Godnathistorier for rebelske piger 2 af Elena Favilli & Francesca Cavallo

Godnathistorier for rebelske piger 2 af Elena Favilli & Francesca Cavallo, 2018. Anmeldereksemplar fra People’s Press. Opr. udgivet som Good night stories for rebel girls 2, oversat af Elisabeth Kiertzner. Antal stjerner: 5/5

Hvem var Lilian Bland og hvordan gik Audrey Hepburn fra at være en hollandsk pige under 2. Verdenskrig  til at blive en Hollywood-darling som voksen?

Så er Cavallo og Favilli tilbage med flere godnathistorier, hvor de sætter fokus på kvinder fra hele verden og ud af de mange historier har jeg valgt at fokusere på en for mig ukendt Lilian Bland og så den verdenskendte Audrey Hepburn. Den engelske Bland var pilot og da hun levede, var det bestemt ikke velanset for en kvinde at flyve, så da det var svært at finde et i Irland, tog hun en ganske usædvanlig beslutning og begyndte at bygge et selv:

“Lilian læste alt, hun kunne finde, som Wright-brødrene eller andre berømte piloter havde skrevet om at bygge fly. Det lykkedes hende også at bygge en biplansmaskine, som er en flyvemaskine med to sæt vinger, placeret ovenover hinanden. Det næste, hun gjorde, var at bygge et regulært svævefly mage til det, hendes kæreste ikke havde givet hende lov til at flyve.

Hun døbte sit svævefly Mayfly, fordi, som hun sagde: It may fly, (or)it may not.” (Måske flyver det, måske ikke.)”

En af de mest kendte i bogen er nok skuespillerinden Audrey Hepburn, som faktisk blev født i Belgien og voksede op i Holland under 2. Verdenskrig, hvor der i perioder var mangel på mad og det satte sit præg på den unge Audrey. Som voksen blev hun så kendt, at kvinder begyndte at klæde sig ligesom hun havde klædt sig i filmen ‘Breakfast at Tiffany’s”, men hun var meget mere end bare en skuespillerinde:

“Men Audrey ville mere end bare være filmstjerne og blive beundret for sit tøj. Hun ville hjælpe andre og særligt fattige og sultende børn; børn der var lige så sultne, som hun selv havde været engang. Hun viede sit liv til UNICEF, som er den nødhjælpsorganisation, der hjalp hende, da hun var pige under krigen. Intet barn i verden skulle være så sultent, at det var nødt til at spise blomsterknopper, som hun selv havde gjort.”   

Cavallo og Favilli har igen samlet fundet frem til en masse fantastiske kvindehistorier fra hele verden om både afdøde og nulevende forbilleder, som veksler mellem de store verdensstjerner, som de fleste kender og til de mindre, men helt fantastisk vigtige historier, som man får lyst til at dykke mere ned i. Ligesom med den første bog så er der ikke det erhverv, som de ikke hiver fat i og man kan både læse om forfattere, skuespillere, astronauter, politikere, sportsudøvere, sangere og kunstnere for blot at nævne et par af dem. Endnu en gang har de fået hjælp af nogle helt utrolige illustratorer (som i kan se længere nede her i anmeldelsen) og allerede nu krydser jeg fingre for at der kommer en 3’er i rækken med kvindeportrætter.

Alt i alt en enestående samling af uforglemmelige og helt utrolige historier om kvinder verden over, som man kan dykke ned i og lære noget af uanset om man er 5 år, 15 år eller måske endda 65, for det er stærke historier og fantastiske illustrationer af de utrolige kvinder.

Leave a Reply