Min muse af Jessie Burton

Min muse af Jessie Burton, 2018. Anmeldereksemplar fra Hr. Ferdinand. Opr. udgivet som The Muse i 2016 og oversat af Nanna Lund. Antal stjerner: 5/5

Hvordan var livet i London i 1960’erne for mennesker, der kom til fra andre lande og med en anden hudfarve og er andres liv altid, som de ser ud til at være og hvor meget ved vi egentlig om hinanden, når alt kommer til alt?

Efter en opvækst i Trinidad tager den unge kvinde Odelle Bastien til London, hvor hun sammen med veninden Cynthia arbejder i en skobutik, men da hun en dag får tilbudt en stilling på Skelton-galleriet, får hendes liv pludselig en ganske anden kurs. Her møder hun blandt andet Marjorie Quick, der er gallerist og helt anderledes end de kvinder, som Odelle ellers har mødt i de år, som hun har boet i London. Når hun ikke stenograferer i hendes nye stilling på galleriet, skriver hun selv, og da Quick hurtigt Indser, at Odelle ikke er helt som de fleste, inviterer hun en dag Odelle på frokost:

>“Jeg spiste et stykke tærte, men Quick rørte den ikke. Det var, som om hun var født til alt dette, cigaretterne, ordrerne over telefonen, de flygtige observationer. Jeg så hende for mig, som hun må have set ud, da hun var i tyverne og turede rundt i London med sine glamourøse, sorgløse venner midt under Blitzen. Jeg stykkede hende sammen af Mitford og Waugh og dryssede lidt Muriel Spark, som jeg netop havde opdaget, ovenpå. Det var muligvis en illusion, der var blevet indpodet i mig gennem den uddannelse, jeg havde fået, som var meget lig uddannelsen i engelske privatskoler med deres latin og græsk og drenge, der spillede cricket – men jeg længtes sådan efter excentriske, selvsikre mennesker, der kunne gøre mit liv mere farverigt, sådan nogen, man kun mødte i romaner. Jeg mente, jeg fortjente dem. Quick behøvede stort set ikke gøre noget, så klar var jeg, så ivrig.”

Men da hendes nye bekendtskab Lawrie kommer forbi med et gammelt maleri, er det som om, at der sker et skift i Quick og hendes måde at være på. Det gamle maleri ser ud til at være malet af kunstneren Isaac Robles, der en sommer tropper op på et spansk landsted sammen med sin søster Teresa. Landstedet er denne sommer beboet af kunsthandleren Harold Schloss og hans kone Sarah samt deres datter Olive, der ligesom Isaac er kunstner. Hun skjuler dog sine talenter for forældrene, men sammen med det unge søskendepar er det som om at hun tør lidt mere end før og de finder på en plan, der en dag skal dokumenteres:

“”Jeg er en løve,” brølede Teresa og løftede den krummede hånd som en pote, mens fingeren på den anden hånd svævede over udløseren. Den sidste halve time havde hun taget en hel del ret formelle billeder – af maleriet, og af maleriet med Isaac stående ved siden af, men nu kastede Olive skraldgrinende og med let lukkede øjne hovedet tilbage, mens Isaac, der ikke var modtagelig for sin søsters humor, så direkte ind i linsen med så besidderisk et blik, at Teresa glemte, hun skulle forestille dyrenes konge.

Idet Teresa trykkede på udløseren og fangede dem, som de stod, vidste hun, at noget var gået i stykker herinde. Og for første gang forstod hun, at de alle tre for altid ville være konsekvenserne af deres beslutninger, og at der ikke var nogen vej tilbage.”

Men er det Isaac, der står bag penselstrøgene på det billede, som Lawrie ejer og hvorfor får billedet Quick til at reagere, som hun gør?

Burton har kort sagt gjort det igen! Lige siden at jeg læste hendes fantastiske debutroman ‘Dukkemageren’ tilbage i starten af 2016 har jeg set frem til næste bog fra hendes hånd og jeg er bestemt ikke blevet skuffet. Tværtimod. Det var noget af en pageturner med flere twist i plottet undervejs end jeg lige havde regnet med, men Burton har en helt særlig måde at fortælle hendes historier på: Man undrer sig i starten, tror at man har godt styr på slutningen i midten og så alligevel skruer hun plottet sammen, så man sidder helt målløs tilbage, når sidste side er vendt. Bogen er fuld af personlighedskriser, spænding, familiedrama, kærlighed og ikke mindst venskaber, der hvor man mindst venter det. Alt i alt en roman, der tager læseren med under armen til regnfulde dage i London og solrige dage i Spanien, hvor faren lurer ukendte steder og hvor sandheden ikke er så ukompliceret, som den ser ud til.

1 Comment

  1. Bedste bøger i 2018 – Ord fra en bibliofil

    marts 4, 2019 at 12:15 am

    […] måden, hvorpå hun skruer et plot sammen på og jeg bliver narret på den gode måde hver gang. I kan læse min anmeldelse herovre og det er i øvrigt en historisk roman ligesom hendes […]

Leave a Reply