Månedlige refleksioner – Februar
I morgen er det 14 dage siden, at kalenderen begyndte at vise marts i stedet for februar og efter nogle smukke dage med flot vejr, er det gået den helt forkerte vej og er blevet koldere. Og så er der en hulens masse vandpytter disse dage, som man skal skynde sig rundt om (kan i huske glæden dog ved at hoppe i dem som barn med ordentligt fodtøj?). Jeg havde nogle ganske travle dage i slutningen af februar og har begravet mig lidt i bøger her på det seneste. Måneden startede med et besøg i antikvariatet her i Roskilde sammen med en veninde (jeg købte et par af Fitzgerald, Carroll og en spøjs form for børnebog med masser af illustrationer af Brian Selznick, manden bag ‘The Invention of Hugo Cabret’ (som er filmatiseret som ‘Hugo’)) og så er der også kommet nogle stykker ind ad døren (den senest ankomne anmelder jeg faktisk i morgen, da den udkommer der) 🙂 Februar har stået på masser af familiehygge, venindebesøg, togture med læsning, gåture med lydbog og så har jeg været til et par litteraturarrangementer med hhv. Morten Pape, Dolly Alderton / Anja Leighton og Tom Rachman. Her er lidt om hvad jeg har læst denne måned og hvad jeg ser frem til her i marts måned.
Antal sider:
1,760 sider.
Antal læste bøger:
6 bøger (heraf to graphic novels, en roman, en børnebog, en faglitterær og en essays/erindringsbog)
Antal hørte bøger:
2. Jeg har hørt ‘The Hitchhiker’s Guide to the Galaxy’ af Adams (oplæst af Stephen Fry) og ‘Mr. Popper’s Penguins’ af Atwater/Atwater (oplæst af Nick Sullivan).
Månedens citat:
“Her vil jeg gerne sætte historien på pause et øjeblik for at tale om det, at ‘intet vil forandre sig’. Jeg har hørt kvinder, jeg elsker, sige det til mig gang på gang gennem mine tyvere, når de flytter sammen med kærester, bliver forlovede, flytter til udlandet, bliver gift, bliver gravide. ‘Intet vil forandre sig.’ Jeg er ved at gå bananas over det. Alt vil forandre sig. Alt vil forandre sig. Kærligheden mellem os forbliver den same, men venskabets format, tone, regelmæssighed og intimitet forandrer sig for altid.
Du ved, lidt ligesom dengang du var teenager og så din mor sammen med sine bedste veninder, og de virkede tætte, men ikke som dig og dine veninder? Der var noget sært formelt mellem dem – en let akavethed lige når de mødtes. din mor gjorde rent, før de kom, og de talte om deres børns hoste og hvad de planlagde at gøre med deres hår. Da vi var teenagere, sagde Farly engang til mig: ‘Lov mig, det aldrig bliver os. Lov, at når vi er halvtreds, har vi det stadig præcis som nu.”
Alt hvad jeg ved om kærlighed af Alderton
Arrangementer:
Pape på Politikens Forlag, Dolly Alderton/Anja Leighton på Gentofte Hovedbibliotek og Tom Rachman på Roskilde Bibliotek.
De bedste bøger:
‘Alt hvad jeg ved om kærlighed‘ af Alderton. Åh, hvor er jeg vild med denne her bog af Alderton. Jeg har hørt et par af hendes podcasts siden at jeg læste bogen og der er så mange livstanker i bogen, fortællinger om de til tider vilde 20’ere og at finde sig selv i mængden.
‘Anne of Green Gables’ af Montgomery og Thummler. Da jeg var barn, læste jeg bøgerne om Anne Shirley på dansk, forrige år læste jeg en Norton Critical Edition og nu har jeg så læst en graphic novel af historien, som var fuld af fantastiske illustrationer. (Jeg reserverede den på mit lokale bibliotek i øvrigt mindre end 5 minutter efter at jeg havde set dem poste et billede på Instagram og hvis man er fan af Anne Shirley, bør man ikke gå glip af denne bog).
‘Planen’ af Pape. Måske er det fordi at jeg er lidt yngre end Pape og kunne genkende mange ting i bogen, men det tog ikke mange sider fra jeg åbnede bogen og til at jeg nærmest levede i den i en periode. Sproget er eminent og jeg glæder mig til at læse den der udkom i sommers, nemlig ‘Guds bedste børn’.
‘Brødrene Løvehjerte’ af Lindgren. Jeg satte mig som mål at jeg skulle læse flere Lindgren-bøger her i år, faktisk en om måneden og i februar blev det så til denne her, som jeg havde læst som barn. Jeg havde bare glemt slutningen og den fik mig bare til at stirre ud i luften og forsøge at lade være med at tude alt for meget.
Alt i alt:
Da jeg først kiggede på, hvad jeg havde læst af bøger i februar, så det ikke ud af meget, men det blev alligevel til en hel del sider. Jeg nyder den nye rytme, som jeg er begyndt på her i det nye år, hvor jeg læser lidt om morgenen inden jeg tager afsted (pt nogle interviews med forfattere), læser i en anden bog i toget og hører så lydbog til og fra Rigsarkivet. Allerede her i årets første to måneder har jeg fået læst et par eminent skrevne bøger, som jeg uden tvivl putter på listen over årets bedste bøger her i 2019, når det bliver tid til det indlæg næste år. Der er endnu ikke så mange litteraturarrangementer på min liste her for marts andet end et foredrag på Roskilde BIbliotek her på mandag, men jeg har for nylig købt billetter til at se Siri Hustvedt i Diamanten til sommer og det glæder jeg mig til som et lille barn, der snart har fødselsdag. Men hvem ved, måske er jeg at finde i Boghallen en dag efter arbejde (for der er altid arrangementer og nu arbejder jeg jo ikke langt derfra).
Hvad har i fået læst her i det nye år? Og har det været godt eller skidt?
Leave a Reply