Sagen om den forsvundne markis af Nancy Springer
Sagen om den forsvundne markis af Nancy Springer, 2021. ABC Forlag. Opr. udgivet som Case of the Missing Marquess i 2006 og første bog i serien om Enola Holmes. Oversat af Erik Egholm. Antal stjerner: 4/5
Hvem er Sherlock Holmes’ søster og hvordan finder man sin mor, der er stukket af og har efterladt meget få spor?
Ikke langt fra London bor en ung pige ved navn Enola sammen med sin lettere excentriske mor og tjenestefolk på Ferndell Hall. Hele hendes liv er hun blevet oplært i hvordan man løser forskellige gåder og det er ikke helt usædvanligt for hendes familie. Hendes brødre er nemlig Sherlock og Mycroft og hvis du synes, at det virker lidt bekendt, så er det fordi de alle hedder Holmes til sidst. Den dag Enola fylder fjorten, forsvinder hendes mor ud af det blå og hun er nødt til at kontakte brødrene, som hun må ned og hente på stationen:
“”Mr. Holmes… og mr. Holmes?” sagde jeg spørgende.
To par grå øjne spiddede mig. To par aristokratiske øjenbryn gled i vejret.
Jeg fortsatte: “De, øh, I bad mig møde jer her,” tilføjede jeg. “Enola?” udbrød de som med én mund og fortsatte i munden på hinanden:
“Hvad laver du her? Hvorfor har du ikke sendt en vogn?”
“Vi burde have genkendt hende straks. Hun ligner dig jo på en prik, Sherlock.” Den høje, slanke af dem var altså ganske rigtigt Sherlock. Jeg syntes godt om hans markerede ansigt, hans høgeblik og hans næse, der ragede ud som et næv, men jeg havde en lumsk anelse oom, at det ikke skulle opfattes som et kompliment, at jeg lignede ham.
“Jeg troede, det var en gadetøs.”
“På cykel?”
“Hvad skal cyklen gøre godt for? Hvor er vognen, Enola?””
Enola har ikke set sine brødre i mange år, men det er ikke fordi de er til meget hjælp, for de fokuserer noget mere på alt det Enola endnu ikke har lært end hvor deres mor er forsvundet hen. Enola tager derfor sagen i egen hånd og efter at have lagt en masse planer, ser hun sit snit til at stikke af fem uger senere, hvor det egentlig er meningen at hun skal på kostskole. Men før hun når helt til London, som hun har planer om, hører hun om et kidnapningsdrama, hvor Scotland Yard er blevet tilkaldt og det er jo svært ikke at blande sig i sådan en sag, når man nu hedder Holmes til efternavn:
“Hmm. Noget kunne tyde på, at det ‘sindsoprivende kidnapningsdrama’ var foregået et sted i nærheden. Og ja, nu så jeg opdagerne stuve sig sammen i en ganske nydelig ‘landauer’, som straks trillede af sted i retning af et grønt parkområde lige bag jernbanestationen. Over trækronerne knejsede de grå, gotiske tårne på en bygning, som ikke kunne være andet end den meget omtalte Basilwether Hall.
Spændende.
Men nu én ting ad gangen. Jeg skulle købe en billet.
Ifølge den store køreplan, der hang på stationsmuren, var der ingen mangel på togforbindelser til London. Cirka en afgang i timen hele dagen igennem og aftenen med.
“Ung adelsmand forsvundet! Læs hele historien!” skrev en avisdreng, som stod ud for køreplanen.
Som en, der ellers ikke tror på forsynet, var jeg selvfølgelig fuld af undren over, hvordan tilfældet havde ført mig her til dette gerningssted, og min bror et helt andet sted hen. Mine tanker overtog herredømmet, og jeg var ude af stand til at modstå deres lokkende kalden. Jeg opgav forsøget på at mase mig vej til billetlugen og købte i stedet en avis.”
Men er det muligt at finde den forsvundne markis og hvad med Enolas mor?
Hvis Mycroft og Sherlock Holmes havde en lillesøster, ville hun så være som Springers Enola? Det er jeg ikke i tvivl om, at hun ville. Bogen starter meget stille og roligt, men så snart at der er kommet gang i den, så er det svært ikke at læse resten af bogen på én gang. Indtil videre er det kun denne her, som er udkommet på dansk og jeg krydser fingre for at de næste bliver oversat, men ellers kan man heldigvis finde 6 bøger om Enola og hendes liv på engelsk.
Alt i alt en interessant mysteriebog for børn og barnlige sjæle, som minder meget om de klassiske Holmes-mysterier, men med en hovedkarakter, som ikke vil være som alle andre unge kvinder, men som vil være sin helt egen uanset hvad dem omkring hende prøver at pådutte hende om hvad en ung kvinde bør og må.
Leave a Reply