Ord fra en bibliofil

Muminvärlden och verkligheten – Tove Janssons liv i bilder af Petter Karlsson, 2014. Max Ström. Antal stjerner: 5/5

Hvordan viser man læsere bedst muligt, hvordan forfattere og forfatterinder egentlig lever og hvad der har gjort, at de har udgivet værker, som appellerer til børn og voksne over hele verden?

Hvis man kigger på denne bog af Karlsson, er det blandt andet ved at vise billeder fra barndom, ungdom og ikke mindst den periode i hendes liv, hvor Tove Jansson brillerede med Mumi-troldene, som endnu kan ses verden over i dag. Jansson ved godt fra barnsben, at hun ikke er den kønneste datter på denne jord, men hun er gæv og som hendes far siger, da hun er ganske lille:

”Kanske får vi en stor konstnär i Tove någon gang. En riktigt stor!”

(Måske får vi en stor kunstner i Tove engang. En rigtig stor!)

Allerede fra barnsben er Tove kreativt tænkende og hun er sammen med sine søskende ofte model for hendes forældre, som begge er kunstnere. Ved at vise os læsere billeder fra hendes tid som kunststuderende på Teknis i Stockhom og senere hen også billeder fra hendes tid i Paris er det muligt at se de første skridt til hvad der skal blive til Mumitrolde. Tilnavnet til troldene stødte hun første gang på i hendes barndom, hvor hendes onkel fortalte hende: ”Akta dej för de kalla mumintrollen.” (Tag dig i agt for de kolde mumitrolde). Flere gange gennem hendes ungdom vender hun tilbage til disse væsener, og Karlsson fortæller os hvordan de grundet 2.verdenskrig blev ændret fra værende lidt mørke og onde trolde til at blive søde og bløde. Den første bog om mumitroldene udkommer i 1945 og allerede året efter ser efterfølgeren dagens lys. Men hvor stor en mumitrold egentlig er, hører vi først om i et interview i Japan:

”När Tove vid ett besök i Japan, fick frågan hur stort ett mumintroll egentligen är, svarade hon att det är ungefär lika långt som en telefonkatalog man ställt på höjden. ”En hemul motsvarar däremot två ormbunkar.””

(Da Tove ved et besøg i Japan fik spørgsmål om hvor stor en mumitrold egentlig er, svarede hun, at den er cirka ligeså langt som et telefonkatalog stillet på højden. ”En hemul svarer derimod til to bregner.” )

Mumitroldene resulterer i stor succes for Jansson og teaterstykker bliver også opført i løbet af 1950’erne. Men berømmelsen er ikke noget som Jansson nyder så meget som hun nyder det stille liv ude i skærgården, hvor hun og ”Tooti” tilbringer så meget tid som muligt. Tooti er hendes livsledsagerske, som også er kunstner og de mødte hinanden allerede i studietiden. Det var dog først senere, at de fandt sammen og selvom det var svært for Janssons familie til at starte med, så endte de dog med at acceptere, at Jansson boede sammen med en kvinde. Tove er lykkelig, da Tooti endelig kommer ud til skærgården, og skriver:

”Jag är äntligen framme hos den jeg vill vara med.”

(Jeg er endelig fremme hos den jeg vil være med)

Karlsson har i denne bog valgt at 5 afsnit med tekst, som virker rigtig godt sammen med de mange billedtekster, der også kan ses i bogen. Hvert et billede giver os informationer om enten hendes familie, hendes studier, hendes venner, illustrationer af Mumitroldene og ikke et eneste er taget med uden en grund. Efter endt læsning er det nemt at se, at Jansson var langt mere end bare forfatteren bag Mumitroldene – hun var kunstner, hun var fortæller og ikke mindst – hun var sig selv i alle henseender.