Månedlige refleksioner – Farvel 2019, hej 2020
Hej kære bognørder. Så er vi allerede kommet et stykke ind i 2020 og sikke et forrygende år 2019 har været. Først og fremmest så er mit vikariat blevet forlænget indtil februar rinder ud og nøj, hvor jeg glæder mig til både at være med til at afvikle bogmesse her i dag, hvor blandt andet Kenneth Bøgh Andersen og Birgithe Kosovic er på programmet (og en masse lokale forfattere) samt til at vi får besøg af Kristian Bang Foss på arbejdet. I ved, ham der er aktuel med ‘Frank vender hjem’ og som tidligere har skrevet ‘Stormen i 99’ og ‘Døden kører Audi’.
Efteråret har været mere travlt end forventet, men fuld af gode bøger (jeg bruger ofte #togbog når jeg er på farten, for 1½ time i tog hver dag = læsetid), rare kollegaer (både på arbejdet og de bogbloggere, som jeg kender) og masser af familietid. Julen fejrede vi med min familie på Sjælland, juledagene var vi i Jylland for at se kærestens familie og et vennepar. I juleferien fik jeg set en veninde fra gymnasiet inde i København, hvor vi både var forbi La Glace og en tur i Rundetårn og vi havde en stille og rolig nytårsaften sammen med en gammel gymnasieven og allerede 2.januar startede jeg på arbejde igen efter ferien. Og så har jeg endelig fået købt mig en ny computer, som rent faktisk er bærbar (min gamle tabte jeg på et tidspunkt og den har ikke været bærbar i et par år). Og lige i dette indlæg bliver det billeder fra min telefon, da jeg ikke har haft mit spejlrefleks fremme så meget som jeg plejer. Jeg nåede ind til København to gange i starten af det nye år, da jeg så ‘Frozen 2’ med mine grandkusiner i biffen og ‘Brødrene Løvehjerte’ sammen med Louise fra bogbloggen The Secret Life of a Book Collector inde i Skuespilhuset. Billedet af Lindgrenbøgerne her i indlægget er i øvrigt taget på arbejde, for der har været lidt Lindgren over min måned på arbejdet, hvor jeg blandt andet har lavet en lille udstilling med hendes bøger nede i børnebiblioteket tidligere denne uge.
Så alt i alt er jeg kommet godt ind i det nye år og jeg glæder mig til at dele læseoplevelser og arrangementer med jer igen. Og så snart at jeg har opdateret min Goodreads, deler jeg nogle statistikker derovrefra i et indlæg om hvad jeg alt i alt har læst af sider osv. i 2019 og så fortælle jer lidt om arrangementer derudover, som jeg jo ikke lige kan føre statistik på ovre på Goodreads. Men her er lidt om hvad jeg har læst i januar og hvad der er på vej i februar.
Antal sider:
1,429 sider
Antal læste bøger:
(2 graphic novels, 2 romaner, 3 billedbøger, 1 børneroman, 1 novelle og 1 faglitterær om Pippi)
Antal hørte bøger:
Næsten en, men så skulle jeg aflevere den på Libby. Lige nu er jeg i gang med at høre ‘Anne of Avonlea’ af Montgomery, som er 2.bind i serien om Anne Shirley fra Grønnebakken.
Månedens citat:
“Fru Settergren havde tænkt sig, at børnene skulle være inde på Tommys og Annikas værelse, men Pippi blev roligt siddende, slog sig på lårende og sagde med et blik på kaffebordet.
-Mums, mums, killibabba! Hvornår skal vi begynde?
I det samme kom Ella med kaffekanden, og fru Settergren sagde:
-Værsgo!
-Helle for at være først, råbte Pippi og var henne ved bordet i to spring. Hun ragede så mange kager til sig, som hun overhovedet kunne have på en tallerken, kom fem sukkerknalder i en kaffekop, tømte det halve af flødekanden i koppen og trak sig tilbage til stolen med sit rov, inden damerne overhovedet var nået hen til bordet.
Pippi strakte benene frem og anbragte kagetallerknen mellem tåspidserne. Så dyppede hun frejdigt kagerne i kaffen og proppede så mange i munden, at hun ikke kunne få et ord frem, selv om hun ærligt forsøgte. I en håndevending havde hun gjort kål på alle kagerne. Hun rejste sig op, slog på tallerknen som på en tamburin og gik hen til bordet for at se, om der var nogle kager tilbage.
Der var frygtindgydende stille i stuen. Alle damerne sad bare og så på Pippi, som muntert småsnakkende gik rundt om kaffebordet og snuppede en kage her og en kage der. Hun kastede et misbilligende blik på dem.
-Hvad sidder I der og keder jer for? sagde hun. – Synes I ikke, at det er sjovt at være til kaffeslabberas?”
Ur-Pippi af Astrid Lindgren
Arrangementer:
Jeg var inde og se ‘Brødrene Løvehjerte’ inde i Skuespilhuset og det kan vel godt betragtes som en form for litteraturarrangement, da den jo er baseret på Lindgrens fantastiske bog. Stykket var virkelig godt castet, men jeg var ikke helt så vild med scenografien som jeg havde håbet på. Der er jeg måske bare lidt gammeldags.
De bedste bøger:
Drengene fra Nickel af Whitehead. En fantastisk roman om et par drenge på opdragelsesanstalten Nickel, som gav mig en ordentlig mavepuster undervejs så at sige og som jeg sent vil glemme (Whitehead står også bag ‘Den Underjordiske Jernbane’ som jeg læste og anmeldte tilbage i 2017 lige her)
Anne Franks Dagbog af Folman & Polonsky. En graphic novel udgave af Anne Franks Dagbog som giver et indblik i en ung kvindes liv samt hvordan hendes omverden så ud før og under 2.verdenskrig.
Mine to oldemødre af Aisato. En sød billedbog om det at have to oldemødre i hvert sit land, som er ret forskellige og som man kender på forskellig vis.
Ismonstret af Walliams. En hjertevarm roman for børn om den forældreløse Else, der en dag hører om et ganske særlig mammut, der er på vej til den by, som hun bor i og som kommer ud på noget af et eventyr for hvad kan der ske, når en mammut bliver udstillet på et museum?
Alt i alt:
En fremragende læsemåned med meget forskellige læseoplevelser og med en del læsetid i tog. Jeg glæder mig ærlig talt til forår og flere solskinsdage efter denne grå januar og jeg er så småt ved at få styr på hvad jeg gerne vil få læst her i det nye år. Lige om lidt er der nye afsnit af ‘Min geniale veninde’ ovre på HBO og den går jeg i gang med, så snart jeg har vendt sidste side i Oates’ ‘Mit liv som rotte’ som jeg er ved at læse netop nu. Der bliver en hel del #togbog her i den kommende måned og så er jeg spændt på, hvordan min hverdag kommer til at se ud fra 1.marts. Men jeg ved i hvert fald, at jeg i slutningen af marts befinder mig i Aarhus og Horsens, da den norske illustrator Lisa Aisato kommer til Danmark og jeg har allerede booket billet til et arrangement på Dokk1. Og så skal jeg til Krimimessen for første gang nogensinde. Det bliver spændende og jeg glæder mig allerede til at se fængslet indefra. 2020 bliver et spændende år og jeg er ret spændt på hvad det bringer med sig både jobmæssigt og hvilke læseoplevelser jeg får og litteraturarrangementer jeg taget til.
Er i kommet godt ind i det nye år og ses vi i Horsens?
Leave a Reply