Ord fra en bibliofil

Perkeros – Diabolus in musica af JP Ahonen og KP Alare, 2015. Anmeldereksemplar fra Forlaget Cobolt. Antal stjerner: 5/5

Hvem er Perkeros egentlig og kan musik være magisk?

Ahonen og Alare står bag denne graphic novel, der handler om det finske metalband Perkeros. Bandet har 4 medlemmer, da vi møder dem første gang, men deres karriere er endnu ikke helt kommet i gang. Det er som om der mangler et eller andet. Akseli er vores frontmand, som samtidig er guitarist, men når han synger, er det ikke ligefrem det smukkeste der kommer ud. Lilja, som spiller på keyboard, falder tilfældigvis over Aydin, der arbejder som kebabskærer og kan næsten ikke tro sine egne ører, da han synger en dag, hvor hun skal hente mad. Aydin bliver hurtigt optaget i bandet og de begynder at lyde bedre og bedre. Akseli har lidt problemer med kæresten hjemme, og må sove i det lokale, hvor bandet øver. Et af de andre bandmedlemmer er en ældre mand ved navn Kervinen, som har oplevet lidt af hvert gennem sit liv. Han har en mistanke om at musikken påvirker os og Akseli spørger en dag ind til det:

”Akseli: Øh… Hvad mente du egentlig med, at musikken strømmer i os og i naturen?

Kervinen: Lyd er jo vibration, ikke sandt? Og i universet vibrerer alting… Faktisk eksisterer der ikke andet end vibration og dens udtryksformer. Faste emner er i virkeligheden også en illusion, for de består kun af ikkeeksisterende partiklers konstante bevægelse. Derfor kan man også forme og beherske alle stoffers egenskaber hensigtsmæssigt ved hjælp af vibrerende lyde og toner. Hvorfor spørger du?”

Akseli havde selv en oplevelse ud over det sædvanlige, hvor han vågnede op pludselig og ”leviterede midt i rummet.” Han forstår ikke helt hvad der skete, men Kervinen overbeviser ham om, at det er godt, at han ikke kan huske melodien, da musik er stærkere end man umiddelbart tror. Kervinen fortæller om sin tid som munk, hvor de studerede musik og nedskrev dens virkning på individet. Men livet som musiker er bestemt ikke nemt og Akseli har desværre ikke altid den største selvtillid, når de skal på scenen. Det gør det bestemt ikke nemmere at en konkurrent spiller de samme steder, har en kvalitetsdemo med sig og at forsangeren, som er lidt mystisk, flirter med Lilja. Men når det gælder deres koncerter, er det fantastisk at de har Aydin, som ikke er bange for at fyre en joke af eller to:

Aydin: ”Hvad skulle det være? Pita metal med det hele? Også med stærk sovs? Nå ikke. Det bare være joke, vi slet ikke have pitabrød. Det bare reklame. (..) I godt lide jokes? Hvor mange lydmænd skal til for at skifte pære? (..) En, to. En, to. Og hvor mange leadguitarister? En, han bare stikke hånd op, og verden dreje omkring ham.”

Ahonen og Alare har i denne historie formået at skabe nogle fantastiske bandmedlemmer. Jeg har endda endnu ikke fået nævn Bjørn, som er en trommespillende bamse, der kan være svær at forstå og som skal nå at sove lidt mere end de andre i bandet. Ellers bliver han gnaven. Det er nemt som læser at identificere sig med en af karaktererne – især Lilja og Akseli, som er dem vi følger mest. Illustrationerne er åbenlyst tegnet af metalmusikfans hvilket især kan fornemmes, når bandet spiller deres musik. Når de spiller, går det bestemt ikke stille for sig og en af de sange, som de spiller, er af Pain of Salvation (der bestemt ikke er for sarte sjæle). Det fungerer rigtig godt med de forskellige synsvinkler og når man er færdig, kan man se hvordan alle elementer i historien er med til at danne en helhed.

Alt i alt en virkelig gennemført graphic novel, som både egner sig til hardcore metalfans og alle os andre, som bare vil slappe af med en god historie om et finsk metalband.