Ord fra en bibliofil

Lige inden Louisiana Literature startede denne sommer, sørgede jeg for, at der også ville blive tid til litteraturarrangementer dette efterår. Allerede i starten af august havde jeg set, at arrangementet inde i Diamanten i slutningen af oktober var udsolgt, men pludselig dukkede et sponsoreret opslag op på min Instagram. Der var et billede af Atwood og der stod, at der stadig var ledige billetter til overrækkelsen af HCA literature award inde i Odeon. Der gik ikke mange minutter fra at jeg så opslaget og til at billetten var købt og lige siden august har jeg glædet mig som et lille barn til den pågældende søndag.

I 2014 var jeg på Louisiana Literature festivalen for første gang og den allerførste samtale jeg hørte, var Atwood inde i Koncertsalen, hvor hun snakkede om den sidste bog i MaddAddam-trilogien, nemlig “MaddAddam” (I kan se samtalen her på Louisiana Channel – der er mange fantastiske videoer derinde med forfattere i øvrigt). Jeg havde et eksemplar af “Oryx and Crake” med og jeg kunne knap nok fremstamme mit navn, da jeg fik min bog signeret.

Den sidste søndag i oktober begav jeg mig så endelig afsted til Odense og ankom i ganske tidligt (jeg stoler ikke altid på DSB ift. Forsinkelser, når jeg skal noget vigtigt) og det gav mig mulighed for at gå en lille tur rundt i kvarteret ved Odeon. Få minutters gang fra Odeon kan man nemlig finde H.C. Andersens Hus, som både er det gamle hjørnehus nede på Hans Jensens Stræde samt den nye museumsbygning omme bagved. Virkelig hyggeligt område med gamle bygninger og små, grønne områder. Da jeg vendte tilbage til Odeon, mødte jeg en gammel efterskolelærer og vi fik både snakket om vores liv, efterskolen og selvfølgelig Atwood, Simpelthen så hyggeligt og ret pudsigt, for da jeg var forbi Odeon til WORD-festivalen i vinters, mødte jeg en anden efterskolelærer, som jeg heller ikke havde set i mange år. Litteratur bringer virkelig folk sammen fra nær og fjern.

Og at Atwood var kommet godt til Danmark, havde jeg set på Instagram inden jeg drog til Odense. Hun lavede blandt et par opslag inde fra Tivoli i København, hvor hun havde set græskar-konkurrencen og hun besøgte også H. C. Andersens Hus samme dag som hun var i Odeon. Til arrangementet fik man en flyer med dagens program, en tale af professor i dansk litteratur ved Institut for Kultur- og Sprogvidenskaber på Syddansk Universitet og teksten til “I Danmark er jeg født”. Søndag var Atwood i Odeon, mandag på SDU og tirsdag kunne man se hende i Diamanten i samtale med Lotte Folke (læs mere her). Inden salene blev åbnet, var der også en lille H. C. Andersen parade med både Andersen og karakterer fra hans eventyr og der gik ikke lang tid før salen var fuld af tilhørere.

Og pludselig blev der lidt mere stille og så blev dørene nede ved scenen åbnet. Margaret Atwood gik ud og selvfølgelig fik hun et stående bifald helt indtil hun havde sat sig ned på forreste række. Ellen Hillingsø, som var dagens konferencier, fortalte om prisen på engelsk og Atwood blev nævnt som “one of the worlds most important voices”. Derefter kom Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel på scenen og han udover en særlig velkommen til Atwood, så var der også en til ambassadøren og til H.H. Prinsesse Alexandra (datter af Prinsesse Benedikte). Han beskrev Atwood som “one of the most remarkable storytellers of our time) og han nævnte blandt andet temaerne i “The Handmaid’s Tale” og at han er sikker på at hendes historier “will continue to provoke all over the world”.

Formanden for H.C. Andersen Litteraturprisen, Jens Olesen, var den næste på scenen, og han fortalte at dette var blevet planlagt i mere end to år. Han fortalte at Atwood er et af de mest interessante mennesker, som han nogensinde har mødt og han var noget imponeret over at hun formåede at signere 600 bøger på 1½ time, da hun var i København dagen inden. I kan læse mere om Jens Olesen her 

Derefter blev det tid til oplæsning af Atwood og Hillingsø havde fundet en af Atwoods regler for forfattere frem, for i den nævner Atwood dette:

“You can never read your own book with the innocent anticipation that comes with that first delicious page of a new book, because you wrote the thing. You’ve been backstage. You’ve seen how the rabbits were smuggled into the hat. Therefore ask a reading friend or two to look at it before you give it to anyone in the publishing business. This friend should not be someone with whom you have a ­romantic relationship, unless you want to break up.” (Læs reglerne for forfattere her).

Men hun læste op alligevel og det blev nogle sider fra bogen “Old Babes in the Wood”, som bestemt var til et voksent publikum og hun læste det op på en sådan måde, at selvom den var voldsom med en hel del blod, så grinte publikum alligevel og selvfølgelig kom der et langt bifald, da hun var færdig. Næste punkt på programmet var et musikalsk indslag og her fortalte Hillingsø en smule om Carl Nielsen og hvordan Nielsens mor havde nævnte at Nielsen en dag kunne blive ligeså kendt som H.C. Andersen. De spillede stykket Opus 1 og det var simpelthen så smukt. Jeg er ikke den helt store Carl Nielsen kender, men til gengæld kan jeg godt anbefale denne her billedbog om Nielsen.

“We all have our favourite H.C. Andersen fairytale” og selvfølgelig blev det en af Atwoods favoritter, som vi denne eftermiddag skulle høre, nemlig “Grantræet”. Hillingsø fortalte lidt om skuespilleren Caspar Phillipson, der skulle læse historien højt på engelsk og den udgave var redigeret af Anne-Marie Mai. Helt fantastisk oplæsning! Han overdrev de helt rigtige steder og I kan se en lille video i mine Instagram highlights om den dag.

Inden selve overrækkelsen blev der også tid til lidt ballet, som Odense Balletskole stod for og det var en blanding af både klassisk og moderne ballet.

Det var meningen at Anne-Marie Mai skulle have holdt talen inden overrækkelsen, men hun var desværre blevet syg og kollegaen Emily Hogg trådte til (læs talen her). Flere af talerne denne eftermiddag handlede om “The Handmaid’s tale” og hvordan Atwood er “ahead of her time”. Til selve overrækkelsen kom der en mindre flok op på scenen udover Atwood selvfølgelig og hun fik både en pris på ½ million kroner, et diplom og så en bronzeskulptur ved navn ‘The Ugly Duckling’.

Og så blev det Atwoods tur til at holde en tale. Hun fortalte både om hvordan hun græd, dengang hun læste ‘Den lille pige med svovlstikkerne’ og hvordan hun græd igen til ‘Grantræet’, men “only harder”. Jeg skrev flere af hendes ord fra talen ned, men det er nemmere bare at læse talen herovre i dens fulde længde og da sidste ord var blevet sagt, fik hun endnu et stående bifald.

Signe Svendsen (som jeg stadig bedst kender for sangene med Rollo og King – jeg er jo årgang 1989) gik på scenen sammen med Odense Jazz Orchestra og desværre startede hun med lidt tekniske lydproblemer. Heldigvis kom der hurtigt styr på det og så fik hun sunget et par virkelig skønne sange. “Such an honour to celebrate you, Margaret Atwood, and your work” fik hun sagt mellem sangene og det var tydeligt at hun mente disse ord. Hun startede med at synge “Bird on a wire”, som er en Leonard Cohen sang fra 1969 og det var svært ikke at fælde en tåre eller to (her er et link til YouTube med Cohen).

Dagens sidste punkter på programmet bød på sang og først var det DR Pigekoret, som sang “Nu falmer skoven trindt om land”, “Making Waves” og “Sensommervise”. Det var noget helt særligt og flere af solisterne formåede at give mig gåsehud, men det gjorde fællessangen også bagefter. Teksten til “I Danmark er jeg født” stod på programmets sidste side, lyset blev tændt og så var der ellers fællessang. Det har jeg ikke været med til så mange gange (vi så lidt med Faber under nedlukning), men det var rørende at stå en hel sal og synge med. Alt i alt en helt særlig eftermiddag, som jeg sent vil glemme og jeg kan varmt anbefale at holde øje med arrangementerne i Odeon.