5 gode bøger til børn og unge på eReolen

Indimellem er det meget rart at høre en lydbog, når man går en tur, træner i et træningscenter med ringe musik og når man strikker/syr/hækler (som jeg opdagede i løbet af foråret). Der findes virkelig mange gode bøger derinde og man kan faktisk også høre forskellige podcasts, heriblandt ‘Tid til bøger’ med forfatterinterviews. Kort sagt, der er noget for enhver smag og det er gratis gennem dit bibliotekslogin. God fornøjelse!

Skammerens datter (Skammerens datter #1) af Lene Kaaberbøl

Kender i bøgerne om Dina, der helst vil være en helt normal pige, men som har arvet sin mors skammerøjne? Det at have skammerøjne gør nemlig, at man kan se, når folk skammer sig over noget og som gør utrolig mange folk omkring hende utilpas, når hun kommer igennem byen. Denne bog er den første af 4 om Dina og hendes familie og i kan finde dem alle på eReolen.

Link til e-bogen her og link til lydbogen her.

Bonusinfo: Bogen er netop udkommet i en ny udgave, hvor Emil Landgreen står bag illustrationerne. 


 

Vi på Krageøen af Astrid Lindgren

Inde på eReolen kan man finde mange af Lindgrens bøger og denne her er oplæst af Alberte Winding (i ved, hende der spillede Luna i ‘Bamse og Kylling’). Krageøen er en skærgårdsø oppe ved Stockholm og en sommer begiver familien Melkerson sig derud for at holde lidt ferie. På øen møder de blandt andet Trunte, der er en ganske gæv pige og ikke mindst hendes hund Bådsmand, der indimellem tager med børnene ud på eventyr i skærgården.

Link til e-bogen her og link til lydbogen her.

Bonusinfo: Tidligere i år udkom billedbogen ‘Krageøen. Et lille dyr til Pelle’, som er illustreret af Maria Nilsson Thore. 


 

Troldmandens nevø (Narnia #1) af C.S. Lewis

Hvis i har læst eller set ‘Løven, heksen og garderobeskabet’, så husker i måske, at der var en ældre mand ved navn Digory Kirke i det hus, hvor de fire søskende opdagede garderobeskabet og det er hans historie, som Lewis fortæller i ‘Troldmandens nevø’. I denne her er Digory og veninden Polly de to hovedkarakterer og en dag rejser de afsted mod en skov i en anden verden ved hjælp af to gule ringe fra Digorys onkel. De kommer også til at møde Aslan, den rare løve, som vi møder i ‘Løven, heksen og garderobeskabet’ og det er faktisk muligt at høre og læse hele serien om Narnia inde på eReolen.

Link til e-bogen her og link til lydbogen her.

Bonusinfo: Man kan se Narnia-filmene ovre på Disney+ og ‘Løven, heksen og garderobeskabet’ var den første af bøgerne, der udkom (‘Troldmandens nevø’ udkom 4 år senere, men handlingsmæssigt er det en prequel)


 

Lyntyven (Percy Jackson og Olymperne #1) af Rick Riordan

Om det er første gang, at jeg læser historien om Percy Jackson? Ja! Fortryder jeg at jeg ikke begyndte for mange år siden? Ja! Netop nu er jeg i gang med at høre bog nr. 3 og jeg har heldigvis stadig et par stykker i serien til gode inden jeg går i gang med en af Riordans andre serier. Bogen handler om Percy Jackson på 12 år, der finder ud af, at hans mor ikke helt har fortalt ham sandheden om hans far. Hans far er nemlig ikke et ganske almindeligt menneske, men faktisk en af de græske guder.

Link til e-bogen her og link til lydbogen her.

Bonusinfo: Der findes et imprint ved navn “Rick Riordan Presents”, hvor der bliver udgivet bøger, der ikke er skrevet af Riordan og som omhandler forskellige mytologier. 


Busters verden af Bjarne Reuter

Har i nogensinde hørt om drengen Buster Oregon Mortensen, der ejer en speciel spids tryllehat og som er temmelig uheldig? Så er du nok stødt på ‘Busters verden’ enten i bogform eller i form af filmen fra 1984. Bogen handler mest om Buster, men den handler også om hans naboer, om pigen Joanna og om hvordan det var at være barn i Brønshøj for en hel del år siden. Bogen bliver læst op af Kjeld Nørgaard (Kaj fra ‘Kaj og Andrea’) inde på eReolen og da jeg sidst hørte den, var jeg ved at flække af grin over et helt bestemt i bogen, hvor Buster får Ingeborg til at råbe ‘Kom herned dit store møgbeskidte hundehoved’ efter en fyr, som er lige lidt større end han havde regnet med (hvorefter han flygter ind på et lokum i skolegården (ret hjerteskærende scene i filmen i øvrigt)).

Link til e-bogen her og link til lydbogen her.

Bonusinfo: Buster Oregon Mortensen bor på Håbets Allé i Brønshøj, hvor Astrid Lindgrens søn Lasse boede i et par år, mens hun fik styr på sit liv oppe i Stockholm, da han var født udenfor ægteskab. I kan læse meget mere i ‘Denne dag, et liv’ af Jens Andersen. 

 

Har du nogle gode tips til bøger ovre på eReolen?

Leave a Reply