Ord fra en bibliofil

Odd & frostjætterne af Neil Gaiman og Brett Helquist, 2010. Høst & Søn. Opr. udgivet som Odd and the Frost Giants. Oversat af Camilla Christensen. Antal stjerner: 4/5

Er det muligt at skabe en endeløs vinter og hvordan lykkedes det en frostjætte at få fat på Thors hammer? 

Odd er ikke helt som andre på hans alder. Hans far døde, da han endnu ikke var fyldt 10 år og da hans mor senere fandt sammen med Fede Elfred, var det absolut ikke til Odds fordel. Fede Elfred havde allerede 7 børn inden han blev Odds stedfar og da en vinter pludselig er længere end forventet og alle går hinanden på nerverne derhjemme, stikker Odd af og tager ud til hans fars gamle brændehuggerskur. Her møder han en ræv, en bjørn og en ørn, som han inviterer indenfor, da det er koldt ude og Odd har mad med hjemmefra. Midt om natten vågner han og finder ud af, at de tre dyr ikke er helt sædvanlige: 

“Og så lød en tredje stemme, høj og hæs, skingert. 

“Ti stille.” 

Der blev stille. Odd vendte sig om. Gløderne på ilden udsendte et skær, der oplyste hyttens indre nok til, at Odd fik bekræftet, at der ikke var tre andre mennesker derinde sammen med ham. Det var kun ham og ræven og bjørnen og ørnen…

Hvad de end er, tænkte Odd, lader det ikke til, at de spiser mennesker. 

Han satte sig op og lænede sig op ad væggen. Bjørnen og ørnen ignorerede ham begge to. Ræven sendte ham et grønøjet blik. 

“I snakkede,” sagde Odd. 

Dyrene kiggede på Odd og på hinanden. Selv om de ikke rent faktisk sagde “Hvem? Os?” kunne han se det i deres udtryk, i måden, de sad på. 

“Nogen snakkede, og det var ikke mig,” sagde Odd. “Der er ikke andre herinde. Det betyder, at det var jer tre. Og der er ingen grund til at skændes.” 

“Vi skændtes ikke,” sagde bjørnen. “For vi kan ikke tale,” så sagde den “Hovsa”. “

De tre dyr er nemlig nordiske guder i forklædning; Thor, Odin og Loke. En aften i Asgård, som er hvor de nordiske guder bor, mødte Loke den skønneste kvinde ifølge ham selv og hun fortalte ham, at hun kun kunne give sit hjerte til den, som havde en helt bestemt ting, nemlig Mjølner, som er Thors hammer. Loke listede den ud af Thors bælte, da han sov, men den skønneste kvinde viser sig at være en frostjætte i forklædning og pludselig er Thor, Odin og Loke blevet til dyr. Sammen rejser de til Asgård og de kommer blandt andet forbi Mimers brønd, hvor vandet kan noget helt særligt: 

“Ved vandkanten bøjede han sig ned, formede hænderne til en skål, skovlede vand op og drak. Vandet var iskoldt, men da han drak, følte han sig varmet og tryg og behageligt tilpas. 

Skikkelserne i vandet gik i opløsning og gendannede sig. 

“Hvad har du brug for at se?” spurgte en stemme bag ved Odd. 

Odd svarede ikke. 

“Du har drukket af min kilde”, sagde stemmen. 

“Har jeg gjort noget forkert?” spurgte Odd. 

Der var tavshed. “Nej,” sagde stemmen så. Den lød meget gammel; så gammel, at det var umuligt for Odd at afgøre, om det var en mands eller en kvindes stemme. “Se,” sagde stemmen så. 

Ude på vandoverfladen kunne han se spejlbilleder. Hans far om vinteren, der legede med ham selv og hans mor – en fjollet blindebuk-leg, der endte med, at de lå fnisende og hjælpeløse på jorden…”

Men er det muligt at narre en frostjætte, så at den lange vinter kan stoppe og hvad så Odd ellers om hans forældre, da han var ved Mimers brønd?

Jeg har en svaghed for nordisk mytologi og derfor er jeg altid lidt spændt på hvad der sker, når forfattere er inspireret af denne og hiver de nordiske guder ind i nye historier. Gaiman formår her at skabe en interessant historie om Odd og hans eventyr ind i Asgård, som lærer mere om hans liv end han lige havde regnet med og hvis fantasien nu skulle have lidt svært ved at skabe billeder undervejs, så hjælper Helquists illustrationer én godt på vej. Alt i alt en fortryllende lille historie om Odd, der kommer ud på et større eventyr end han havde forventet og som må bruge en hel del list for at narre en frostjætte, der er langt større end ham selv.