Ord fra en bibliofil

Pigebørn af Louisa May Alcott, 2018. Anmeldereksemplar fra Høst & Søn. Opr. udgivet som Little Women i 1868. Oversat af Ida Elisabeth Hammerich. Antal stjerner: 5/5

Hvor stærkt kan et søsterskab være og bliver livet altid, som det så ud, dengang vi var børn og drømte om fremtiden?

Søstrene March er en ganske særlig flok: Fornuftige Meg er den ældste, Jo er den næstældste og en drømmer uden lige, dernæst kommer den rolige Beth og til sidst den kunstneriske Amy. Da vi møder dem første gang, er de ved at planlægge deres jul, som er lidt anderledes dette år. Deres far er taget afsted som feltpræst i krig og de ældste piger må hjælpe til både derhjemme og ude hos andre for at få det hele til at løbe rundt. En dag dumper der en invitation ind ad døren, hvor Meg og Jo bliver inviteret til et lille selskab nytårsaften, og da Meg til selskabet bliver budt op til dans, forsvinder Jo ind bag et gardin til en vinduesniche, men hun er ikke den eneste, som hellere vil kigge på selskabet end at være en del af det for en stund: 

“Uheldigvis havde en anden genert person valgt det samme tilflugtssted; for da gardinet faldt på plads bag hende, stod hun ansigt til ansigt med “den unge Laurence”. 

“Du godeste, jeg vidste ikke, at her var nogen!” stammede Jo og skulle til at trække sig tilbage lige så hurtigt, som hun var kommet farende. 

Men drengen lo, og selv om han så lidt overrasket ud, sagde han venligt: 

“Tag Dem ikke af mig; bliv bare, hvis De vil.” 

“Forstyrrer jeg ikke?” 

“Ikke det mindste; jeg gik kun herud, fordi jeg ikke kender ret mange og følte mig lidt fremmed.” 

“Det gjorde jeg også. De må endelig ikke gå, medmindre De foretrækker det.” 

Drengen satte sig igen og stirrede på sine laksko, indtil Jo i et forsøg på at være høflig sagde: 

“Jeg tror, jeg har haft den fornøjelse at træffe Dem før. De bor vist i nærheden af os, ikke sandt?” 

“Ved siden af,” og så kiggede han op og lo åbenlyst, for Jos sippede måde at tale på virkede temmelig komisk, når han tænkte på, hvordan de havde sludret om cricket, da han kom med deres kat.” 

Udover at være en drømmer så er Jo også lidt af en drengepige og med det samme er hun på bølgelængde med Laurie, som den unge nabodreng bliver kaldt. Og heldigvis er de andre søstre lige så interesserede i at lære ham at kende og kort tid efter bliver han også medlem af deres lille klub, hvor de under pseudonymer udarbejder avisen Pickwick Posten. For flokken er det ganske almindeligt at drømme om fremtiden og en dag i september begynder de at snakke om hvilke luftkasteller de tænker på: 

“”Skulle der ikke også være en herre i dit luftkastel?” spurgte Laurie underfundigt. 

“Jeg sagde jo “hyggelige mennesker”,” og Meg bandt omhyggeligt sit snørebånd, mens hun sagde det, så ingen kunne se hendes ansigtsudtryk. 

“Hvorfor siger du ikke, at du vil have en pragtfuld, klog og god mand og nogle englelige små børn?” sagde den ligefremme Jo, der endnu ikke havde romantiske drømme og nærmest foragtede romantik undtagen i bøger. 

“Du ville ikke have andet end heste, blækhuse og romaner i dit,” svarede Meg stødt. 

“Jo, mon ikke jeg ville? Jeg ville have en stald fuld af arabiske gangere, rum stuvende fulde af bøger, og jeg vil dyppe min pen i et fortryllet blækhus, så mine værker bliver lige så berømte som Lauries musik. Jeg ønsker at udføre et eller andet storslået, før jeg flytter ind på mit eget slot – noget heroisk og vidunderligt, der ikke bliver glemt, når jeg er død. Jeg ved ikke, hvad det bliver, men jeg er på udkig efter det og har i sinde en skønne dag at forbløffe jer alle sammen. Jeg tror, jeg vil skrive bøger og blive rig og berømt; det ville passe mig godt, så det er min yndlingsdrøm.”” 

Men hvor meget kan der ske på et år og kan luftkasteller egentlig blive til noget ganske virkeligt? 

Der er nogle bøger, som man kun læser én gang og så er der dem, som man læser flere gange i flere forskellige udgaver for der er altid noget nyt, som man kan bide mærke i og lære noget nyt om sig selv samtidig. Det er ikke første gang, at jeg læser historien om Meg, Jo, Beth og Amy, men det er første gang, at jeg læser denne her oversættelse, som er helt som den skal være. Hammerich formår at bringe Alcotts bog ind i nutiden sådan sprogligt set og det er noget af en bedrift, da bogen oprindeligt blev udgivet i 1868. Der sker mange ting i det år, hvor vi følger familien March og Alcott formår at skabe sammenhæng mellem de små begivenheder og hvad det betyder i det store billede. Alt i alt en skøn roman til både teenagere og voksne, som blandt andet viser, at ens luftkasteller kan blive virkelige samt hvilket bånd der kan være mellem søskende og hvor stærkt dette kan være, når livet er svært.