Kylling med blommer af Marjane Satrapi

Kylling med blommer – En iransk fortælling af Marjane Satrapi, 2006. Carlsen. Opr. udgivet som Poulet aux prunes i 2004. Antal stjerner: 4/5

Hvordan kan musik påvirke et liv og hvor stærke er bønner for andres liv egentlig?

Marjane Satrapi, som er bedst kendt for hendes serie ”Persepolis”, tager sin læser med tilbage i tiden til Iran i 1958. Nasser Ali Khan, der er musiker, er på udkig efter en ny tar, da hans kone har ødelagt den han havde, men det er ikke helt så nemt at finde den perfekte tar. Flere af dem, som han får fat i, går nemt i stykker, men en dag får han besøg af sin ven Manuchehr, som kan hjælpe ham lidt på vej:

“En af mine gamle venner bor i Mashad. Han sælger lidt af hvert. Jeg var forbi i sidste måned. Han havde netop fået fat på en Yahya-tar. En antikvitet! Et unika! Han er oven i købet en stor beundrer af dig, selvom han aldrig har hørt dig spille. Jeg skriver til ham og fortæller, at du kommer. Det varer lidt, før posten når frem… Hvis du kan være der om tre uger, er det perfekt! Jeg er sikker på, at du vil finde lykken.”

Efter han har købt en ny tar, spærrer han sig selv inde i en stund og forsøger at spille sig glad igen. Men det vil bare ikke lykkedes for ham uanset hvor meget han forsøger og i stedet gør det ham mere trist. Han beslutter sig for at dø og vi følger ham og hans familie i dagene efter denne beslutning. Hans kone opsøger sin svoger for at få råd, og han aflægger Nasser et besøg hvor de forsøger at få snakket det hele igennem. Men lige lidt hjælper det og Nasser fortsætter med at vente på at dø:

“Der var gået fem dage, og Nasser Ali Khan gjorde sig mange tanker.

Hvornår bliver det min tur?

Mon min sidste time er kommet?

Jeg har fået nok! Jeg vil dø.

Han konkluderede, at når døden endnu ikke havde taget ham, måtte det være, fordi nogen bad for hans liv.

Min familie?

“Gud! Red ham!”

Umuligt.

“Gud! Dræb ikke min far!”

Jamen selvfølgelig. Der var ingen tvivl! Det kunne kun være Farzaneh, hans kæreste datter, hans højtelskede barn.”

Men vil det lykkedes Nassers familie at tale ham fra det inden det er for sent?

Satrapi har med denne graphic novel skrevet og illustreret endnu en tænksom bog, som viser forskellige aspekter af et menneskeliv. Man begynder at forstå Nasser Ali Khan og hans beslutning desto mere man lærer om hans liv (heriblandt både hans barndom, ungdom og nuværende familieliv) og jeg er især vild med hvordan Satrapi illustrerer hans kærlighed til musik. Satrapi fletter også traditioner fra landet ind i historien og det giver en bedre forståelse af hvordan folk tænkte på denne tid.

Alt i alt en tænksom graphic novel om musikeren Nasser Ali Khan, som reflekterer over det liv, som han netop har opgivet.

Leave a Reply