Ord fra en bibliofil

Det sidste ord af Thomas Thorhauge, 2012. Rosinante. Antal stjerner: 4/5

Hvad kan man citere kendte skuespillere for, som de ikke siger i deres film og er de egentlig, som vi tror at de er?

Thomas Thorhauge har i denne bog samlet sine avisstriber om mennesker i showbusiness, som blev udgivet i Politikens filmtillæg. Af Rosinante selv bliver den kaldt for en citatbog, som samtidig er en mocumentary over filmverdenen, og det er helt bestemt en meget præcis beskrivelse. Peter Aalbæk Jensen står bag et forord til denne bog og står som værende en ”Selvglad filmkøbmand” og fortæller os, at mennesker i filmverdenen hverken er bedre eller værre end os almindelige mennesker. Og efter man har læst hver enkel stribe, er man tilbøjelig til at give ham ret.

Thorhauge lægger ud med en stribe om Marilyn Monroe, som læser Ulysses af James Joyce med en kat ved sin side. Hun sidder i den klassiske hvide kjole og filosoferer over livet:

”Jo mere, jeg tænker over det, desto mere går det op for mig, at der ikke er noget svar, livet må leves.”

Hun er ikke den eneste, som funderer over livet og om der er en mening med det hele. Vi møder også Meryl Streep, som tømmer sin opvaskemaskine, medens hun ”snakker med os”. Hun mener at vi alle har det samme indeni os – vi har den samme oprindelse og derfor føler hun ”ikke, at vi er særligt forskellige. Jeg kunne sikkert mærke, hvordan det føles at være dig, hvis jeg nærstuderede dig.” En tredje, hvis vise ord jeg her vil gengive, er Max Von Sydow, der er i gang med et spil stangtennis mod sig selv:

”Gennem livet opdager man, hvad det vil sige at være menneske i forskellige aldre. Jo ældre, man bliver, desto mere tænker man på døden, og man forstår hvad den kan betyde. Døden er døde, og den kommer, når den kommer. Den kan komme for tidligt. Men også på et velkomment tidspunkt. Det kommer helt an på resten af ens liv, og hvad man gør ved det.”

Thorhauges bog er fuld af vise ord og fantastiske illustrationer, som ikke gør os i tvivl om, hvem personerne er. Nogle ser vi i en rolle, som vi forventer, hvor f.eks. Sydow spiller stangtennis. Han har både valgt danske og udenlandske interessante kendisser, og til trods for deres forskellighed samles de om de samme temaer, som blandt andet er ensomhed, identitet, livet og kærligheden. Hans måde at fortælle på fungerer utrolig godt og jeg glæder mig til at få fat i en af hans andre værker. Alt i alt en fantastisk samling af striber, som kan lære enhver noget om livet.