Nour og Noras første dag i børnehave af Camilla Kaj Paulsen

Nour og Noras første dag i børnehave af Camilla Kaj Paulsen, 2018. Illustrationer af Pauline Drasbæk. Anmeldereksemplar fra forfatteren. Antal stjerner: 4/5

Hvordan er det for et barn at skifte fra vuggestue til børnehave og hvad betyder hudfarve egentlig for børn?

Nour og Nora bor ved siden af hinanden og da Nour finder ud af, at de skal starte i samme børnehave, håber hun på, at de kan blive venner. Nora har det ikke helt på samme måde, da hun  savner sine gamle venner i vuggestuen, men så snart hun kommer hen til børnehaven, møder hun Nour og inden længe begynder de at lege. I børnehaven er der nemlig en dukkekrog og de finder sammen hurtigt en dukke, der ligner Nora, men det er lidt sværere at finde en dukke, der ligner Nour:

“De leder og leder, men de kan ikke finde nogen. Nora finder én, der har brunt hår og blå øjne, men Nour har jo brune øjne. Nour ser, at der ligger nogle tuscher ovre på bordet, hun går hurtigt over og henter den brune tusch, hiver proppen af og farver dukkens øjne og kinder brune. 

“Næææ, hvor er hun smuk, nu ligner hun dig Nour,” siger Nora. 

“Ja, det gør hun” siger Nour stolt: “Så leger vi, at de er vores børn”.”

Pludselig bliver det tid til at spise frokost og pigerne går hen for at sidde sammen med de andre. De skæver lidt til hinandens mad, for den ene har falafler med og den anden har leverpostejsmad med, men efter at pædagogen Eik har forklaret dem, at man ikke siger ad til hinandens mad, så går det ganske godt og Nora smager endda på Nours falafler. Efter frokost sætter de sig til at tegne, men så skal de finde ud af, hvilken farve huden skal være på den pilot, som Nour har tegnet:

“Huden skal også farves, så piloten ikke bare er ‘papirfarvet’ i hovedet. 

“Ræk mig lige hudfarven,” siger Nour. 

Nora rækker hende den lysebrune. 

“Naaaaaarrrjjjjj, hudfarven sagde jeg”. 

“Men din hudfarve er da lysebrun,” siger Nora. 

“Nå ja! Det er da et dumt navn til en farve. Min morfars hudfarve er mørkebrun,” tilføjer Nour. 

“Min morfars hudfarve er rød – altså om sommeren. Om vinteren er den sådan lidt grå i det, ” siger Nora. “

Men hvor meget betyder det med forskellige kulturbaggrunde for børn egentlig og hvad er forskellen på jul og Eid?

Historien om Nour og Nora er en vigtig én af slagsen og jeg er især vild med hvordan bogen lægger op til aktiviteter og samtaler om hvad man læser om i bogen. Drasbæks illustrationer passer utrolig godt til Paulsens måde at fortælle historien på og det er en af de der bøger, som både kan læses for de helt små størrelser og for de børn, som skal til at starte i børnehave. Alt i alt en skøn historie om pigerne Nour og Nora, som finder ud af, at det der med at starte i børnehave slet ikke er så farligt og at man hurtigt kan få rigtig gode venner.

 

 

Leave a Reply