Ord fra en bibliofil

Det er efterhånden nogle år siden, at jeg første gang stødte på Lisa Aisatos fortryllende illustrationer (jeg har blandt andet lavet dette indlæg tilbage i 2018) og allerede for to år siden havde jeg bestilt en billet til en aften i Aarhus, som lockdown desværre satte en stopper for. Men for et par måneder siden offentliggjorte forlaget Straarup og Co., som har udgivet hendes seneste bøger og genudigivet et par fra bagkataloget at hun skulle komme til Danmark igen her i marts og derfor tog jeg til Aarhus lige efter arbejdet i onsdags, da jeg havde bestilt en billet til den samtale, som hun skulle have med Christina Andersen Reyn på Viby Bibliotek. Efter et pitstop på gågaden (Faraos Cigarer kan varmt anbefales – jeg fandt i hvert fald lige den bog, som jeg ledte efter og kunne godt have brugt lang tid derinde (og mange flere penge)) smuttede jeg med en bus ud til biblioteket, hvor jeg både fik spist lidt aftensmad og kigget rundt på biblioteket. Man er vel en nysgerrig bibliotekar.

Der begyndte at komme flere og flere, der skulle til aftenens arrangement og de åbnede op for denne her flotte gamle sal i bibliotekets underetage, hvor Aisatos billeder var sat frem for enden af stolerækkkerne og forlaget havde sørget for både at tage bøger og puslespil med. Jeg har tidligere anmeldt en del af deres bøger (heriblandt Livet – illustreret herovre, som Aisato skulle snakke om, som betyder noget helt specielt for mig) så jeg fik to bøger med hjem til anmeldelse og købte et puslespil med et motiv fra billedbogen ‘Pigen som ville redde bøgerne’, som Aisato illustrerede og hvor Klaus Hagerup stod bag ordene om pigen Anna, der elsker at læse bøger. Stille og roligt begyndte folk at finde hen til stolene og ikke længe efter gik Aisato og Andersen Reyn på scenen. En biblioteksansat kom med lidt praktisk info og introduktion og Andersen Reyn startede interviewet med at spørge ind til hvorfor hun havde lavet denne her samling af illustrationer. Aisato forklarede at hun gerne ville lave denne her samlebog ud fra en rød tråd og der hvor der manglede en brik i det store puslespil, lavede hun så lidt nye illustrationer. Udvælgelsen var meget svært, for i 11 år har Aisato hver uge lavet illustrationer til den norske avis Dagbladet (her er et link til en af dem) så det var både en lang og sej proces, men også spændende.

“Føles barndommen magisk for dig?”, spurgte Andersen Reyn ind til og Aisato fortalte om at hun havde en vældig god barndom. Hun begyndte tidligt at tegne og moren arbejdede i en boghandel, så der blev læst meget. Aisato nævnte at de både havde læst Lindgren, Dahl og Tolkien og sagde at “jeg havde en rik barndom” (det er også søsteren som hun har udgivet ‘Snart sover du’ med som i kan læse mere om herovre). Hun snakkede om det her med streger og hvor stregerne skal gå og nævnte “Snagebogen” som et eksempel på hvordan at hendes første billede ikke altid blev det endelige. Hun tegner både digitalt og fysisk, men det er ikke kun hendes egne bøger, som hun illustrerer. Andersen Reyn spurgte om samarbejdet med andre forfattere og hvordan det er en anderledes proces end når hun illustrerer egne værker og Aisato forklarede at det er forskelligt, da hun ofte samarbejder om f.eks. hovedpersonen med en anden forfatter, men med hendes egne bøger er det ofte billederne hun starter med og så skriver hun om billederne. Hun viste en oversigt over de mange bøger, som hun har illustreret (hun har blandt andet illustreret ‘Frøen og fluen’ med danske Jesper Wung-Sung – i kan læse mere herovre) og viste hvordan en streg kan blive til flere forskellige tegninger. En krudsedulle kan blive til en tegning, som kan blive til et maleri og til sidst en historie.

“Lader du dig føre med historien?”, spurgte Andersen Reyn og Aisato beskrev hvordan hun tit har et billede i hovedet og nogle gange fungerer det, andre gange gør det ikke. Andersen Reyn nævnte at hun havde læst et interview med Aisato, hvor hun beskrev sin stil som kitschet og det kom sig af at da hun gik på Kunstskolen, var alle de andre så cool, men Aisatos illustrationer har med følelser at gøre og de er både omfavnende og fulde af melankoli. Allerede som 13-årig vidste Aisato, at hun ville være illustrator og hun skrev også en stil om det dengang. Hun ville illustrere børnebøger og billedbøger, for de havde været en stor del af hendes egen barndom og efter gymnasiet gik hun på kunstskolen. Idéen til den første bog kom dog senere, da hun arbjedede i en tøjbutik og var forelsket i sin mand for det var ham, som hun lavede bogen til (han var faktisk også med på denne her lille Danmarksturné). Den blev udgivet i forbindelse med Valentinsdag tilbage i 2008 og ikke længe efter udkom billedbogen ‘Mine to oldemødre’. Andersen Reyn spurgte ind til om hun mødte modstand på Kunstskolen og Aisato forklarede hvordan der var meget mere installationer over skoleforløbet og ikke så farverige illustrationer, som dem hun laver. “Et råd til andre, som beskæftiger sig med kunst og som møder modstand” efterspurgte Andersen Reyn og Aisato erklærede at man skal læne sig på det der gør at du udskiller dig fra andre.

Aisato blev selv ved med at tegne og har ikke rigtig holdt en pause fra det. Selv da hun var gravid sørgede hun for at der var leveret tegninger til avisen i forvejen og de gange, hvor hun har mødt modstand, har hun forsøgt at komme videre. Noget af det, som hun er rigtig glad for at tegne, er mennesker og deres ansigter- landskaber er hun ikke så meget for. En af de illustrationer, som Andersen Reyn især har bidt mærke i, er det her billede af en pige med MK på blusen (se nederste billede i dette indlæg) som fortæller, at man er god nok. Aisato fortalte at mange af teksterne i avisen faktisk var ret spændende at illustrere og i bogen er der også en illustration af nogle børn, som skal lave et tårn og det var faktisk også fra avisen. Hun finder inspiration mange forskellige steder og det kan både være gennem krudseduller og hendes omverden, at hun bliver inspireret. Hendes søn, der krammer sin bamse, når han skal sove, blev også en illustration og for hende er der flere indgange til den kreative proces. Når hun får en idé, er det nogle gange som at gå på en sti – hun prøver forskellige ting og ofte ender hun et helt andet sted end planlagt.

Nogle gange starter hun digitalt, andre gange med en collage og så bruger hun mange forskellige slags værktøjer, blandt andet en tandbørste. Hendes børkn tegner også ude i hendes værksted, som er lige ved siden af deres hus, men det er ikke meget, hun selv får tegnet når der er andre i nærheden. En slags tegnedysleksi opstår nemlig når andre ser hende tegne. Indimellem glemmer hun både tid og sted, når hun sidder og tegner. Andersen Reyn fortalte om noget interessant, som hun havde læst om i Elizabeth Gilberts ‘Big Magic’ (som i kan læse om herovre), nemlig at der er de her illusioner, som svæver rundt indtil de finder det rette menneske. Inspirationen er der, men man skal være klar til at gøre noget ved det, sådan set. Det havde Aisato ikke hørt om før, men hun nikkede genkendende til det og fortalte om hvordan hun ikke altid finder vejen med det samme, når det gælder en illustration. Ofte er hun i gang med flere illustrationer på samme tid og det er nemt at blive inspireret, men også vigtigt ikke at miste modet.

Andersen Reyn kom med et spørgsmål om hvad Aisato drømmer om at illustrere og Aisato fortalte om ‘A Christmas Carol’ af Dickens, men hun drømmer også om at illustrere både H.C. Andersen og Lindgren. Hendes helt store drøm er bøgerne om Harry Potter, da hun er en stor Harry Potter fan, men de er jo ved at blive illustreret af Kay og hun nævnte at Roald Dahls bøger også allerede har en god illustrator (Quentin Blake red.). Lige nu er det faktisk Dickens, som hun har på tegnebrættet, men da hun bøvler lidt med en hånd, går det lidt langsommere. “De onde er virkelig onde og de gode er virkelig gode”, sagde Andersen Reyn om ‘A Christmas Carol’ og jeg håber, at Aisato deler lidt af processen ovre på Instagram.

Ved dine børn godt, at mor arbejder ovre i atelieret ved siden af huset, spurgte Andersen Reyn ind til og hun fortalte om at hun ikke altid har haft det her atelier. Da de tidligere boede et mindre sted, var der papirer over det hel og det var lidt svært da alle arbejdede hjemme under Corona. Hun arbejder bedst når hun sidder for sig selv og er ikke så interesseret i at være en del af et tegnekollektiv. Hendes mand arbejder også i firmaet og de har et par ansatte til at klare mails og bestillinger. Andersen Reyn nævnte denne her illustration med en mor, som hiver ansigtet af og Aisato fortalte om at det også var hende selv indimellem. Det var et chok at få børn, men hun havde aldrig før været fuld af så meget kærlighed før. ‘Livet – illustreret’ er en vældig personlig bog og hun har efterhånden fundet ud af, at der er rigtig mange som kan se sig selv i bogen. Så blev det tid til spørgsmål og det første handlede om hvor meget der sendes frem og tilbage, hvis kunderne, som hun illustrerer for, ikke er tilfredse men det er aldrig sket med avisen, som hun illustrere for i mange år og indimellem ryger illustrationer frem og tilbage mellem hende og forfattere, men ofte har forfatterne også en klar idé om nogle af deres hovedpersoner. Et andet spørgsmål handlede om hvornår hun ville få tid til at illustrere Andersen, men det vidste hun ikke helt (dog det var meget tydeligt, at hun var meget interesseret og hun nævnte at hun havde lavet eksamen om Andersen for mange år siden).

Som noget af det sidste læste Aisato hele ‘Livet – illustreret’ op på norsk og der var grin i salen flere gange undervejs. Selv kluklo jeg af et par af illustrationer undervejs og var meget tæt på at fælde en tåre eller to, da hun nåede til bogens slutning. Da min mormor døde sidste år, genlæste jeg Aisatos bog og delte faktisk et billede derfra på Instagram, så da Aisato nåede til at læse teksten op til billedet, blev jeg mindet om den tid sidste år. Andersen Reyn kom med en varm anbefaling af de bøger, som Aisato har lavet med Linn Skåber (‘Til ungdommen’ og ‘Til de voksne’ red.) og Aisato fortalte om hvordan der er et miks af humor og melankoli i de bøger. “Hvad tegner du på?” lød et spørgsmål fra salen og hun fortalte at hun sad med en Wacom tablet. Et andet spørgsmål fra salen handlede om hvem Aisato selv havde af idoler og hun fortalte om at hun blandt andet ser op til den franske illustrator Rebecca Dautremer og den fransk/italienske illustrator Roger Olmos. Aftenens sidste spørgsmål fra publikum handlede om hvad hun var blevet, hvis hun ikke var blevet illustrator og det var faktisk ikke noget, som hun havde tænkt over, men måske noget med skoler. “Hvad er det gode liv for dig?” spurgte Andersen Reyn om og Aisato forklarede hvordan at det med tid med familien var vigtigt, men også tid selv. Familie og tegne blev det endegyldige svar.

Efter bifald fra aftenens publikum satte Aisato sig ned ved siden af forlagets bøger for at signere og jeg kunne hurtigt se at jeg måske var den der havde flest bøger med, som skulle signeres. Kvinden bag mig kendte ikke til billedbiografien om Lindgren og ville helt bestemt kigge efter den (det er også en af mine favoritter, men det kommer nok ikke bag på nogen, hvis man har fulgt med herinde i lidt tid og set alle de Lindgren-anmeldelser). Jeg var en smule starstruck, da jeg fik mine bøger signeret, men jeg forklarede at jeg havde læst hendes bøger i flere år efterhånden. Inden jeg smuttede hjem nåede jeg lige at snakke lidt med Andersen Reyn, som grundlagde Bogrummet.dk for mange år siden og som jeg havde mødt til et redaktionsmøde for Bogrummet for en del år siden efterhånden. Alt i alt en virkelig inspirerende aften på Viby Bibliotek hvis arrangementer jeg helt bestemt skal holde øje med og jeg er ret spændt på hvordan Aisatos illustrationer af Scrooge og de andre i ‘A Christmas Carol’ kommer til at se ud. Kort sagt: Hvis du får mulighed for at tage til et arrangement med Lisa Aisato, så kan jeg varmt anbefale det 🙂