Ord fra en bibliofil

Det Gyldne Kompas af Philip Pullman (Det Gyldne Kompas 1), 2011. Gyldendal. Opr. udgivet som Northern Lights i 1995. Oversat af Hanna Lützen. Antal stjerner: 5/5

Hvad er en Snapper og hvad er det for nogle eksperimenter, der bliver udført på stedet Bolvangar langt oppe mod nord? 

I en verden, der ligner vores egen, bor der en utrolig eventyrlysten pige ved navn Lyra på Jordan-kollegiet i Oxford, som er forældreløs. Man kan ofte finde hendes og hendes daimon Pantalaimon i selskab med køkkendrengen Roger og hans daimon Salcilia, for de elsker at udforske Oxford og indimellem kigger de ned forbi kanalerne, hvor der ofte bor Jypsi-familier. En daimon er et menneskes sjæl i en dyreskikkelse, som kan skifte udseende, indtil børnene begynder at blive voksne og hvis der sker noget med en daimon, så kan børnene mærke det. En dag forsvinder en af Jypsi-børnene og der går rygter om at det er de såkaldte Snappere: 

“Da Lyra endelig havde rede i alle de mange oplysninger, var hun klar over, at der ikke var gået to timer, siden Billy sidst var blevet set. 

“Så står det jo helt klart,” sagde hun. “Inden for de sidste to timer har der været Snappere her iblandt os…”

De så sig gysende omkring. Det føltes pludselig koldt, selvom solen skinnede ned over dem, og værftets mole myldrede med mennesker og dyr. Selv den gode, kendte duft af tjære, heste og tobak formåede ikke at berolige de skræmte børn. Det store problem var, at ingen vidste, hvordan Snapperne så ud. Derfor kunne enhver være Snapper, uden at nogen var klar over det. Lyra påpegede disse faremomenter for den lamslåede flok, og inden længe havde hun dem alle i sin hule hånd – kollegiebørnene såvel som jypsiungerne. 

“Jeg er helt sikker på, at de ligner ganske almindelige mennesker, ellers ville de blive opdaget med det samme,” sagde hun. “Hvis de kun kom om natten, kunne de se ud, som de ville, men når de også kommer i fuldt dagslys, må de se ud som alle os andre. Enhver her på molen kunne være Snapper…” 

Det kan godt være, at Lyra er forældreløs, men heldigvis har hun en onkel ved navn Asriel, der indimellem er på besøg på Jordan-kollegiet. På et af disse besøg fortæller han om sine seneste observationer på hans arktiske ekspedition, hvor han har taget billeder af noget, der ligner lys, men som er Støv. Det sætter en debat i gang hos de lærde, som hører om det og ikke længe efter at han er rejst nordpå igen, kommer der en kvinde ved navn fru Coulter på besøg i Oxford. Lyra har ikke mødt hende tidligere, men fru Coulter er ret interesseret i at høre om Lyra og hendes hverdag og rektor ender med samme aften at spørge Lyra, om hun vil rejse med fru Coulter og hjælpe hende, siger hun hurtigt ja. Men der er et eller andet over fru Coulter, som hun ikke helt kan tyde, for indimellem er hun virkelig rar for så at være ondskabsfuld et kort øjeblik efter, som da Lyra insisterer på at have sin taske på sig, da den indeholder en helt særlig gave fra rektor:

”Det var ikke så meget den irettesættende tone, som det var udtrykket “i sit eget hjem”, der fik Lyra til at blive stædig. Pantalaimon fløj ned på gulvet og blev til en ilder. Han skød ryg og strøg sig tæt op af Lyras hvide ankelsokker. Opmuntret af ham holdt Lyra på sit: “Men den er slet ikke i vejen. Og det er den eneste taske, jeg kan lide. Jeg synes, at den passer udmærket…”

Hun nåede ikke at tale færdig, før fru Coulters daimon sprang ned fra sofaen i en bølgende sky af gylden pels. Han kastede sig over Pantalaimon og maste ham mod gulvet, før han nåede at reagere. Lyra gav først et overrasket udbrud og skreg så højt af skræk og smerte, mens Pantalaimon vred sig under hvæsen og snerren uden at kunne frigøre sig fra den gyldne abes greb. På få sekunder var han blevet overmandet af aben: Pantalaimon lå med sit bagparti i en skruestik af abens bagben, et jerngreb i struben af dens ene hånd, mens den begyndte at få i hans øre med den anden. Aben flåede, som om den ønskede at rive øret af – uden vildskab, men med en ligegyldig og beslutsom styrke der var rædselsvækkende at overvære, og værre at føle. 

Lyra hulkede af skræk. 

“Lad være! Stand – hold op med at gøre os fortræd!” 

Fru Coulter så op fra sine roser. 

“Så adlyd mig,” sagde hun. 

“Det skal jeg nok. Jeg lover det.“”

Men hvem er fru Coulter egentlig og hvorfor rejser Lyra mod nord sammen med Jypsierne? 

Pullmans bøger om Lyra er en af de bogserier, som jeg har taget tilløb til i mange år og da jeg sidste år så traileren til ‘His Dark Materials’, læste jeg bogen med det samme, men jeg glemte helt at få den anmeldt. Bedre sent end aldrig dog og bogen var blandt de bedste, som jeg læste sidste år. Allerede på første side kommer man med på eventyr med Lyra og Pantalaimon og hele denne her idé Pullman leger med om at mennesker har en daimon og at støv er noget andet end det vi tror er virkelig interessant. Jeg har heldigvis næste bind i serien stående på reolen og jeg glæder mig til at se hvad der sker med Lyra og Pantalaimon, for Pullman giver os noget af en cliffhanger på bogens sidste sider.

Alt i alt en enestående historie om Lyra og hendes daimon, der kommer ud på deres livs eventyr og som må lære at stille spørgsmålstegn ved alt det, som hun indtil videre har lært og som må lære at stole på sin intuition, selv når alt andet er imod hende.