Mambo i Chinatown af Jean Kwok

Mambo i Chinatown af Jean Kwok, 2015. Bazar. Opr. udgivet som Mambo in Chinatown. Antal stjerner: 4/5

Kan en opvasker på en restaurant blive en talentfuld danser i et dansestudie og hvor længe kan man holde på en hemmelighed for sin traditionelle far, som værdsætter nogle ganske andre værdier end én selv?

Kwok selv er født i Kina og vokset op i USA, hvilket tydeligvis kan ses i denne bog om Charlie Wong. Hun bor sammen med sin far og lillesøster i den Chinatown, som kan findes i New York og da vi møder hende, arbejder hun som opvasker det sted, hvor hendes far er nudelmager. I skolen har hun ikke altid haft det så nemt med det faglige og selvom jobbet som opvasker er udmærket, vil hun gerne finde et andet job. Lillesøsteren Lisa viser hende en annonce om et job som receptionist, hvilket hun får, og hun lægger mærke til danserne omkring hende:

“Men når en af dem gik ind i et lokale, drejede hovederne sig. Deres tiltrækningskraft havde mere at gøre med, hvordan de bevægede sig, hvordan deres holdning var, end hvordan de så ud. (…) Jeg begyndte at se skønhed som noget, der kunne sættes fri hos et menneske, frem for et antal fysiske træk som en perfekt næse eller store øjne.”
Ved et tilfælde bliver hun nødt til at undervise et begynderhold på dansestudiet, da hun har overbooket de andre dansere og hun udviser et talent for undervisning. Et talent, som hun har arvet fra sin afdøde mor, hvilket hun ikke har dyrket tidligere. Hendes far er dog i forvejen ikke vild med at hun arbejder som receptionist og Lisa bliver den eneste derhjemme, som hører om det. Lisa har det langt nemmere i skolen end Charlie og pludselig bliver langt mere ansvar lagt på Charlies skuldre, da Lisa bliver syg og deres onkel, som har sin egen klinik med traditionel kinesisk behandling, har ikke umiddelbart en kur (selvom han kan kurere det meste i Chinatown). Charlie befinder sig sammen med sine veninder midt imellem det traditionelle kinesiske og det vestlige og det er ikke altid lige nemt:

Jeg var vant til Chinatown, hvor næsten hver eneste forretning havde et alter stående ude I baglokalet. Mo Li havde fortalt, at kommunisterne havde bekæmpet religiøse ritualer, så hun og hendes forældre var agnostikere. Der var ingen røde papirstrimler med lykkebringende ordsprog. Det eneste, der hang på hendes vægge, var et fint kinesisk landskabsmaleri, formentlig medbragt fra fastlandet, og en laset plakat med det periodiske system.”

Dette er Kwoks anden bog på dansk og det er tydeligt at hun skriver ud fra sine egne erfaringer. Dette kan især ses I hendes beskrivelser af Chinatown – hvordan folk omgås hinanden, hvad de arbejder med, hvad de tror på osv. Det er spændende at se Charlies udvikling gennem bogen, dog også en smule forudsigeligt, men det er en skøn bog med nogle interessante twists undervejs. Sproget er fængende og simpelt på samme tid og det er nok en bog, der egner sig til at blive læse af de læsere, som også læser chick-lit.

Alt I alt en anbefalelsesværdig bog om Charlie og hendes liv i både det kinesiske og det vestlige New York.

Leave a Reply