Ord fra en bibliofil

Kaskelotternessang af Bent Haller, 2016. Høst & Søn. Illustreret af Lea Leten. Udgivet første gang i 1981. Antal stjerner: 5/5

Hvordan vokser man op, når man er en hvalunge og hvor farligt er det at svømme ene og alene rundt nede i havet? 

En dag blev der født en lille kaskelothvalunge ude i det store ocean,  som med det samme fik sit navn Tangøje af sin mor og der var over fire meter lang ved fødslen. Allerede kort tid efter at Tangøje blev født, måtte hans mor forsvare dem begge, da to spækhuggere angreb dem, men Tangøjes mor gav ikke op og begge overlevede angrebet. Der var nemlig andre kaskelotter i nærheden af Tangøje og hans mor:

“Først i dette øjeblik kom hjælpen. Kaskelot-føreren kom farende og for løs på den halvdøde spækhugger, der havde fået ryggen brækket.

“Sådan skal det gøres!” råbte føreren, “hvor er ungen?”

“Her,” stønnede moder-hvalen. ”I var kommet for langt forud.”

“Vi har travlt,” sagde føreren, “vi sulter.”

Kaskelotterne svømmede nu rundt for at se den nyfødte fra alle vinkler. De udtrykte deres begejstring og svingede med halerne. 

“Videre,” sagde føreren, “vi har travlt.”

“Han hedder Tangøje,” sagde moderen stolt.“

“Hvalerne fortsatte i retning af det sted, hvor de skulle være hele sommeren. Hvis der altså var mad nok, for der blev stadig mindre og mindre mad i havet, alting var ikke, som det var engang,  og spækhuggerne blev frækkere og dristigere.” 

Det er bestemt ikke nemt at være en kaskelothval, for det er ikke kun spækhuggerne, som man skal holde sig langt fra. Efterhånden som Tangøje vokser sig større, begynder hans mor at fortælle ham om jerndyrene, som på en eller anden måde bringer død med dem og som man skal flygte fra. Men det kan være lidt svært at være bange for noget, som man aldrig har set og Tangøje mener helt bestemt, at et dask med halen burde være nok til at bekæmpe enhver fjende. Tangøje bliver gode venner med Gylte, der er frisk på at tage ud på eventyr, men det kan være svært at vide alt det vigtige, når man ikke er så stor endnu og en dag bliver de omringet af nogle hvid-hajer, men noget er ikke helt som det burde være lige pludselig: 

 “Tangøje svømmede ind i en skov af tætte planter, og Gylte fulgte efter. Der var ikke andet at gøre. 

”Vi kan altid svømme tilbage og tage kampen op med dem,” hviskede Tangøje. 

“De er for mange,” sagde Gylte, “alt for mange.”

De mærkede den kølige tang om kroppen, og det blev sværere at svømme. En svag kvalmende lugt fik dem til at standse et stykke længere fremme. 

De kunne høre, hvordan hajerne trak sig tilbage, som om de var nervøse for et eller andet. 

Tangøje lyttede. 

Der var noget galt. 

Der lå “noget” på vandet.”

Men hvad er det for en fare, som man ikke kan høre, uanset hvor godt man lytter og hvem er den gamle hval Dick, som kaskelothvalerne synger om ganske ofte?

Åh, hvor var jeg ved at tude flere gange undervejs, da jeg læste denne bog. Haller kan et eller andet med at skrive om usædvanlige karakterer (her tænker jeg også på bogen ‘Silke’) og allerede fra første side har han læseren i sin hule hånd. Denne udgave er en jubilæumsudgave i anledning af Hallers 40-års forfatterjubilæum (samt 35 år siden at denne bog udkom første gang) og den er noget så smukt illustreret af Lea Leten, der også står bag illustrationerne i Hallers ‘Skagerrak’. Det er en stærk bog, der både handler om dyrenes velfærd, om det at vokse op og om venskaber, der er stærkere end meget andet i ens liv og den er både velegnet til højtlæsning samt fra 11 år og opefter, for livet under vandet er ikke altid lykkeligt.

Alt i alt en uhyre vigtig bog om Tangøje, hans liv i havet og om at finde vejen hjem igen til sin flok, når man er færdig med at være på eventyr.