang til indlæggets midterste billeder.)
Leave a Reply