Ord fra en bibliofil

The House of Eliott af Jean Marsh, 1994. Pan. Antal stjerner: 4/5

Hvordan skal to unge søstre klare sig i livet efter deres fars død i 1920’ernes London, når de ingen uddannelse har og vil de møde kærligheden hver især?

Jean Marsh står bag denne bog, som er baseret på en britisk tv-serie, der blev vist i starten af 1990’erne. Det var også som tv-serie at jeg først opdagede denne interessante historie om Beatrice og Evangeline Eliott. I begyndelsen af denne bog har de netop mistet deres far, og det er svært for dem at finde et nyt fodfæste i livet. Beatrice, som i øvrigt også kaldes Bea, har arbejdet som sekretær for deres far i flere år og er ved at indfinde sig med at hun nok forbliver en pebermø, da hun allerede er fyldt 30 år. Hendes lillesøster Evangeline, også kaldet Evie, er noget yngre og deres tante og fætter mener endnu at der er håb forude, når det gælder at finde en præsentabel ægtemand. Selvom London er mere fremme end mange andre byer på denne tid, så er der stadig en betydelig forskel på hvad mænd og kvinder kan tillade sig, hvilket vi ser, da søstrene besøger en herretøjsforretning:

” The older assistent approached. ‘Is there any problem, Mr Jenkins?’

‘Not at all,’ said Evangeline brightly. ‘ I am interested in buying this sweater and I would like to try it on.’

The older assistent pursed his lips, which perfected his likeness to an old prune, Beatrice thought, and said icily, ‘There are no facilities for young ladies in this establishment’, and inclining his head towards Beatrice, ‘no changing facilities for ladies of any age.’ ”

De to søstre er bestemt ikke tilfreds med denne behandling og det giver dem en god idé længere hen. Bea får nemlig arbejde hos en fotograf, og hans kunder beundrer hendes tøjstil. Søstrene grundlægger deres egen skrædderforretning og pludselig har de stor succes, som de slider for, både med lange aftener og deres familie er bestemt ikke enige med at det er et godt sted for 2 unge kvinder at opholde sig, hvis de skal have et ry, der er godt nok til ægteskab. Fotografen sørger for at de kan promovere deres kundskaber og en af hans veninder inviterer dem med en aften, hvor hun skal synge i en af deres kjoler. Introduktionen til denne fest giver et godt billede af tiden de lever i:

”The Lark and the Owl was lit by electricity but for all the light that was shed it could have been lit by oil. There was no overhead illumination, only small pottery lamps on each table in the shape of an owl with the light emerging from the eyes. Wreaths of cigarette smoke added to the gloom. Couples were moving on the small dance floor to the music of a Negro band. They were playing in syncopation, almost unrecognizably, the music from ‘ Maid of the Mountains’. The dancing was also unrecognizable, probably loosely based on a quickstep.”

Søstrene må lære at klare sig selv og efterhånden lærer de endnu flere ting om hinanden, som de aldrig havde troet. De lærer at intet godt i livet kommer helt af sig selv og uden at afsløre for meget, så lærer de også ting om deres far, som chokerer dem og blot knytter dem endnu mere sammen. Men mænd kommer ind i deres liv ganske naturligt og store beslutninger skal tages for begge søstre. Marsh har her forfattet en skøn historie om hvordan unge kvinder levede tilbage i 1920’erne. For en anglofil er det skønt at høre alle de mange navne på steder og det er tydeligt at hun har sat sig ind i hvad der rørte sig på denne tid. Søstrene vokser gennem historien og som læser er dette interessant at iagttage. Romanen, som ellers virker forudseelig, tager et par drejninger undervejs og er bestemt ikke som tv-serien, hvilket gjorde at man de sidste 100 sider sad og bed negle for at finde ud af, hvornår søstrene ville opdage sandheden om deres familie.

Alt i alt en rigtig spændende roman, som jeg bestemt kan anbefale, og dette især til fans af Downton Abbey og som er interesserede i kvindehistorie i 1920’ernes London.