Ord fra en bibliofil

Troldvinter af Tove Jansson, 1957. Carlsen. Antal stjerner: 5/5

Hvordan ser Mumidalen egentlig ud om vinteren og kan Hemuler stå på ski?

Se, det første spørgsmål kender de fleste Mumitrolde ikke selv svaret på. De går nemlig i en form for hi hver vinter i deres hus og kommer først frem igen henad foråret. Sådan er det i hvert fald normalt, men denne vinter er ganske anderledes. Mumitrolden vågner alt for tidligt som den eneste i hans familie og beslutter sig for at undersøge dalen, da det først er lykkedes ham at komme ud af huset, som er ganske koldt og med sne omkring. Men dalen ser ganske anderledes ud end på dette tidspunkt og Mumitrolden må lige bruge noget tid på at vænne sig til det:

“En bølge af kold luft slog imod ham.

Han tabte vejret, gled og rullede ud over tagets kant. Og så røg Mumitrolden hjælpeløst ud i en ny og farlig verden og sank dybt ned i sin første snedrive. Det stak ubehageligt i hans fløjlspels, men samtidig fik han en ny lugt i næsen. Den var mere alvorlig end nogen lugt, han før havde kendt, og gjorde ham lidt bange. Men han blev lysvågen og interesseret.

Et gråt halvlys lå tæt over dalen. Men dalen var ikke mere grøn, den var hvid. Alt det, der plejede at røre sig, var blevet ubevægeligt. Alle levende lyde var borte. Alt, hvad der var kantet, var blevet rundt.

“Det er sne,” hviskede Mumitrolden. “Mor har hørt om det, og det hedder sne.” “

Heldigvis er det ikke alle i dalen, som sover og blandt de vågne er også Lille My. I løbet af hans tur udenfor huset møder han også Too-ticki, som forklarer ham hvad der sker i Mumidalen i løbet af vinteren og ikke mindst fortælle om de dem, som bor i dalen og som Mumitrolden aldrig har mødt eller hørt om. Efterhånden kommer der flere og flere til deres lille form for vinter koloni og en af dem er Hemulen, som elsker at være i gang og særligt at stå på ski. Lille My lærer det ganske hurtigt og Mumitrolden følger nøje med, når Hemulen begiver sig afsted på sine ski. Selv har han nemlig aldrig prøvet at stå på ski, men med en så aktiv Hemule i selskabe, er man lidt nødsaget til i det mindste at prøve lidt:  

“Hemulen kom spankulerende hen imod dem. Han havde taget skiene af, og næsen glinsede af venlighed og varme. “Nu vil vi lære Mumitrolden at stå på ski,” sagde han.

“Tak, helst ikke,” mumlede Mumitrolden og trak sig baglæns væk. Han kiggede hurtigt efter Too-ticki. Men hun var forsvundet, måske for at fiske noget sammen til en ny suppe.

“Man skal bare ikke være bange”, sagde Hemulen opmuntrende og bandt skiene fast på Mumitroldens fødder.

“Ja, men jeg vil ikke…” begyndte Mumitrolden helt ulykkelig. Lille My så på ham med løftede øjenbryn.

“Nå, ja, men lad mig så bare” sagde Mumitrolden mørkt. “Men ikke så stor en bakke.”

“Nej, nej, kun skråningen ned til broen,” sagde Hemulen. “Bøj knæene. Hæld dig fremefter. Lad ikke skiene gå til hver sin side. Rank overkrop. Armene tæt ind til siden. Kan du nu huske, hvad jeg har sagt?”

“Nej,” sagde Mumitrolden.

Han fik et puf i ryggen, lukkede øjnene og gled.”

Men vil det lykkedes Mumitrolden at stå på ski i første hug og vil han nogensinde vænne sig til den kolde vinter?

Det er nu altid skønt at drage til den fiktive Mumidal og dette var ganske tiltrængt denne gang. Jeg er helt enig med den person, som på bagsiden har skrevet at det er en bog både for børn og at læse om vinteren og det spæde forår gennem Mumitroldens øjne var helt fantastisk da han registrerer selv de mindste detaljer og forandringer, som vinteren har bragt med sig. For den voksne læser er det en bog fuld af komme filosofi af den bedste slags og den er helt perfekt at læse på en grå vinterdag, da Janssons fortryllende ord om det spæde forår kan live enhver læser op på en sådan dag.

Alt i alt en smukt og tænksomt skrevet børnebog om Mumitroldene, hvad der sker i deres dal om vinteren og ikke mindst noget om venskaber og hvordan de kan hjælpe os med at udfordre os selv på den gode måde.