Ord fra en bibliofil

De Usynlige af Roy Jacobsen, 2014. Anmeldereksemplar fra Rosinante. Opr. udgivet på norsk under samme titel i 2013. Antal stjerner: 5/5

Hvad kan man lære ved at bo på en ø med kun sin familie og hvor stor forskel er der på kvinder og mænd i et lille øsamfund?

Roy Jacobsen har endnu en gang skrevet om det norske samfund og i forhold til hans populære værk “Vidunderbarn” så er vi nu endnu længere tilbage i tiden denne gang.

På en lille ø et sted i Norge bor familien Barrøy – da vi træder ind i historien for første gang består denne familie af Martin, som er familiens overhoved, hans datter Barbro, hans søn Martin og dennes kone Maria samt deres datter Ingrid, hvis person Jacobsen fokuserer på igennem bogen. De bor alene på deres ø og må sejle rundt til resten af øsamfundet i sejlbåd.

Første gang vi møder Ingrid er hun 3 år gammel og familien har besøg af præsten inde fra fastlandet. De snakker om Ingrids forestående dåb og gennem romanen følger vi hende op igennem både hendes barndom og ungdom, men denne roman handler mest om familieforhold. Barbro er en helt speciel ung kvinde og Jacobsen bruger tid på at forklare læseren hvordan man kan få en stilling inde på fastlandet og hvad forholdene er for disse unge kvinder, som skal i arbejde.

Vi følger Ingrid den dag hun skal i skole. Denne skole er ikke helt som andre – børnene bor på en nærliggende ø i 14 dage og bliver undervist og derefter har de 14 dage hjemme igen, medens læreren underviser børn fra andre øer. I starten er Ingrid ikke så vild med at komme afsted og hun skal vænne sig til at være væk fra sin trygge ø, hvor hun er enebarn og blot omgivet af voksne. En dag skal Ingrid også have et arbejde på fastlandet og der sker ting og sager efter hendes ankomst.

En af de mest interessante problematikker i denne bog er forholdet mellem mand og kvinde. Forandringer er tydeligvis på vej og vi ser hvordan mændene klarer fiskeriet medens kvinderne ligger på knæ og ordner kartofler i haven, bare for at nævne et af mange eksempler.

Jacobsens personer udvikler sig alle gennem bogen og han er især dygtig til at forklare de norske vejrforhold, idet disse påvirker familiens aktiviteter på øen. Han er særligt god til at portrættere det norske samfund og hans karakterer var så troværdige, at jeg en overgang troede, at de var virkelige.

Dog har jeg hørt Jacobsen blive interviewet hvori han nærmest sværgede, at det ikke var baseret på virkelige personer. Alt i alt en virkelig interessant roman, som sætter tankerne i gang – det er bestemt ikke den sidste Jacobsen roman man vil kunne finde på mit natbord.