Ord fra en bibliofil

Pinocchios eventyr af Carlo Collodi & Roberto Innocenti, 2005. Høst og søn. Opr. udgivet som Le avventure di Pinocchio i Opere i 2005. Antal stjerner: 5/5

Kan en marionetdukke af helt specielt træ blive levende og vil mennesker omkring én altid én det bedste her i livet?

Collodi fortæller her historien om den ganske særlige dreng Pinocchio, hvis begyndelse i livet ikke er helt som mange andres. Da en tømrer en dag forsøger at arbejde på et stykke fyrretræ, bliver han noget overrasket, da det begynder at råbe og han beslutter sig for at give træstykket til fattige Gepetto, som forsøger at leve af at lave marionetdukker. Efterhånden som han kommer længere og længere i hans tilskæringsproces, sker der ting og sager, selvom jobbet umiddelbart virkede ganske nemt og gik virkelig godt:

“Den arme Gepetto gjorde sit bedste for at skære den til, men jo mere han skar den til og forkortede, desto længere blev den frække næse.

Efter næsen lavede han dukkens mund. Han var knap nok færdig med munden, før den begyndte at le og drille ham.

“Hold op med at le!” sagde Gepetto arrigt, men det var som at tale til væggen.

“Hold op med at le, siger jeg!” skrålede han truende.

Så hold munden op med at le, men nu rakte den tunge i stedet for.”

Efterhånden som Gepetto får arbejdet med træet, desto flere menneskelige træk kommer frem og før han ved af det, står Pinocchio foran ham og er i stand til at gå. Allerede fra første færd er der problemer og da Pinocchio endelig lover at begynde i skole, sælger Gepetto sin frakke så at Pinocchio kan få en skolebog. Pinocchio møder dog et marionetteater på vej dertil og så drager han ellers ud i verden. Undervejs møder han en god fe, som tager sig godt af ham og selvom han har det med at drage afsted, når græsset virker grønnere på den anden side, så overtales han en dag igen til at gå i skole, da han er tilbage hos den gode fe:

“Læreren advarede ham hver eneste dag, og heller ikke den gode Fe undlod gang på gang at sige til ham:

“Tag dig i agt, Pinocchio! Før eller siden ender det med, at dine slette skolekammerater får dig til at miste studerelysten, hvis de da ikke styrter dig ud i en eller anden stor ulykke.”

“Der er ingen fare,” svarede dukken med et skuldertræk og førte pegefingeren op til panden som for at sige: “Dertil er der for megen forstand herinde.”

Nu gik det hverken værre eller bedre, end at han en dag, da han var på vej til skole, mødte en flok af de sædvanlige kammerater, som kom ham i møde og sagde:

“Har du hørt den store nyhed?”

“Nej.”

“Man har set en Hajfisk så stor som et bjerg i havet lige her i nærheden.””

Men vil Pinocchio og Gepetto nogensinde blive genforenet og hvor mange eventyr kan en marionetdukke som Pinocchio holde til før det pludselig ikke længere er så sjovt?

Kender i det der med at man læser en bog, som man tror, at man kender så godt, fordi man kender Disney-fortællingen om samme karakter så godt, men at den så er fuldstændig anderledes og man ønsker, at man havde fundet ud af dette tidligere? Sådan har jeg det med denne her bog. At selve historien er fra 1883 mærkes næsten ikke og det kan også meget vel være grundet de smukke illustrationer, som Roberto Innocenti står bag. De passer så godt til historien og hans sans for de helt små detaljer er helt fantastisk. Pinocchio er en af de der karakterer, som man både elsker og råber lidt af undervejs og på sin vis var det dejligt forfriskende at læse om en karakter, som er langt fra perfekt og som stoler for hurtigt på menneskene omkring ham.

Alt i alt en interessant historie om marionetdukken Pinocchio, som er smukt illustreret af Innocenti og som er en tidløs børneklassiker, som ethvert barn burde stifte bekendtskab med.