Coco Chanel af Isabel Sánchez Vegara og Ana Albero

Coco Chanel af Isabel Sánchez Vegara & Ana Albero, 2018. Anmeldereksemplar fra Forlaget Albert. Opr. udgivet under samme titel i 2015 og oversat af Luna Svane Rodríguez. Antal stjerner: 5/5

Hvem var designeren Coco Chanel egentlig og hvordan gik hun fra at lave hatte til at blive en af de største tøjdesignere nogensinde?

Den lille Gabrielle vokser op på et børnehjem, hvor hun allerede tidligt begynder at sidde med sin nål og tråd, når de andre børn hellere vil lege. Hun fortsætter med at sy, da hun bliver voksen, men om natten synger hun og her får hun et helt bestemt tilnavn:

“De mennesker, som hørte hende synge, kaldte hende Coco.”

For drømme om fremtiden, dem har hun helt bestemt mange af og hun begynder at designe hatte, blandt andet én til en veninde, som er mere enkelt end de fleste andre hatte på den tid. Coco er fascineret af det enkle design og efterhånden som hun får solgt flere og flere hatte, åbner hun en butik inde i den franske hovedstad. Hun begynder også at designe tøj, som er lidt anderledes end de kjoler med korsetter, som de fleste kvinder render rundt i:

“Coco besluttede sig for at designe tøj i en ny stil. Det skulle være flot, enkelt og behageligt at gå med.”

Men hvordan bliver Coco til designeren Coco Chanel, som i dag er kendt over hele verden for hendes design?

Lige siden at jeg så filmen med Audrey Tautou i rollen som Coco i ‘Coco avant Chanel’ fra 2009, har jeg været fascineret i hendes livshistorie og denne her, der er en del af serien ‘Små mennesker, Store drømme’, er en helt fantastisk formidling af historien til børn, der blandt andet viser, hvordan små fattige piger på børnehjem kan vokse op og blive en af de vigtigste modedesignere i hele verden. Vegaras ord om den lille Gabrielle, der bliver til Coco, passer helt fantastisk til Alberos illustrationer og det er umuligt ikke at begynde forfra, når man lige har vendt den sidste side. Alt i alt en fremragende børnebog om den lille franske pige Gabrielle, der en dag bliver til Coco Chanel og som ikke er bange for at skille sig ud fra flokken for at udleve hendes drømme.

1 Comment

  1. Små mennesker, store drømme: Parks, Hepburn og Curie – Ord fra en bibliofil

    august 26, 2020 at 8:00 am

    […] er nr. 4,5 og 6 i rækken og i kan finde anmeldelserne af de første 3 i serien her: Frida Kahlo, Coco Chanel og Ella […]

Leave a Reply